Et dejligt møde

Kapitel I – Ankomsten

Med et glimt ind i den hvide dør til huset tog jeg mine rystende hænder frem mod ringeklokken, for at ringe på og melde min ankomst. Jeg rystede ikke fordi jeg var skrækslagen, men mere nervøs og lidt frygt for at blive afvist.
Det var vores første møde sammen, men vi var dog ikke fremmede for hinanden i den forstand. Vi havde skrevet sammen i en lidt længere stund, og havde sendt nogle snaps til hinanden løbende hvor vi fik sat ansigt på personen bag skærmen. Hun havde en Facebook profil og var ikke en der var bange for at dele ud af hendes udseende, forståeligt nok, hvor jeg tværtimod ikke havde den største selvtillid. Så jeg havde fået et lidt bedre syn af hende, end hun havde af mig.

Med et lidt stærkere greb i rygsækken i den anden hånd, forberedte jeg mig på mødet, på at hun ville åbne døren og velkomne mig ind. Det føltes som en evighed, men det havde det på sin vis gjort lige siden vi aftalte at mødes. Det havde snart været en 1½ uge siden. At mødes i person, tage ud og spise, på en hyggelig gåtur, og hvis alt gik vel, kunne jeg få en overnatning, da jeg normalt havde en længere rejsetid på 4 timers tid i tog. Jeg var fra Jylland og hun var fra Sjælland. Jeg havde personligt ikke selv noget imod at rejse meget, og med lidt strategi kunne man hurtig finde nogen billetter til billige penge, men jeg var ikke vant til at være sammen med mange mennesker, så når jeg endelig gjorde ville jeg gøre alt, for at få mest tid ud af det som muligt.

Jeg tog en dyb indånding for at berolige kroppen, så jeg ikke vilde falde om foran hende i døren. Og med et lille knirk blev jeg stille i kroppen. Håndtaget gik lige så stille ned og døren åbnede sig. Der stod hun. I hendes fulde vidunder.
En person på ca. 170, lidt mørke brunt, bølgede hår, krystal klare blå øjne, med et smukt smil. Eva var navnet. Hun var vidunderlig. Ligesom på billederne, men stadig langt over mine fulde forventninger.
Jeg var ikke god til at møde nye mennesker, men med et smil på læberne hilste jeg på hende, og hende tilbage til mig, med et større smil. Det føltes som at stå en evighed foran hinanden, selvom det kun var få sekunder.
Hun inviterede mig indenfor, med en venlig hånd til siden, hvorefter hun lukkede døren bag mig. Jeg satte tasken på bordet, og blev imødekommet af hendes mor og far, som virkede lykkelig over min ankomst. Det var en rar følelse. For en der var nervøs og havde svært ved alt det sociale, var det fantastisk når folk var imødekommende og virkede fuldstændig glade i betrækket for at se en.

Vi faldt lidt i snak, hvor der blev spurgt ind til om turen derover var gået godt og det hele, hvorefter snakken bevægede sig mere over i noget humor om gode, gamle dage i deres familie. Det var en virkelig rar familie. De virkede virkelig til at passe sammen og være koblet til hinanden. Man fik lidt følelsen af at man aldrig ville kunne passe ind i en så lykkelig familie.

Kapitel II – Turen dertil

Efter 20 minutters tid, blev Eva spurgt ind til, hvornår vi regnede med at tage af sted, da forældrene selv havde planer.
Med et mindre blik over mod mig, svarede hun, at der ikke var så længe til, da hun regnede med at vi kunne tage ud og få lidt middagsmad, hvorefter vi ville have god tid at gå rundt. Et smilende nik kom fra mig af, og det samme fra hendes mor.
Eva kendte lokalområdet, så hun havde fået lov til at vælge stedet, og så ville jeg så for regningen. Om det var en lille udkants cafe, eller en finere restaurant, det var helt op til hende. I mit hoved var det en dag som skulle nydes, og muligvis bruges til at gøre et godt indtryk, så jeg havde ingen planer om besparelser i denne weekend.
Eva gik lidt kortvarigt, da hun lige skulle gøre sig helt klar til dagen foran os. Hendes mor påpegede at hun havde været oppe tidligt, for at kunne gøre sig så klar som muligt, så der ville nok ikke gå lang tid inden hun var klar.
Imellem tiden blev jeg budt på et glas vand, og begyndte at snakke lidt med forældrene, indtil hun kom ud.

