En vidunderlig afslutning

Endnu et fly passerede de store vinduer i lufthavnen. Det var snart min egen tur til at komme ombord på et, og være den der ville flyve forbi andre. Turen i udlandet var ovre, og det var på tide at komme hjem igen.
Det havde været en fantastisk tur, med utrolig informativ læring og oplevelser for livet. Det var et kursusforløb, hvor alle nye elever i virksomheden skulle med for at møde hinanden og skabe relationer, samt få en faglig læring, hvilket blev opfyldt. Alle snakkede om hvor meget de glædede sig til at komme hjem i sin egen seng og slappe af, og selv de samme ord kom ud af min mund. Dog var en ting hvad der kom ud, og en anden ting var hvad man inderst inde havde lyst til.

En ting var at der kun ventede mig problemer derhjemme, og at denne tur havde været noget af det mest mindeværdige jeg nogensinde havde, og ville opleve. Den anden ting var lidt mere pjattet, nemlig tanken om at komme op i et fly.

Turen herned, var også med fly, og tro mig når jeg siger at det ikke var med bedste vilje at jeg kom ombord, men jeg havde ikke det største valg. Desuden var der masser af turbulens under turen, og landingen var ikke ligefrem blid. Så tanken om at skulle samme vej hjem igen, var ikke god.

”Gate 66 er nu åben”, blev der hørt over højtalerne. Det var mit fly. Nr. ph542. Jeg måtte hellere se at komme afsted. Jeg var nede i den stikmodsatte ende af lufthavnen, så jeg havde en god gåtur til min gate, men før jeg vidste af det, var jeg allerede derhenne. Tiden gik overraskende hurtig, eller, man mistede hvert fald tidsfornemmelsen, når man gik i sine egne tanker, uden at tænke på omverden.

Der stod allerede en lille gruppe, bestående af fire piger, som var på samme kursusforløb som jeg. Det tog ikke langtid før man faldt i snak med hinanden, da vi den seneste uge havde arbejdet på at lære hinanden bedre at kende. Det var lidt de forventede samtaler, hvor man glædede sig til at komme hjem i sin egen seng, hvor man kunne få lidt køligere vejr igen, og få noget ordentlig mad osv.
Imens vi stod og snakkede, kom flere og flere fra kurset, samt andre danskere, som skulle samme vej. Indenfor kort tid, indså vi at vi havde skabt en mindre trafikprop omkring vores gate, da folk havde stillet sig bag og ved siden os, da de troede det var køen. Vi bevægede os lige så stille om bag snorene, hvor køen realset skulle have været, hvorefter de andre fulgte trop.

Fremfor en stor klump, stod vi parvis ved siden af hinanden, og gjorde ligeså stille klar til at gå ombord på flyet, ved at have både pas og billet klar.

Ved min side stod en lidt nervøs, slank pige, med langt, blondt hår og smukke øjne. På sig, havde hun sorte bukser, samt en hvid mønstret trøje, med en sort cardigan uden på. Kiggede man på hendes kropssprog, ville hun virke til at være nervøs, men med et blik på hendes rolige ansigt, ville man få en anden opfattelse. På en måde mindede hun lidt om mig på det punkt, for jeg var ikke selv begejstret over at stige ombord på flyet, men jeg ville ikke visse det til resten af flokken.
Uden at virke mærkelig eller for påtrængende, beundrede jeg hende lidt. Jeg var lidt overrasket over hendes højde, da jeg sjældent havde mødt en pige på samme højde som mig, der også havde så perfekte karaktertræk. Derudover var hendes øjne noget fra en drøm. Bare helt perfekte. Smukke, knivskarpe, blå øjne, med et skarpt fokus på hendes mål. Det blev dog hurtig lidt akavet, da man sjovt nok ikke kunne undgå øjne kontakt, ved at kigge hinanden i øjnene, så midt i min beundring af hende, vendte hendes blik sig imod mig. Det var ikke mere end et hurtig forbipasserende blik, men det var nok til at få os begge til at kigge til hver sin side af flovhed.

Køen begyndte at rykke sig. Det var perfekt timing, da det betød at vi ikke behøvede at stå med røde kinder ved siden af hinanden i længere tid. Det hele kørte glat, og der var ingen problemer, så alle var hurtige på hver sin plads.

Selvom der var lidt tid til at flyet lettede, spændte jeg mig alligevel fast, og begyndte at kigge omkring, da jeg syntes, det så lidt tomt ud. Dog kunne det sagtens have været, fordi de ikke kunne få et fuldt fly, plus jeg tidligere så at der fløj endnu et fly til samme lufthavn, 30 minutter efter den vi befandt os på.
For ikke at blive for nervøs prøvede jeg at finde noget at fokusere på, så jeg besluttede mig for at tjekke op på om alle fra kurset var tilstede. Efter et par minutter kom jeg frem til at alle var tilstede, men så alligevel ikke. Jeg kunne ikke sætte fingeren på det, men jeg følte at vi manglede en på flyet, men jeg kunne ikke komme frem til hvem, så det var nok bare noget i mit hoved. Desuden fik jeg andet at tænke på meget hurtig.

