Drømmen

* Manglende korrektur læsning *

En varme kunne føles på dele af ansigtet. Det var solens stråler der havde fundet sin vej igennem sprækken af vinduet og gardinet. Fuglekvidder kunne høres på den anden side af vinduet, og rumsteren kunne høres nedenunder. Det så ud til at blive en god dag. En god dag, at holde en fødselsdag. Ikke min egen, men min venindes, Cathrine’s.  
Jeg kom langvejs fra. Hun boede på sjælland og jeg boede på jylland, men heldigvis havde jeg fået muligheden for overnatning hos hende og familien. Det var ikke helt hvad man var vant til. Madrassen var hård, dyne og pude var tyndere end derhjemme, og der var mere larm, men taget alt i betragtning var det stadig meget behageligt og jeg kunne ikke klage.
Jeg hev lige så stille dynen af mig, og tog det ene ben ud af sengen, efterfulgt af det andet. Trak i mine mørke bukser, spændte læder bæltet, og tog en langærmet, mørkeblå, skjorte på, med lidt parfume til slut.
Sengen blev redt, gardinet blev trukket op og vinduet blev åbnet på klem, så der kunne komme lidt frisk luft ind. Jeg tog lige så stille fat i det metalliske dørhåndtag og åbnede blidt, da jeg stadig var usikker på om Cathrine og hendes kæreste fortsat sov på den anden side af gangen. Jeg åbnende forsigtigt døren, og lidt knirken kunne høres, men ikke noget voldsomt. Jeg gik ud på gangen, og bevægede mig lidt mere normalt, da jeg til min overraskelse, blev fremmødt af Cathrine i en kridt hvid kjole, med håret sat op, en guldbelagt halskæde med blade på, og hendes kæreste i hånden, som også havde trukket i det pæne tøj. Mason var kærestens navn. Der blev hilst et pænt godmorgen til hinanden, hvorefter vi samlet gik ned til hendes familie, som allerede havde været oppe i flere timer, for at få maden klar til gæsterne, som ville komme indenfor få lidt tid. Godt og vel 20 personer var blevet inviteret over til noget brunch, i anledningen af hendes fødselsdag. Størstedelen kom fra hendes egen familie, hvoraf jeg som hendes ven var blevet inviteret, samt et af hendes forældres venne par, som hun har kendt siden fødsel.
Med rolige skridt gik vi forbi de hårdt arbejdende folk i det lille køkken, og videre ind i stuen, og satte os i deres sorte sofa, så vi ikke var i vejen for de andre. Stuen var stor og åben, med store vinduer, hvide vægge og masser af møbler, samt dekoration på væggene.
I stuen, sad vi med tv’et tændt på noget tegnefilm, imens vi så familien, bærer maden ind på det aflange, og vældig pyntet bord, som var sat i den anden ende af stuen, fra hvor vi sad. Der var både flag, blomster, levende lys og selvfølgelig, en masse slik spredt ud på hele bordet, i den specielle anledning. Det var Cathrine’s 18 års fødselsdag, men både hun og os andre var ikke de største drikkere af alkohol, så det blev ikke en vild fest, der ville varer langt ud på natten. Men og dog. I deres familie havde de en tendens til at få et overforbrug af energi, ved indtagelsen af selv det mindste stykke slik og sukker, så jeg var lidt spændt på at se hvordan det hele ville udspille sig. Det var personligt første gang for mig, at være med til hendes fødselsdag, da jeg enten har haft andre planer, eller kort sagt ikke havde økonomien til at besøge hende, da en togtur på 300 km både frem og tilbage, ikke ligefrem var billig.

Vi sagde ikke meget til hinanden, imens vi sad der. Jeg lænede mig op af hjørnet i den ene side af sofaen, imens Cathrine lænede sig op af Mason i det andet hjørne. Vi var alle tre meget trætte, og havde kun halvåbne øjne, med små mængder af søvn til syne. Det sjove var, at selvom jeg var den der stod senest op, var jeg stadig mere frisk end de to andre, som mindst havde været oppe i 2 timers tid. Det er nok bare fordelen ved at være et såkaldt a-menneske.