Som moren korrekt nævnte, gik der ikke mere end 10 minutter, og så stod hun klar i endnu smukkere tilstand end før, og selv der var hun allerede oppe i en ubeskrivelig kategori af skønhed.
“Skal vi tage afsted?” Blev jeg spurgt, og med et “Ja, lad os det”, var vi ude af døren og på vej ned til stationen.
Hun boede i en lille udkants by til en større by, hvor vi skulle bevæge os rundt, og med en enkel bil i familien, som forældrene skulle bruge, valgte vi at tage toget. Hun havde planlagt det hele, og huskede tiderne på diverse togafgange, hvilket ikke helt undrede mig, da hun trods alt tog toget til skole i hverdagene.
Inden vi havde nået at starte en samtale, var vi allerede nede ved stationen og satte os til at vente til togets ankomst. Der var ikke andre på stationen, og med 10 minutter endnu inden den ville være tilstede, var der god tid til at slappe af i.
Med en lidt nervøs stemme og lidt fraværende blik sagde jeg “Du ser godt ud”. I min egen verden, var det meget grænseoverskridende for mig at sige, da jeg altid frygter hvad folk tænker om det jeg siger og gør, men denne gang var bare speciel. Samt, angsten var helt unødvendig, da hun kiggede mig ind i øjnene og sagde at jeg heller ikke var så ringe mig selv. Med lav selvtillid i kroppen, takkede jeg hende for de pæne ord, og skiftede hurtigt emne, da det blev meget akavet, men på den positive måde. At være genert og ikke helt ved hvad man skal sige.
Jeg begyndte at spørge ind til hendes planer for dagen, hvor hun eksempel havde planlagt vi skulle spise, eller om det var en slags overraskelse.
Det var slet ikke noget hemmeligt, det var meget standard, forklarede hun. Planen var at tage på en restaurant for at få noget middagsmad, hvorefter vi kunne snakke og gå lidt rundt, hvor vi senere skulle på en mindre cafe hunde kendte til, som serverede den skønneste chokoladekage. Jeg vidste at hendes familie var meget kage glad, og jeg var selv, ikke helt uskyldig på det punkt, så den sidste ting var meget forventet.
Jeg viste min glæde til det hele, hvor jeg alt i alt så frem til det hele.

Kapitel III – Et mindre tilbageslag

Hun begyndte så småt at beskrive både restauranten, og specielt den mindre cafe, som hun besøgte ofte. Vi faldt i så god snak om bare de mindste ting, at inden vi vidste af det, var vi allerede stået af toget, og nærmest ikke registreret at vi var gået ombord.
Snakken begyndte at gå over i andre hverdagsemner, og spørgsmål om hinanden, hele vejen over til restauranten. Dog stødte vi på et problem her. Det var en lørdag, og restauranten havde skam åben en lørdag, men ikke til middag, først om aften.
Eva begyndte at bukke sit røde hoved lidt ned og begyndte at undskylde, omkring at hun skulle have tjekket bedre op på det hele, inden vi tog afsted. Hun havde set gode anmeldelser om stedet, og aldrig selv været der, så hun tænkte det kunne have været sjovt at prøve, men det kunne vi så ikke alligevel.
Med et mindre grin og en blid hånd på hendes skuldre, sagde jeg at alt var i orden, og hun intet havde at undskylde for.
Med en genial plan i hovedet, spurgte jeg hende om vi ikke skulle snyde lidt foran og så tage på cafeen med det samme, som vi allerede vidste havde åbent, og så kunne vi få et stykke kage der, og så endnu et senere.
Glæden der kom ud af hendes øjne, da hun løftede hovedet var overvældende. Med stort bredt, og lykkeligt smil på læberne, roste hun min ide, og begyndte med det samme at vise vej.
Det var tydeligt at se, at hun virkelig så frem til caféen. Det i sig selv, gjorde også mig meget spændt, da noget må være utrolig godt, hvis det kan gøre en person så glad for at komme.