Motorerne på flyet tændte, hvorefter man kunne høre den sædvanlige stigning i omdrejningerne, men ud af det blå gav det kraftige ryk i hele flyet, hvorefter motorerne slukkede igen.
Jeg fik en bange anelse, at noget var galt. Jeg havde en vinduesplads og kunne tydeligt se de vibrerende vinger, hvilket på ingen måde virkede naturligt. Dog gik der ikke mere end et par sekunder, før der kom lyd i højtalerne fra kaptajnen. Han forklarede at der var sket en mindre fejl udenfor, men at der intet var galt med flyet, og at vi ville lette 20 min senere pga. fejlen. Desuden sagde han at vi ikke havde grund til bekymring, og at vi nok skulle komme sikkert hjem.
Jeg tror dog ikke at jeg lyttede til hans sidste besked. En af underviserne fra kurset stod ved siden af min sæderække og prøvede at få kontakt med mig. Jeg var åbenbart begyndt at ryste lidt ustyrligt, og han syntes det ville være en god ide, at jeg lige kom af flyet for at komme ind i et andet miljø, indtil vi skulle lette. Der var ikke så meget at rafle om, da jeg ikke ville skabe en scene, og godt kunne se at min rysten var et problem. Rystende gik jeg med rolige skridt bag underviseren, ud af flyet og hen til en siddeplads.

Det var her at jeg spærrede øjnene op. Den pige, som jeg havde små beundret sad der allerede. Hun rystede også, men her slog det mig, at det ikke kunne have været pga. det med motorerne, for hun var nemlig ikke ombord på det tidspunkt. Da jeg ledte efter folk fra kurset på flyet, havde jeg fornemmelsen af, at nogen manglende, men jeg vidste ikke hvem. Før nu. Efter at have tænkt godt og grundigt over det, havde jeg ikke tællet hende med, fordi hun ikke var tilstede. Desuden så jeg hende ikke engang boarde flyet, selvom vi var lige ved siden af hinanden. Jeg undrede mig lidt over hvordan det hele hang sammen, men det endte underviseren med at forklare mig lidt indirekte.
Imens jeg var ved at sætte mig, sagde han at Emily også virkede til at være utryg ved at være ombord på flyet, så vi fik lige lov til at slappe af herude så længe vi nu kunne.
Emily var hendes navn. Jeg kendte utrolig nok ikke til navnet før nu, selvom jeg havde fulgt hende lidt rundt den seneste uge. Det undrede mig dog ikke så meget i sidste ende, for jeg havde fulgt hende ja, men vi havde ikke haft den største snak med hinanden. 
Underviseren fortsatte med at forklare os, at han lige ville gå ombord på flyet igen, for at forklare situationen for de andre undervisere og stewardesser, så der ikke var noget unødvendig angst og undren.
Herefter var vi alene.
Jeg kunne se at hun stadig var utrolig skrækslagen for at stige ombord på flyet, da hun rystede kraftigt. Jeg følte at jeg måtte hjælpe hende, eller hvert fald prøve at berolige hende lidt. Jeg prøvede med uhyre kraft, at stoppe min rysten, for hvordan ville hun kunne lytte til noget som helst fra en person, som selv virkede til at være bange for at flyve. Det var ikke nemt, men jeg havde igennem mit liv lært at sætte andres behov foran mine egne, så efter nogen minutter, føltes min rysten mere som kuldegysninger end direkte ryk i kroppen.
Det var her jeg tog det første skridt. Jeg vendte mig imod hende, og begyndte en mindre samtale. Jeg prøvede at få hende til at fokusere på hvad der ventede hende derhjemme, uden at nævne flyet på nogen måde. Nogen af mine spørgsmål lød på, om hun glædede sig til at komme hjem, og om hun var klar til arbejde dagen efter m.m.
Som forventet var hun ikke meget snakkesalig, men det gjorde mig ikke noget. Jeg vidste hvordan hun havde det. Inderst inde, havde jeg det på akkurat samme måde som hende.
Selvom hun ikke snakkede så meget, snakkede hun dog stadig. Korte svar, men det var en god start.
Mine spørgsmål blev lidt mere personlige, som at vide hvad hun lavede i hendes fritid og hvad hun ville være i fremtiden, når det gjaldt job. Jo mere vi snakkede om hendes liv og fremtids udsigter, desto mindre nervøs blev hun. Dette kunne ses, da hendes rysten var sænket drastisk og det nu var lidt mere som at hun frøs, fremfor at hun sad på en vild tyr.
Vores samtaler fortsatte, og lige så stille var hun den der snakkede mest, i stedet for mig. Hun var den der begyndte at føre samtalerne. Det virkede til at hun havde glemt alt om flyet, og ikke engang tænkte på at hun sad i en stor lufthavn, selvom der var kæmpe fly lige bag hende. Hun virkede til at føle sig tryg.

Dog varede dette desværre ikke ved.

Da underviseren kom til syne, nede af gangen, begyndte den stille person ved min side, at ryste igen. For hvert skridt underviseren tog, desto mere begyndte Emily at ryste. Det var godt så længe det varede, men uden af spørge hende, vidste jeg, at hun havde flyet på tankerne igen.
Da underviseren var kommet over til os, sagde han at vi var klar til at lette, og at vi hellere måtte komme ombord på flyet. Det var med at få det overstået.
Jeg rejste mig ligeså stille og fulgte trop, for jeg kunne godt forstå ham, og vi havde intet valg når det kom til stykket, for ville vi gerne hjem eller ej? Efter jeg havde rejst mig, og skulle til at tage de første skridt, så jeg at Emily ikke selv havde rejst sig. Hun virkede til at være ude af denne verden, og var ved at få et angst anfald. Det var ikke enhver der kunne se det, men nu kendte jeg til disse anfald, så jeg kendte de små tegn, såsom unødvendige ryk i kroppen og et spredt blik. Desuden var et stort kendetegn for hende, de våde øjne. Jeg kunne se at hun snart begyndte at græde. Noget burde gøres.
Jeg gik over til underviseren, som var lidt længere fremme og spurgte ham ind til, om det ville være okay at Emily og jeg kunne sidde ved siden af hinanden. Som et godt grundlag, forklarede jeg ham, at hun virkede tryg ved min side, og at hun kort varig havde stoppet hendes rysten. Han gav et smilende nik, og sagde at vi nok kunne finde ud af noget på det punkt.