Når vi så endelig snakkede, handlede det meget om andre sjove fødselsdags minder, om de eksempelvis kan finde på at kaste slik til fødselsdagene, og er meget gode til at rode, samt ikke altid har de pæneste mánere. De havde det sjovt når familien var sammen, og fik altid nogle gode minder, og dagen i dag, var bestemt ikke en undtagelse.
10 minutters tid efter vi havde sat os, lød de første gæster.
En skarp hyletone kunne høres i få sekunder, efterfulgt af en banken, bestående af 3 bank på hoveddøren. Veninden sprang som en fjedre. Op af sofaen, og nærmest i løb, ud til hoveddøren, som kun var 6 meter fra hvor vi allerede sad. En metallisk lyd, og knirken kunne høres, da døren gik op, og ud kom glade hilsner og en masse lykønskninger. Det var familiens venne par, bestående af mand og kone, som var mødt op som de første.
Med rolige bevægelser, rejste Mason og jeg os begge fra sofaen og gik lige så stille ud til de andre, for at imødekomme dem.

Vi valgte at placere os lidt i døråbningen, for at lade der være plads til folket i køkkenet, og for at lade dem få smidt fodtøjet. De skulle alligevel igennem, selv samme døråbning, så vi ventede bare til de kom til os.
Konen var den første person der kom til syne, og begyndte at hilse, med et håndtryk til os, efterfulgt af manden, men så.. En tredje person. Planen var kun at det var de to, som skulle med, så hvem mon den tredje person var, tænkte jeg. Det måtte have været en last-minut invitation, eller lignende. Det var svært at se personen, da vi alle stod meget klumpet sammen, men jeg skulle nok få personen mødt.
Et håndtryk til konen blev givet, som fortsatte ind i stuen. Derefter blev der hilst på manden, og så til sidst, den fremmede, som jeg nu kunne gennemskue. Det var en person, som parret til tider passede for en af deres naboer. Det tog mig lidt tid, da jeg aldrig havde snakket med hende før, og kun set få billeder af hende, men da vi i vores hilsen til hinanden udtalte vores navne, faldt brikkerne på plads. Elizabeth, var hendes navn.
Aflangt brunt hår, med en lille, pink blomst heri. Krystalklare, blå øjne, med et stor og bredt smil, samt enkelte fregner på kinderne. Med hendes pæne figur, havde hun sorte bukser, med mønstret bælte og en lysegrøn, langærmet skjorte på. Desuden kunne der til tider skimmes en blanding sølv og guld belagt, tynd halskæde, med en figur af en engel.
En varm og kold følelse, kunne mærkes igennem hele kroppen da vi hilste, og gav håndtryk. Det var som, at jeg skulle til at falde om, da jeg ikke kunne mærke mine ben. Men i det vi gav slip for hinanden, for at gå videre ind i stuen, stoppede følelsen.
I nogle sekunder stod jeg, i den åbne dør indgang, og spekulerede på hvad der lige skete med mig. Det var en følelse jeg aldrig aldrig før havde følt, og vidste ikke helt hvordan jeg skulle håndtere det, men inden jeg nåede at tænke yderligere over det, blev jeg afbrudt af de såkaldte kokke.
Med skåle og ildfaste fad, proppet med mad, i begge hænder, ønskede de at komme forbi, og med hastige bevægelser rykkede jeg mig selv til side og undskyldte kort. Og med hurtige skridt gik de frem og tilbage, med den sidste del af maden, for at få alt klart, inden der var alt for mange mennesker. Det var tydeligt at se, at der havde været gang i køkkenet de seneste timer. Beskidte skåle og bestik lagde spredt ud over det hele, og man måtte bestemt ikke glemme alle madresterne på både komfuret, ovnen, vasken og gulvet. Med et hvidt og moderne køkken, med sort elektronik, var det relativ nemt at få øje på selv den mindste lille plet. Jeg havde til gengæld også tilbudt min hjælp forinden, som tak for at jeg måtte komme og overnatte, men var hurtig blevet afvist med et venligt, nej, da jeg også var en gæst, selvom jeg var der i længere tid end de normale gæster.