Kapitel III – Caféen

Sammen gik vi ned af en mindre gågade, og ankom der til. Det var skam en mindre cafe, ikke plads til mere end 30-40 mennesker, i ældre byggestil og med en masse mennesker ud og ind af døren konstant.
Hun vidste dog at det var meget populært, så hun havde bestilt et bord til to personer, udenfor under en af parasollerne i det varme og dejlige vejr.
Det var mørke metalmøbler i moderne stil, med en beigefarvet parasol i midten af bordet, og en glasplade på selve bordet.
Vi satte os ned ved bordet, og tog kort efter et kig i menukortene som allerede var lagt ud til os, selvom det var irrelevant. Eva vidste allerede hvad vi skulle have, da jeg gjorde det nemt, og tog præcis det samme som hun gjorde, så vi ville have en fælles oplevelse.
Da tjeneren kom over, blev der nævnt “2 stykker lava chokolade kage, med en kugle vaniljeis ved siden, og 2 kopper varm kakao med skumfiduser og flødeskum”.
Første gang jeg hørte ind til det, var på samme tid, som hun nævnte det for tjeneren, så efter tjenere gik, kunne jeg ikke gøre andet end vise min glæde til at smage det hele.
Imens vi ventede på vores bestilling lænede vi os lidt tilbage, nød solens varme, og slappede lidt af efter den længere gåtur.
Jeg var virkelig nervøs for hvordan det hele var gået indtil videre og hvordan det ville gå. Jeg var virkelig fanget af hende, og nok tiltrukket, men det var der ulempen lagde, når man ikke vidste hvad modparten følte. Jeg syntes selv det gik godt, men vidste ikke noget med garanti. Der var stille, og selvom jeg personligt ikke har noget i mod stilheden, kendte jeg hende ikke godt nok til at vide om hun var en stille type til tider, eller om hun var en der ønskede mange samtaler.
Vi kiggede ofte på hinanden, nævnte lidt små ting, men primært bare stirrede hinanden i øjnene og smilede. Jeg tror min egen frygt var unødvendig, med betragtning i hvor glat det gik. Og specielt med tanken på at hun stadig smilte til mig, ikke virkede ligeglad, og rent faktisk stadig sad med mig.
Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på hvordan jeg kunne være så heldig, på sin vis.
I min egen verden var jeg en nuller og hun et vidunder af en tier. Jeg følte ikke selv jeg var god til noget, jeg var ikke den klogeste, smukkeste, modne, men nok mere dum, overvægtig, grim, umoden, problembarn med mere til. Hun havde dog en afsindig faglig og praksis viden, hun var meget moden af hendes alder at være, her kun 20 år, hvor jeg var 22 år. Og hendes skønhed. Ud af alle mine år i denne verden, havde jeg aldrig mødt nogen så smuk som hende. Hun var et vidunder, en engel fra himlen. En vidunderlig, smuk, engel, der sad over for mig, som rent faktisk var sammen med mig. Som rent faktisk var på en slags “date” med mig.
Det var noget af et boost det gav en inderligt, når en skønhed som Eva, var interesserede, eller hvert fald virkede til at være interesserede i en som mig.

Tiden gik, og føltes som en evighed, men alligevel var det sølle 10 min, inden tjeneren kunne ses med vores kage og drikkevare.
Kagen kom på en gammeldags, dekoreret, kage tallerken. Kagen var cylinder formet, med flormelis, hvor en kugle vaniljeis kunne ses ved siden.
Vores kakao kom lige efter, i et stor krus, som krævede 2 hænder at holde om. Med skumfiduserne og flødeskummet, var det vigtigt at holde balancen ved de første slurker da den var proppet til toppen.
“Skal vi?” blev der hørt fra den anden ende af bordet, hvor jeg svarede “på 3. 1.. 2.. 3..”
Med hver vores teske skar vi igennem kagen, og ud flød den flydende chokolade.
Med en blanding af is, tog vi en bid på samme tid.
Man skulle ikke tro at vi kunne smile mere end hvad vi i forvejen havde gjort, men der tog vi grueligt fejl. Begge vores mundvider udvidede sig drastisk. Man kunne ikke lade vær. Den søde smag af vanilje, oveni den flydende chokolade fyld og selve kagen.
En mundfuld blev til to, og to blev til tre, og puf, det var det stykke. Vi nød det begge.
Vi snakkede længe om bare den kage, og det tog os tid at skifte emne, men det skete dog efter lidt tid. Vi bevægede os over i samtale om hinandens barndom, som vi ikke allerede kendte til i forvejen. Vi kom ind på hendes 20-årige fødselsdag, som der var godt gang i, hvilke planer man havde for fremtiden med mere til.
Sekunder blev til minutter, og minutter blev til halve timer, og inden vi vidste af det, havde vi siddet ved cafeen i 3 timer. Vi hyggede os, og holdte tydeligvis af samværet med hinanden.