Med den afklaring gik jeg over til Emily, som nu havde et par enkelte tåre løbende ned langs hendes røde kinder. Jeg satte mig på huk og kiggede hende ind i øjnene, og stillede spørgsmålet, om hun ville føle sig tryg, hvis jeg sad ved siden af hende på flyet. Uden at hun gav lyd fra sig, fik jeg hendes svar. Hendes tåre stoppede brat, og øjnene spærrede sig lidt op, og et lille bitte smil kom frem på hendes læber.
Jeg sagde til hende at jeg tog det, som et ja, hvorefter hun frivilligt rejste sig op.

Vi gik nu over imod underviseren, som stod og observerede os, i tilfælde af at jeg ikke kunne få hende overtalt. Da han så os komme i mod ham, begyndte han at vende sig om og gå imod gaten, med os lige i hælene.
Selvom det ikke var en lang tur, ca. 50 meter, havde Emily stadig bevæget sig meget tæt på mig, og var lige ved at læne sig op af mig. Jeg havde ingen lyst til at holde hende fra det, da jeg vidste det ville gøre hende mere positiv og tryg. Dog blev vi kort skilt, da vi skulle igennem flyet, siden gangene næsten ikke kunne have en enkel person gående forbi, så to personer ville aldrig gå.
Vores underviser stod midt på gangen ved siden af nogen tomme sæder, og viste os ind med en håndbevægelse.
Da vi gik ind og satte os, kunne jeg høre ham i baggrunden sige noget med at vi bare skulle sige til hvis der blev behov for hjælp, men det var svært at forstå hele hans sætning, da både Emily og jeg gik i hver vores tanker.

Ud af endnu en vinduesplads eller en midte plads, valgte jeg at sætte mig ved vinduet igen, selvom jeg ikke var meget for det, men det var nok det sidste Emily ønskede. Jeg bidte det sure æble og kom over det. Lige nu var min højeste prioritet at berolige hende, fremfor at berolige mig selv. At hjælpe andre ville gøre mig selv glad, samt ville distrahere mig fra mine egne tanker, så i sidste ende var det en mindre win win situation.

Jeg spændte mig fast, og hjalp hende bagefter, hvorefter motorerne begyndte at køre. Jeg kiggede endnu en gang ud af vinduet og kiggede på den ene vinge, men denne gang var der noget voldsomt rysten eller lignende, ligesom der var før, hvilket betød at der nok ikke var den største grund til bekymring på det punkt.

Imens vi stille og rolig gjorde klar til at lette, lagde jeg min hånd på armlænet ved siden af hende, og inden jeg vidste af det holdte hun min hånd. Tekniskset var det hendes armlæn og jeg havde ikke ret til at have min hånd der, men denne gang var en undtagelse. Hun prøvede ikke at skubbe mig væk, og fjerne hendes hånd igen, nej tværtimod. Jo mere fart vi tog på, desto kraftigere greb havde hun. Det var ikke fordi det var smertefuldt, men det kunne mærkes. Det eneste tilfælde hvor det virkelig var til at mærke var da flyet lettede sig fra jorden. Det gav virkelig et ryk i hende, og lidt i mig selv.

Under turen havde vi ikke meget snak med hinanden, hvis vi egentlig overhovedet havde noget snak. Jeg sad lidt i mine egne tanker og hende i hendes.

I de situationer hvor jeg faldt ud af min tanker, kiggede jeg på hende, for at se hvordan hun havde det.
Lidt som forventet, var hendes rysten meget hurtig stoppet, og hun havde lagt sig til at hvile lidt.

Som før, da man gik i sine egne tanker føltes tiden til at gå hurtig, og det samme galt her. Det ene øjeblik var man lettet fra lufthavnen og det næste havde man krydset hele tre landegrænser. På en måde var det egentlig meget behageligt, da turen så føltes meget kortere end den faktisk var. En flyvetur på ca. tre timer, blev kortet ned til noget som føltes, som en enkel times tid.
Halvvejs inde i turen, hvor man var lidt inde i sin egen verden, hørte man et kald. Det var passageren på sædet ved siden af Emily, som også var en fra kurset. Meget snaksalig og åben person, som alle syntes godt om. Hun prøvede at få kontakt med mig.
Hun ville bare spørge mig ind til om jeg ikke burde fjerne min arm fra, sovende, Emilys armlæn. Hun sagde det ikke i flabethed eller for at skabe en negativ stemning, men mere for Emilys eget bedste. Hun mente ikke at Emily så ud til at sove behageligt, så det var mere deraf hendes spørgsmål kom fra.

Jeg nikkede hovedet lidt, og med et mindre grin, nævnte jeg, at jeg nok burde, men ikke kunne.
Hun var forvirret, og forstod ikke hvad jeg mente med det. Det var vel bare at fjerne armen? Dog var det ikke så simpelt.

Jeg nikkede pegende med hovedet, ned på armlænet og forklarede hende, at det ikke var mig der holdte fast i armlænet. Nej. Det var Emily, som selv i drømmeland, havde et godt greb omkring min hånd.
Hun små grinte lidt selv af flovhed. Hun havde ikke set vores hænder, men kun vores arme, da Emilys trøje dækkede en smule. Hernæst beklagede hun ubelejligheden, hvoraf jeg nævnte, at det ikke gjorde spor, og at hun bare gjorde det i en god sags tjeneste.  
Mere snak tror jeg ikke jeg havde ombord på flyet, udover da jeg, med et smil sagde godmorgen til Emily, ved vores landing, for at vække hende. Turen i sig selv føltes til at gå meget hurtig, så selvom vi havde været længe undervejs, føltes det ikke sådan.