Jeg bevægede mig ud fra køkkenet og ind i stuen sammen med de andre, og stillede mig ved siden af Cathrine og Mason.
Det så allerede ud til at alle var i god snak med hinanden. Der var både snak om deres køretur herover, da de havde en times kørsel hertil, samt snak om Cathrines ønsker og forventninger til dagen i dag. Men en stemme var dog ikke til at høre. Elizabeths. Siddende i sofaen, på selv samme plads jeg sad på før, sad hun og observerede vores samtaler, og stirrede ud af de store åbne vinduer, med frit udsyn ud til den grønne have. Haven var lidt af et naturparadis. Træer og blomster op langs siden af hækken. Nogen fuglekasser på træerne, og diverse fuglebad og madskåle til flere slags dyr. Selvom der først var gang i haven ved eftermiddags tiden, var der overraskende meget liv derude. 13 solsorte, 4 rød kælke og et enkelt egern i den modsatte ende af fuglene.
Inderst inde havde jeg lidt ondt af hende, for hun kendte på sin vis ingen af os, udover Cathrine, men dette havde kun været et par enkelte gange.
Det var også den måde jeg kendte lidt til hende i forvejen. I nogen af vores tidligere samtaler havde Cathrine nævnt lidt om venneparret og Elizabeth, og på samme tid her, vist et par billeder.
Jeg ville starte en samtale med hende, men jeg vidste ikke hvad jeg helt kunne gøre for at hun blev involveret, da jeg ikke selv var den snaksagelig og sociale type.
Klokken ringede igen, det var de næste gæster. Og inden de havde stillet skoen, var de næste allerede på vej ind. Nu strømmede gæsterne bare til, som var de kørt i en stor tour bus sammen. Vi gik fra 6 personer, til 25 personer på bare få minutter, og det kunne mærkes, da pladsen hurtig blev trængt i stuen. Alle ville hilse med et håndtryk, og når man havde hilst på den sidste, skulle man finde en plads at stå på, men på samme tid uden at være i vejen for de andre, så vi blev hurtig trængt op langs væggene. Der gik dog heldigvis ikke lang tid efter den sidste person havde hilst, før vi måtte sætte os til bordet, og nyde den, “forhåbentlige, gode mad” som de sagde. Man kunne dufte alt den lækre mad de havde forberedt. Duften af stegt bacon på panden, og purløgen i æggekagen, og et mindre duft af små pandekager.
Stille og roligt blev der mere plads at ånde på. De ældste gik først, da de skulle ned til væggen, siden de havde delt bordet op i 2 dele. Voksne i den ene ende og de unge i den anden. De voksne var placeret i enden med væggen, hvor børnene sad med ekstra store slik skåle, i den åbne ende af bordet. Cathrine blev sat for bordenden med et flag foran sig. Ved hendes side var Mason og hendes bror, hvor jeg blev placeret ved siden af Mason og overfor mig sad Elizabeth. Den flotte Elizabeth. Jeg sagde det selvfølgelig ikke højt for nogen, da det ville være meget akavet og pinligt, men jeg tænkte det op til flere gange, da hun i mine øjne, i sandhed var en skønhed. Det var svært at forklare hvad der helt præcist fangede mig ved hende. Måske var det blomsten i håret, eller hendes krystalklare, blå øjne. Det var bare et af de tidspunkter, hvor man fik synet låst fast.  
Med den korte øjenkontakt vi havde, blev jeg hurtig opslugt, og til tider frygtede jeg at det ville blive opdaget, hvor opslugt jeg egentlig var af hende, men heldigvis lagde ingen mærke til noget. Alle havde travlt med at grave til sig, da maden nødig skulle blive kold.
Det stod virkelig på den helt store brunch. Der var lavet æggekage, hjemmelavet boller, varm leverpostej, pandekager, hård- og blødkogte æg, med de store pålægsfad, samt rugbrød og rundstykker. Og det var nærmest nemmere at nævne hvilke drikkevare der ikke var på bordet, frem for hvilke der var. Juice, kakao, vand, kaffe, the, saftevand, sodavand og smoothie. Det var tydelig at se, at dagen ikke skulle blive glemt. Den skulle virkelig fejres.