Kapitel IV – Et hyggeligt samarbejde og stund

Da tiden var inde, betalte jeg regningen, og vi tog afsted, tæt op af hinanden. Vi holdte ikke i hånd, men det kunne vi lige så vel. Det var en rar følelse, at have en op af sig.
På vejen hjem til hende, tog vi ind og købte lidt af hvert til aftensmaden, da vi havde besluttet os for at lave en middag med forret og hovedret, hvor vi allerede havde tyvstartet på desserten. Hendes forældre var ikke hjemme, så vi kunne gøre så meget ud af det, som vi ville, uden tidspres eller lignende.
Vi besluttede os for at lave en rejecocktail til hende, og en tun cocktail til mig. Til hovedret blev vi enige om en kvalitets steak, med krydrede kartofler til siden, med noget whisky sovs ovenpå. Med tilbehør havde vi en aflang baguette, og som drikkevare, besluttede vi os for at tage en god gammeldags hvidvin.
Det hele gik relativ nemt. Tiden forsvandt ud af det blå. Det ene øjeblik var vi i butikken og det næste stod vi hjemme ved hende, og satte poserne i køkkenet, og begyndte at finde redskaberne frem.
Taget i betragtning at man ikke måtte “lege” lidt i køkkenet, gjorde vi det alligevel. Lidt mel hist og pist, en isterning ned af nakken og såen. På baggrund af vores mindre lege, var steaksne endda ved at brænde på, og derefter tænkte vi, at vi hellere måtte holde igen, indtil vi havde spist.
Jeg stod for selve madlavningen, og hun stod for borddækningen. Det var ikke første gang jeg lavede lignende, så det gik som varmt brød. Jeg anrettede vores cocktails og tallerkener og satte dem klar på bordet.
Eva havde anrettet bordet med en fin hvid dug, 2 stearinlys i hver ende af bordet, fint service med sølvbestik, og vinglas.
Vi dæmpede lyset lidt for at sætte stemningen, hvorefter vi satte os til at spise. Jeg tror ikke nogen af os tænkte så meget over maden. Jeg tror nærmest at den kunne være brændt på, og vi ville stadig have det spist. Vi havde bare den forbindelse til hinanden på stedet. Vi snakkede og vi snakkede. Taget i betragtning af hvor lang tid det normal tog at spise lignende mad, tog vi nok 3 gange så lang tid om det, da vi mistede alt tidsfornemmelse.
Efter vi havde spist færdig sad vi muse stille foran hinanden og bare nød nærværet. I tiden her iblandt, sad jeg i en verden af forundring. Jeg kunne stadig ikke fatte, hvad jeg havde gang i lige nu. Alt det jeg havde været igennem og muligvis havde foran mig.
Vi var to modsætninger af hinanden, så man skulle ikke tro at vi kunne have en så god kobling med hinanden.
Hun var social, jeg var ikke. Hun holdte sig meget sammen med andre, mens jeg til tider holdte mig for mig selv. Hun brugte meget sociale medier, mens jeg knap nok havde 7 venner på Facebook, op imod hendes 500. Jeg var på sin vis lamslået over den store succes her til dags. Jeg var så overvældet af glæde at jeg ud af det blå begyndte at grine en smule, hvor hun sad undringsfuld overfor mig, og bagefter selv begyndte på det.
Med et smil og nik til hinanden, rejste vi os fra bordet og begyndte at rydde af, og gøre køkkenet rent.
Vi samarbejdede godt. Jeg tog mig af opvasken og hun tog sig af rengøringen, og på ingen tid havde vi været igennem det hele, og alt var pletfrit.
Så med resterne af hvidvinen, satte vi os over i sofaen og tændte for tv’et.

Uden at planlægge det, var Titanic, en af mine personlige favoritfilm, lige begyndt at starte på tv2, uden afbrydelser.
Vi lænede os tilbage for at slappe helt af i kroppen, og ud af det blå bemærkede jeg en lille følelse på mine højre side. Det var Eva der virkelig havde lagt sig godt til rette. Så med en arm omkring hende, sad vi for alvor of slappede af og nød hver et øjeblik.