Det ene øjeblik var vi i den sydligste del af Europa, og det næste øjeblik var vi tilbage i det grålige Danmark.
Selvom vi ikke længere fløj og var på vej ud af flyet, holdte Emily stadig min hånd så meget som muligt. Hun havde ikke meget valg, da vi skulle gå i gangen af flyet, men med det samme efter vi var kommet ud af terminalen og ind til kuffert båndet, tog hun fat igen.
Imens vi alle stod og ventede på vores bagage, havde hun også lænet sit hoved op af mit, lidt ligesom at hun stadig kunne bruge et par timers søvn. Som ved resten af turen, tog jeg det ikke tungt og lod som ingenting, da jeg vidste hun havde brug for det.

Jeg havde ikke tænkt over det så meget, før nu, hvor vi alligevel havde meget ventetid. Tænkt over, hvor tryg hun egentlig måtte føle sig ved min side, siden hun var villig til at holde min hånd så længe og kraftigt, samt stå i offentligheden og læne sig op af en person, som hun næsten lige havde mødt en uge forinden. Jeg tænkte også over, at jeg på en eller anden måde, måtte have en hvis interesse i hende, for jeg ville nok ikke have ladet en hver person gøre det, som jeg ladet hende gøre. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på, at det var fordi vi havde en mindre kemi sammen. Vi faldt trods alt i god snak sammen, og føltes os meget trygge ved hinanden. Desuden ville man nok ikke holde i hånd eller lignende, midt ude i offentligheden, hvor man som regel ville have følt sig pinlig berørt. Jeg begyndte at tænke på flere scenarioer med os sammen, og prøvede at komme på andre mulige årsager til det hele.

Dog inden jeg kunne konkludere noget, begyndte folk omkring os at rumstere. Det var kufferterne der var begyndt at rulle ud på båndet.
Hendes var den første af vores kufferter til at rulle ud. Jeg kunne se at hun havde lidt besvær med at bevæge sig rundt, så jeg hjalp hende med den, da hun prøvede at tage fat i den. Det var med at tage ordentlig fat, da den ellers ville rulle videre, eller vælte flere kufferter og personer omkuld. Her taltes der lidt af erfaring, da det skete på tu

ren derned, så det samme skulle helst ikke ske denne gang.

Min kuffert var en af de sidste til at rulle ud, og der var ikke mange mennesker tilbage ved båndet, men dog var hun fortsat ved min side.

Da vi kom ud i ankomstterminalen stillede vi os lidt til en side, så andre fint kunne komme forbi, imens jeg ventede på at hun ville blive hentet. Jeg skulle selv sørge for min transport hjem, så jeg havde ikke noget imod at vente i lang tid, men der kunne ikke gå så lang tid i min verden, da hendes chauffør burde vide hvor kl. vi ville lande. Hvis man også tager i mente, at flyet også var forsinket pga. problemerne dernede, ville der være god tid til at komme.

Imens vi ventede, var der ingen snak, men vi havde fundet to siddepladser foran indgangen, så vi kunne se alle komme forbi. En gang imellem tog vi et kig på hinanden, men ingen snak, ingen smil, eller andre ansigtstræk. Det var bare korte blik til hinanden, hvorefter vi vendte vores blikke til hver sin side.
Efter 30 min, var den sidste fra kurset blevet hentet, set bort fra os selv. Det undrede mig lidt, og med tanke på de mange forhold, burde hendes chauffør være ankommet, men der var ingen til at se, så jeg valgte at spørge hende ind til det.

Med et forvirrende ansigtstræk og rolig stemme, sagde hun, at hun ventede på at jeg blev hentet af min chauffør, fordi hun ikke selv havde en, siden hun selv havde gode muligheder med offentlige transportmidler.

Jeg kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet lidt. Jeg forklarede hende, at jeg havde ventet på at hun blev hentet, fordi jeg selv skulle finde hjem. Deraf kom et mindre smil også frem hos hende, efterfulgt af et mindre fnis.

Hvis vi begge alligevel skulle med offentlige transportmidler hjem, spurgte jeg hende ind til hvor hun boede, i tilfælde af at hun boede på samme rute som mig.

Jeg havde godt og vel tre timers tur, så jeg vidste lidt at jeg havde længst af os to, og vi var i toppen af Danmark, så der var en større chance for at vi alligevel skulle samme vej.
Hun nævnte at hun boede i en større by, nogen kilometer syd, hvilket var samme retning som jeg skulle, så jeg kom med tilbuddet om vi skulle følges ad på vejen hjem, hvilket hun uden tøven, havde lyst til.

Vi tog vores tasker og bevægede os ud af lufthavnens døre og over i mod en bus terminal, hvor en bus allerede ventede. Vi tog lidt hastige skridt, så vi ikke skulle vente på næste bus, og lige inden buschaufføren skulle til at lukke hans døre, trådte vi ind i bussen. Vi bestilte to billetter til den nærmeste station, så vi kunne tage toget videre derfra, siden Emily boede tæt på stationen i hendes by.

Turen var kort, måske ca. fem min., så inden vi havde nået at sætte os til rette, skulle vi op igen. Dog ville tog turen, for os begge mindst tage en time, så der kunne vi slappe lidt mere af.

Vi takkede begge chaufføren for turen, og begav os ind i toget, som også allerede stod klar til os. Man kunne vel kalde det perfekt timing.