Det tog os alle lidt tid at falde i snak, da nogen stadig var morgentrætte, mens andre proppede sig med dejlig og lækker mad, men vi faldt da i snak til sidst. Selv Elizabeth, som virkede meget genert og tilbageholdende, fik jeg nogle enkelte samtaler med, såsom planer i sommerferien og hvad man for tiden går og laver. Det sjove var, at jeg ikke blev opslugt og lammet, som før, når det var vi snakkede sammen. Jeg lukkede mere alt andet ude og lagde alt min koncentration på hendes fortællinger. Det var interessant at høre om hendes nuværende beskæftigelse, og fremtidsplaner ud af det. Hun gik på et gymnasium i nærheden af hendes bosted, med planen om at blive sygeplejerske i fremtiden, da hun elskede at hjælpe andre. Vi faldt i god snak med hinanden, men havde til tider svært ved at starte en ny, når vi først havde afsluttet en, så der var meget stilhed fra os begge.
Hun virkede som en meget dejlig person, og jeg ville inderst inde lære hende meget bedre at kende og få nogle oplevelser med hende, men på samme tid vidste jeg at det var en engangs ting. Vi kendte knap nok hinanden, og vi er separeret af 2 større broer, og en afstand på 300 km, oven i at festen ville slutte på et tidspunkt, hvoraf hun ville køre med de andre hjem. Jeg forsøgte at holde mine ønsker og forhåbninger på et lavt niveau, så jeg ikke blev for forhåbningsfuld. Jeg var ikke en person med mange venner så når jeg mødte en person, som jeg selv følte, jeg snakkede godt med, satte jeg ofte stor håb for mig selv.
Af tidligere erfaringer er jeg før blevet såret, meget dybt, da jeg satte mine forhåbninger for højt, selv hvis det hele virkede urealistisk. Det er en tendens jeg har at gøre med, da jeg har været meget alene i mit liv, og på sin vis stadig er, da de tætteste venner jeg havde, netop var Cathrine og Mason. Jeg gik mange ture alene, gik i biografen alene, og lavede generelt alting alene. Hvert fald når det galt de fysiske ting. Online sad jeg næsten altid og spillede eller lavede andet, sammen med andre og snakkede godt med dem, så jeg var ensom på det fysiske plan.  

Noget tid inde i festen, undskyldte jeg mig selv kortvarigt, for at gå på wc. Ind i køkkenet, op af den hvide trappe med sølv gelænder, lige ud af gangen, og ind af første dør på højre hånd. Den var allerede optaget, men jeg kunne høre at personen lige havde skyllet ud, så jeg besluttede mig kort for at vente, da de nok snart ville være færdige. Og ret havde jeg. Efter mindre end 45 sekunder, gik låsen op, og døren åbnede. Det var Elizabeth. Så fanget af hende som jeg var, havde jeg ikke opfanget at hun havde forladt bordet, selv når hun egentlig sad overfor mig.
Jeg rykkede mig lidt til siden for at give hende plads, så hun kunne komme ud, da det ville være synd at sige, at gangen var stor. Med stille skridt gik hun ud af døren, og med samme hastighed bevægede jeg mig ind. Dog inden, jeg nåede at komme helt igennem, kunne jeg høre en stemme kalde, tøvende, på mig. Det var Elizabeth igen, som var stoppet halvvejs henne ved trappen.
Med et undrende blik spurgte jeg venligt ind til, om hun kaldte, hvorefter jeg blev mødt af et mindre smilende, men fortsat tøvende, ja.
Hun ville høre mig om jeg kunne hjælpe hende med en gave, som venneparret havde købt til fødselaren. Det var en større gave, som hun ikke kunne bære selv, og parret ville ikke hjælpe, da de helst ikke ville have at fødselaren skulle fatte mistanke, da det skulle være en stor overraskelse. Jeg smilede og nikkede med hovedet, og gav udtryk for at jeg med glæde ville hjælpe hende med gaven. Et større smil kom frem hos hende, hvoraf et stort tak kom ud. Hun nævnte at hun bare ville vente på mig, da vi så kunne hente gaven ind fra bilen, efter jeg var blevet færdig på badeværelset.