Kapitel V – Den længe ventede drøm

Der var ikke meget snak under filmen, jeg tror vidst alt energien var brugt i løbet af hele dagen, hvilket heller ikke ville undre nogen, hvis man vidste hvor meget vi rent faktisk havde snakket.
Det var på sin vis romantisk. Og med god samvittighed, for første gang i hele mit liv, lidt selvtillid i kroppen, kunne jeg slappe helt af. Jeg skulle ingen steder, specielt ikke med det greb hun havde om min hånd.
Da vi nåede længere ind i filmen, begyndte lidt snøften at kunne høres. Eva havde fået tåre i øjnene over de sørgelig, men også glædelige øjeblikke i filmen.
Jeg drejede hovedet lige så stille, og blev mødt med hendes smukke, blå øjne, i mine. Med et mindre smil på læberne, tog jeg lige så stille den ene finger op til hendes kind og fjernede hendes tåre.
Jeg ved ikke præcist hvad der skete herefter. Det ene øjeblik fjernede jeg en tåre fra hendes kind, og det næste var begge vores læber op imod hinandens. I et hurtig skub, havde hun bevæget sig ind og taget første skridt. Et kys. Et blidt og behageligt kys, som satte en glædelig følelse igennem hele kroppen. Tiden gik i stå. Det var umuligt at sige, hvor lang tid det tog. Det kunne have taget 1 sekund, eller 1 minut.
Da læberne begyndte at gå lidt fra hinanden, lagde vi panderne imod hinanden og bare kiggede ind i hinandens øjne med en dejligt og blødt smil.
Få sekunder efter, var det som om det ikke var sket. Eva lagde sig til rette op af mig igen, og jeg vendte lige så stille hovedet tilbage til tv’et.
Men der gik ikke længe, inden jeg fik opfattelsen af at jeg var den eneste som så filmen færdig. Med meget rolige ryk i kroppen kiggede jeg ned på Evas skønne ansigt. Hun sov.
Det føltes nærmest som en blanding af Tornerose og skønheden & udyret.
Udyret der havde fundet sammen med skønheden, som nu lagde, som Tornerose, op af siden af mig. Jeg nød det. Aldrig i hele mit liv havde jeg troet at noget så fantastisk, ville ske for mig. At en, utrolig nok, ville elske mig. Jeg havde længe gået med “Slemme tanker”, angst og depression, men dette vendte op og ned på det hele. Jeg havde hele tiden vidst hvad mit største problem var, men jeg vidste aldrig hvordan jeg skulle løse det. Jeg var ikke god social, og havde ikke et kendskab til mange personer, specielt ikke piger. Og pigerne var endda dem jeg klarede mig bedre med, i samtaler og i grupper, end drengene. Nok pga. De var bedre lyttere og viste følelser.
Det var en ren tilfældighed at vi lærte hinanden at kende. Min veninde og hendes kæreste, som begge var mine venner, havde i en gruppe samtale med mig, inkluderet hende ud af det blå. Jeg mente det var til noget hjælp af noget fagligt. Vi skrev ikke meget til hinanden, men jeg tog for en af det første gange i mit liv, chancen, og skrev til hende kort efter, med et svar tilbage. Det tog lidt tid at få samtalerne op og køre, men jeg var igen ikke den bedste til noget af det social hejs, så at jeg det nåede til det punkt, som det var nu, var intet mindre end et mirakel. Vi faldt kort for hinanden, hvor vi efter en del ugers samtaler, besluttede at mødes.
Mit største ønske, i hele mit liv var gået i opfyldelse.
En svag våd følelse kunne mærkes på min kind. En lille tåre havde bevæget sig ud af det ene øje, en glædes tåre.
Et raslen kunne lige pludselig høre, ud fra døren af. Et håndtag gik op og en dør lukkede kort efter. Hvem det var undrede jeg mig kort over, men så kom jeg i tanke om at hendes forældre ville komme hjem senere på aften, hvilket måtte have været dem. Og med 2 skikkelser gående ud fra entreen og ind i stuen, fik jeg det bekræftet. Det var hendes forældre.
Vi fik kort øjenkontakt sammen, og gjorde ikke andet end en kort hilsen. Jeg mødte dem med et smil, og de mødte tilbage, og det kunne ses at moren var lidt rørt indeni, højst sandsynlig af glæde.
Kort efter gik de ind i soveværelset og lagde sig til at sove, og jeg satte mig lige så stille til rette, og begyndte selv at sove. Jeg ville helst ikke vække skønheden ved min side.
Den sidste tanke jeg fik inden jeg faldt i søvn var, at jeg havde nået det.
Klaret mit mål, og at alt nok skulle blive godt igen, med Eva ved min side.