Vi fandt os selv to tomme siddepladser, hvor vi satte os rigtig til rette. Jeg var inderst, med hovedet lænet imod vinduet, da jeg var træt i kroppen, oven på den lange tur. Emily var også træt, og havde allerede lagt sig til at sove, inden toget var kørt.
På turen fra bussen til toget, havde jeg sagt at hun fint kunne sove, og at jeg nok skulle vække hende, når vi nærmede os hendes by, hvilket hun virkede til at sætte stor pris på.

Imens toget kørte, sad jeg og stirrede ud på den bevægende natur og tænkte på alt det jeg havde været igennem, de seneste par dage. Jeg tænkte meget tilbage på hele kursusforløbet, det fine hotel, de forhåbentlige gode relationer man havde skabt og meget mere til. Det var bestemt en tur, som jeg ikke ville glemme foreløbig, og der var nok stor chance for at jeg ville prøve noget lignende igen. Der gik mange tanker igennem hovedet, både gode og dårlige, men primært positive. I starten havde jeg nok været i den lidt mere negative tankegang, men med Emily og alt det, havde jeg vendt det til det positive. Selvom der ikke var noget specielt imellem os, og at vi snakkede med hinanden for første gang, for nogen timer siden, var jeg stadig utrolig beæret over at have mødt en så dejlig person, som hende.
Det var sjældent, at jeg havde mødt og endda haft længere samtaler med en person, så glad og venlig, som hende. Hun havde været åben lige siden starten, og havde virkelig fået en til at føle sig tryg omkring sig. Alt i alt, havde det egentlig været en god tur.

Der var ikke længe til at jeg skulle vække hende, men med nogen minutter tilbage, vågnede hun af sig selv. Dog var hun stadig træt, men så ud til at mere frisk, end da vi steg på toget, så lidt havde det gjort.

Jeg kiggede på hende og sagde godmorgen, og spurgte ind til om hun havde sovet godt, hvoraf hun nikkede med et smil. Ligeså stille kom vi ind på flere samtaler sammen, hvor det til sidst, var som om at vi havde kendt hinanden i årsvis. Det var ikke bare en specifik ting der var snak om, men alt i mellem himmel og jord. Selvfølgelig gik noget af snakken omkring turen, da vi ikke rigtig havde haft chancen for at snakke om den endnu, men andet gik også ud på, hvordan hinandens familier var, hvordan vejret var, hvad man skulle have og spise m.m.

Der var svært at huske på alt der blev nævnt, men jeg huskede dog på de lidt vigtigere ting, som at hun var ene barn, og at forældrene ikke var hjemme før i morgen, så den stod nok bare på brød fra hendes side af. Personligt havde jeg to søskende og forældre, som ventede derhjemme på mig, men hvad jeg skulle have, var nok også bare brød, da det var ”nemt” mad.

Selvom vi snakkede fint sammen på dette tidspunkt, virkede hun stadig til at være meget nervøs og lidt påvirket af flyveturen, men hun overskred dog hendes egne grænser med et enkel spørgsmål.

Toget var ved at stoppe ved stationen, hvor hun skulle af, så idet vi skulle til at sige farvel, spurgte hun mig ind til om jeg ville med hende hjem.

Jeg var lidt tøvende, men ikke fordi jeg ikke havde lyst, men mere fordi jeg skulle på arbejde dagen efter, så jeg skulle lige tænke det hele igennem. Der var dog ikke meget tid at tænke i, så jeg svarede kort ved at tage min kuffert og følge hende ud af toget. Der var ikke så meget at lave på kontoret, og jeg kunne fint afspadsere en lille smule, og ellers havde jeg trods alt nogen feriedage, som jeg kunne bruge.
Der blev ikke løjet, da hun sagde, at hun ikke boede langt fra stationen. 30 meter frem og 20 til venstre, og bum, så var man der. Hun boede i et lidt ældre hus af røde mursten og sort tag. Yndig forhave, med pæne fliser ledende imod indgangen, med grønt græs og små bøgetræer, hvor man også kunne finde et mindre springvand, formet som delfin. Alt var selvfølgelig i miniature form, men det gjorde dog intet negativt ved det. Det var meget hyggeligt.

Da man trådte indenfor, var det ikke gammelt, men heller ikke moderne. Det var et standardhus, med en blanding af forskellige møbler i farverne hvid til brunt. I stuen var der primært gulvtæppe, men brædder ved sofaen og tv’et. Køkkenet var af lidt ældre stil, hvor komfur og køleskab lænede sig imod den moderne stil. Stuen og køkkenet var åbent for hinanden, forstået på den måde, at man lavede maden i køkkenet, men spiste i stuen, hvor der var en mindre åbning i væggen, så man kunne sidde og nyde en drik imens en anden lavede maden, uden at være i vejen for hinanden. Badeværelset var til gengæld i samme stil som huset. Her var ingen moderne møbler eller andet dekoration. Der så ikke ud til at have været nogen ændringer derinde de seneste år, men dog var det ikke fordi det var grimt. Desuden var det stadig i fin stand, og man kunne bruge den til sit formål.

Jeg satte mig ved deres spisebord, imens hun gik ind på værelset med sin kuffert. Jeg så ikke meget, men kunne dog skimme et hvidt rum, med god orden og klart lys. Desuden kunne en halv reol ses, med lidt af hvert imellem, bøger, film, tegninger og dekorations figurer.
Da hun kom tilbage igen, spurgte hun om vi skulle finde på noget at spise, da rugbrød nok ikke ville være det mest lækre. Jeg havde personlig ikke noget imod brød, da jeg tænkte mere på selskabet, men jeg havde ingen problemer med noget andet, da jeg elskede at lave mad. I den anledning spurgte jeg hende ind til hvad hun havde i tankerne, hvor hun snakkede om nogen båd kartofler, en steak med noget stegt løg og peberfrugt, samt noget whiskey sauce. Jeg var klar på stedet med at acceptere det, da jeg elskede den ret.
Under vores samtaler på turen, var vi ikke kommet ind på vores livretter eller lignende, så det var noget af tilfælde, men et fantastisk tilfælde.
Dog for at lave retten, skulle vi ned i den lokale købmand, for der ikke var meget mad i køkkenet, siden hun havde været på kurset og hendes forældre havde været hjemmefra de seneste par dage. Det gjorde dog ikke spor. Vi var ved at vænne os til hinanden, så vi tog det meget naturligt. Vi tog vores sko og jakke på, med en pose i den ene lomme, og afsted vi var.

Sammenlignet med turen fra stationen til hende, var der lidt længere til købmanden, men ikke noget overdrevet. Før vi vidste af det var vi der allerede og hun handlede der ofte, så inden for små fem minutter, havde vi fundet vores ting, samt lidt ekstra.

Halvvejs igennem turen hjemad, begyndte det at regne, hvilket vi havde glemt alt om. De havde lovet regn i løbet af dagen, og skyerne så lidt faretruende ud, da vi tog afsted, men vi glemte alt om det. Det startede med lidt støvregn, men det blev hurtigt til nogen tunge dråber, hvor der kunne høres nogen brag på længere afstand.

Vi tog nogen lange skridt, men var dog ikke i hast til at løbe. Vi var allerede blevet våde i forvejen, så at blive den del ekstra våd, gjorde os intet.
Efter kort tid begyndte det dog at blive tungt at gå i, så med 100 meter tilbage, tog vi et mindre ræs sammen. Hun vandt med et stort forspring, men til mit forsvar havde jeg også en seks kg’s indkøbsposen i hånden, og selv hvis jeg havde vundet, havde hun nøglen til døren, så jeg tog det ikke tungt.

I mange situationer ville det have været et mareridt, for hvem ville have noget skiftetøj med som gæst? Heldigvis kom vi fra en længere rejse, så skifte tøj havde jeg masser af, og det var hos hende selv, så hun havde også masser, så vi trak begge i vores eget tøj, og mødtes i køkkenet, hvor den våde indkøbspose stadig stod med madvarerne i.
Herfra begyndte vi madlavningen, hvor jeg primært var i køkkenet, og hun stod for borddækningen.

To tallerkner overfor hinanden, med kniv og gaffel på højre side, og et glas til vand, og et til noget hvidvin, som vi købte med fra købmanden. Nogen servietter på toppen af tallerknerne for dekorationsformålet, og desuden havde hun fundet et stearinlys og stillet på midten af bordet.
Jeg havde imellem tiden, smidt kartoflerne ind i ovnen, med sovsen i en kasserolle og vores steaks på panden. Det hele både duftede og så fantastisk ud, og vi så begge frem til at spise det ved den smukke borddækning, men idet vi nævnte det for hinanden, gik alt sort. 

Køleskabet var stoppet med sin summen, komfuret var gået koldt og ovnen var slukket, samt intet lys at skue. Strømmen var gået.

Vi fik begge et mindre chok og havde svært ved at se hinanden, men vi fandt ud af det, ved at føle os frem. Vi havde begge lagt vores mobiler på spisebordet, så vi prøvede at navigere os dertil, for at tænde lygterne i dem, så vi kunne få noget udsyn. Borddækningen blev desværre lidt ødelagt, med noget af bestikket skubbet til siderne og et væltet glas på bordet, men det kunne vi altid rette op på senere.
Vi fik tændt vores lygter, og begav os ud til relæet, for at tænde for det igen.

Det mærkelige var at intet var slukket, og ingen sikringer var sprunget. Herefter kaldte Emily på mig, og bedte mig om at kigge ud af vinduet i døren, hvorefter vi hurtig forstod hvad der var sket. Det var ikke kun i hendes hus at strømmen var gået, men i hele nabolaget. Der var intet lys at skue ude på den mørke gade. Det eneste der var til at se, var de kraftige lyn, som bevægede sig hurtig igennem skyerne hist og pist.

Ud af mørket begyndte Emily at grine højlydt, imens jeg stod som et stort spørgsmålstegn. Hun så min forvirring, og sagde at den nok alligevel kom til at stå på brød i aften, for maden var kun halvfærdigt, og uden strøm ville vi ikke komme langt.

Det gav også hurtigt et grin fra min side, hvorefter jeg viste enighed i hendes udtalelse.

Vi gik begge tilbage til køkkenet, igennem det mørke hus, for at sætte maden til side og lave den nye. Vi fandt noget brød i skabet og tog noget spegepølse og leverpostej ud af køleskabet og satte på bordet. Pga. mørket stod jeg og lyste, imens hun smurte vores lækre rugbrødsmader. Selv efter at vi havde sat os, kunne vi stadig ikke fjerne vores smil. Det var lidt humoristisk, at man planlagde det helt store, og gik væk fra første ide, hvorefter man endte med den igen.

Middagen var dog stadig alt udover det sædvanlige. Maderne var bare nogen kedelige rugbrødsmader, med det valgte pålæg, men selskabet var hyggeligt. Hvidvinen stod stadig fremme og vi havde fået tændt stearinlyset, som lyste bordet op, imens vi sad og spiste. Vi sad og havde små samtaler, og holdte engang imellem stilhed, hvor vi bare beundrede hinanden.

Personligt, havde jeg aldrig haft en så god og vidunderlig middag, som denne. For det første havde jeg aldrig prøvet at spise med en anden person, alene, og knap nok snakket med en så utrolig person, som Emily. Vi mindede meget om hinanden. Prøvede at tage tingene stille og roligt, og prøvede at få det bedste ud af en situation, i stedet for at græde over spildt mælk.

Efter den 5-stjernede middag, blev vi enige om at lade servicet stå, indtil der kom mere lys, da vi ellers ville ende med at smadre noget.

I stedet tog vi over i sofaen og satte os, med nogen nye stearin lys på stue bordet. 

Emily havde fundet et tæppe, som jeg kunne have over mig, når vi skulle til at sove, men indtil da, lagde vi den over os, da det var relativ køligt i stuen. 
Her sad vi så, i mørket, i en sort og blød sofa, med stearinlys på bordet foran os, og med et ternet tæppe over os. Der kom ikke meget snak ud af os, da vi begge var uhyre trætte. Vi gabte begge to meget med korte intervaller, da tiden allerede havde bevæget sig frem til midnat, og inden vi nåede at starte en samtale, havde hun lagt sit hoved på min venstre skuldre, og var faldet i søvn.
Jeg havde intet imod det, og havde nok inderst inde ønsket at det ville ske. Jeg nød det på turen hjem, så at det skete igen, gjorde mig bare glad. Jeg ville dog erkende, at det virkede meget som en drøm.
Ham, som ikke klarede sig godt socialt, sad lige pludseligt hjemme hos en anden person, med hendes hoved liggende op af sig. Intet gav mening på det punkt, men i sidste ende behøvede det ikke at give mening. Jeg kunne komme frem til at det ikke var drøm, så jeg skulle nyde det så længe det varede, for jeg vidste ikke om det også ville være sådan fremover, eller om det kun var den ene aften.

Kort tid efter, havde jeg lagt mit hoved op af hendes, og lagt mig til at sove.

Nu var jeg inde i en drøm, men det vidste jeg selvfølgelig ikke. Jeg var igen nede på kurset, og sad for mig selv, foran pc’en og lavede opgaver, imens andre sad sammen og havde samtaler om hvad de skulle lave i aften, efter undervisningen var ovre. Nogen snakkede om at tage ned til poolen, hvor størstedelen snakkede om byen, hvilket var lidt forventet. Dernæst skiftede det hurtigt, til at jeg var hjemme i min egen seng, hvor jeg så noget tv. I fjernsynet var en eller anden mærkelig Disney film, hvor alle Disney film var sat sammen til en. Det ene øjeblik så man Shrek, og det næste var man nede i vandet hos den lille havfrue.

Da Bumle fra Biler kom på og kiggede op i luften, kom et højlydt fly forbi. Hvorefter drømmen skiftede igen.

Nu var jeg lige pludselig i lufthavnen, i udlandet, hvor vi kom fra. Her kiggede jeg mig bare rundt og ventede på noget, men hvad vidste jeg ikke. Jeg var lidt forvirret på det punkt. Ud af det blå, kom 2 personer frem foran mig, og prøvede at have en samtale med mig. Det var en mand og kone, lidt oppe i årene. Selvom jeg kunne høre dem, reagerede jeg ikke, ind til en af dem ved et uheld kom til at skubbe til min ene fod.

Her vågnede jeg.

Jeg var ikke længere i drømmeland, men i den virkelige verden. Jeg åbnede mine øjne lige så stille, hvor noget lyst mødte mig. Solen var stået op, og skinnede igennem vinduerne og lyste hele huset op. Det tog mig lidt tid, inden jeg lagde mærke til det, men, foran mig, stod to personer, en mand og kone, med forvirrende ansigts udtryk. De sagde godmorgen, hvorefter jeg svarede med samme svar. De spurgte mig ind til hvem jeg var, hvor jeg kort forklarede at jeg var en ven af Emily, som fortsat lagde og sov op af min skuldre.

Hernæst spurgte jeg dem om det samme, hvor de forklarede at de var hendes forældre, som var kommet lidt tidligere hjem fra deres tur. Jeg åbnede øjnene og gav et overrasket blik, hvorefter jeg gav en lidt bedre præsentation af mig selv. Jeg sagde at jeg ville hilse rigtig, men ville helst ikke vække Emily, hvilket de forstod fuldt ud.
Som forventet, spurgte de mig ind til, hvordan og hvorledes, siden jeg var i deres hus, med en person, som jeg aldrig havde mødt før osv.

Jeg forklarede dem kort udsagt, hele historien. Problemet i lufthavnen, hvor mig og Emily først mødtes, til at vi fulgtes hjemad, og besluttede os for at være sammen denne ene nat. Dernæst kiggede de på det rodede spisebord og køkken, hvorefter jeg forklarede dem, situationen med strømmen, hvor en fin middag blev til rugbrødsmader. 

Heraf grinte de begge lidt, og smilte ned til mig, hvor jeg mødte dem med et smil tilbage. De sagde at de var glade for at møde mig, og at det var første gang i mange år at Emily havde haft en hjemme, og at de aldrig havde set hende læne sig op af en person, som hun gjorde ved mig. De virkede til at være meget glade for situationen og vores møde. De sagde, at de ville begynde at pakke lige så stille ud, og lave noget morgenmad, samt at jeg bare skulle blive siddende, og så skulle de nok tage sig af rodet.

Med et mindre gab, accepterede jeg deres venlighed, og blev siddende, imens de begav sig rundt i huset.

Det var utroligt hvor meget man kunne nå sammen, for indenfor 30 minutters tid, havde de pakket alle deres sager ud, hentet morgenbrød fra bageren, rodet op i køkkenet og af bordet, samt dækket bordet op til morgenmad.

I det hendes far kom igennem døren med rundstykkerne, vågnede Emily lige så stille. Hun sagde godmorgen, og løftede hovedet en smule, og kiggede på mig, hvor næst hun så hendes forældre. De hilste pænt på hinanden, men meget hurtig vendte hun hovedet tilbage igen, og dækkede sig til med tæppet, da hendes kinder blev lidt røde. Hun var lidt pinlig berørt over det hele.

Hendes mor kom over, og lagde en hånd på hendes hoved, og sagde at alt var okay, og at jeg allerede havde forklaret dem det hele, samt at de var glade for at hun havde skaffet sig en ny ven.
Hendes hoved dukkede lige så stille frem af tæppet, imens hun kiggede op og smilte, hvorefter hun lagde hovedet lidt op af mig igen. Hendes mor sagde, at hun ikke skulle ligge sig til at sove igen, da maden allerede var klar, hvorefter Emily hurtig vendte hovedet og så det fuldt opdækkede morgenbord.
Hun kom med en kommentar om at borddækningen havde lidt fejl, men at maden nok ville være lidt bedre end den i går aftes. Vi begyndte alle at små grine, imens vi bevægede os op til bordet for at spise lidt.

Der var lidt for alles smage. Nogen croissanter, rundstykker og rugbrød, med det store pålægsbord og tilbehør hertil. Desuden var der vand, juice, kaffe og kakao at vælge imellem, så man kunne være sikker på at få noget mad. 

Emily og jeg var stadig lidt trætte, så det var hendes forældre som førte mange af samtalerne, imens vi blot nød maden. De snakkede meget om deres egen tur, som var et mindre weekends ophold på et hotel, som de havde fået i form af en fælles fødselsdagsgave.

Emily og jeg sad ved siden af hinanden på den ene side, og nød et rundstykke hver, med en kop af lækker kold Matilde Kakaomælk, hvor hendes forældre sad overfor os, og nød deres kaffe og kage.

Midt i spisningen, puffede Emily lidt til mig, og smilte imens hun nikkede imod stearinlyset. Det var et 20 centimers lys, som var fuldt nedbrændt. Vi havde måske ved et uheld, glemt alt om lysene og bare ladet dem brænde ud, ups. Vi fniste lidt sammen, hvor hendes forældre ikke forstod noget og kiggede forvirrende på hinanden, hvoraf vi fik et godt grin.

Efter vi havde nået at snakke færdig, spise og rydde op, var klokken allerede sen formiddag, så det var på tide at jeg selv skulle tænke på at komme hjem. Heldigvis skulle jeg bare med et enkelt tog, som kørte direkte igennem min hjemby, og siden stationen lagde tæt på, ville det være nemt.

Jeg nævnte det for dem, hvor Emily insisterede på at følge mig hen til stationen for at sige farvel, hvilket jeg umuligt kunne sige nej til. Vi tog begge vores sko og jakker, samt min kuffert, hvorefter vi begav os ud af døren og imod stationen. Jeg havde min kuffert rullende til min venstre side, og Emily på min højre. Selvom turen ikke var lang, havde hun stadig taget fat i min hånd, hvilket jeg først indså da vi var ankommet til stationen og ventede på toget.

Der gik fem minutter inden mit tog kom, så vi brugte tiden på at sige ordentlig farvel til hinanden. Vi takkede hinanden for et rigtig godt møde, og Emily specielt, takkede mig for hjælpen, så hun kunne komme trygt hjem uden problemer. Under snakken, tog hun noget ud af hendes jakkelomme, og lagde i min. Jeg vidste ikke hvad det var, men fik at vide, at jeg måtte tjekke det når toget var begyndt at køre, hvilket jeg var okay med.

Skinnerne begyndte herefter at give en vinene lyd. Det var toget, som kunne ses i horisonten. Der var kun os på stationen, så vi stillede os tættere på skinnerne, så togførerne ikke ville køre forbi os. Herefter kunne vi høre ham bremse, og han virkede til at have kørt toget i mange år, for døren blev sat lige for snuden af os.
Emily trykkede på den grønne knap, for at åbne døren for mig, så jeg kunne løfte min kuffert op. Efter jeg havde løftet kufferten de 20 centimer op i toget, gav hun et sidste kald på mig, hvor jeg vendte hovedet lige så stille, men jeg nåede ikke at se hende, før jeg mærkede noget på min kind. Et farvelkys. Vi kiggede hinanden dybt ind i hinandens øjne og smilte, hvorefter jeg steg op på toget, da den ikke kunne vente på os. Jeg satte mig op til et sæde med vindues plads, og kiggede ud til hende, hvor jeg kunne høre dørene lukke bag mig. Sekunder efter, begyndte toget at køre, hvorefter vi hver især, begyndte at vinke farvel, indtil vi ikke længere kunne se hinanden.

Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Bedste to dage i mit liv. Mødt en fantastisk person, og haft fantastiske oplevelser.

Smilet blev dog hurtig til panik. Hvordan skulle vi komme i kontakt med hinanden? Jeg havde ikke hendes nummer. Ingen mail adresse. Jeg kunne ikke engang huske hendes adresse. Ingenting. Der slog det mig. Hun lagde noget i min jakkelomme.
Det var et stykke foldet papir, ikke større end et dankort.

Jeg åbnede den forsigtig, hvoraf jeg begyndte at smile kraftfuldt. Selvom jeg ikke selv havde gjort noget for at tænke på vores fremtidige kontakt, havde hun.
”Skriv til mig” stod der på sedlen, efterfulgt af et nummer, og en glad smiley.

Jeg var ubeskrivelig glad, og selvom mit liv ikke altid har været det bedste, vidste jeg at det kun ville blive bedre derfra. Takket været, hende.

Emily.