Det tog ikke mere end få minutter, og så var jeg ude af værelset igen, og på vej ned af trappen, med Elizabeth foran mig.

Da man nemt kunne følge med i hvad der skete i stuen, listede vi os til sidst ud af hoveddøren, med skoene i hænderne, lukkede forsigtigt hoveddøren og satte os ved siden af hinanden på beton trappen, og tog skoene på her. Planen var at lave så lidt larm, som overhovedet muligt.
Vi bevægede os over imod parrets mørkeblå toyota og åbnede bagagerummet. Inde i var en stor papkasse, indpakket i masser af gavepapir og gavebånd, så jeg havde hurtig indset at det med stor garanti var ønsket om en el-cykel, som snart gik i opfyldelse for en vis person. Det var en ting der havde stået på hendes ønskeliste de seneste par år, og det var den eneste gave der passede størrelsesmæssigt til hendes ønskeliste, da resten af ønskerne var gavekort, bøger eller køkkenudstyr, samt diverse dekoration.
For at være en “gentleman”, tog jeg fat i siden af papkassen og tog det tunge læs, ved at trække pakken ud af bilen, lige så stille. Det kunne hurtig mærkes at jeg havde fat i den rigtige ende, da batteriet og alle de tunge dele var vedlagt heri. Vi havde ikke engang fået papkassen ud af bilen, og jeg havde allerede indset at hun ikke kunne have løftet den selv, og godt kunne forstå hvorfor hun spurgte ind til hjælp. Og på en måde var jeg glad for at kunne hjælpe, og at det var mig hun gik til. At få noget alene tid sammen med hende, om det så kun var et par minutter var noget der gav en dejlig følelse af varme og energi i kroppen.
I fællesskab, fik vi løftet gaven ud af bilen og op af trappen, og listende gennem døren. Jeg holdte øje med om der var nogen som kom, og da jeg ikke kunne se nogen, skyndte vi os hurtig indenfor og lukkede døren, samt satte vores sko.
Elizabeth gik hen til dørkarmen, lænede sig op af siden, og kiggede kort ind, for at få øjenkontakt med konen eller manden, for at få tegnet for “go”. Efter kun 15 sekunders tid, lænede hun sig tilbage igen, og begyndte at løfte pakken op, og bedte mig om at gå front. Med det ene skridt efter det andet, gik vi sammen ind i stuen, og fik hurtig alles opmærksomhed, specielt fødselarens. Jeg tror aldrig jeg havde set en persons øjne åbne sig så meget af glæde, som jeg havde med hendes. Vi satte pakken på gulvet og gik til det ene hjørne, og lod hende pakke gaven op.
Imens der blev pakket ud, kunne et svagt “tak” høres fra min venstre side. Med et fortsat, fast blik på udpakningen, smilede jeg og sagde hviskende, “Det var så lidt. Jeg er glad for at kunne hjælpe”.

Festen varrede et par timer derefter. Der var godt med hygge. Alle var glade og mætte. Og med tanke på at der ingen alkohol havde været i spil, havde der været godt med gang i festen.

Og som der nærmest blev spået, blev der kastet med lidt slik og andre ting og sager. Men så hyggelig og dejlig, som festen nu havde været, var folk begyndt at vende snuden hjemad. De første gæster, var også de sidste gæster. Sammen gik vi alle ud og sendte dem afsted. Et håndtryk blev givet af hver part. Først manden, dernæst konen, og til sidst Elizabeth. Et standard farvel blev udvekslet mellem parret, men Elizabeth fik en lidt anden besked. Jeg møder sjældent nogen så venlige og smukke som hende. En der bringer energi i ens krop, selvom hun ikke gør meget end bare at være til stede.
Vi havde haft yderligere snak efter udleveringen af den store pakke, og lidt jokes med grin blev også udvekslet. Jeg nød hvert et øjeblik af det, og jeg ville minde det for altid. Jeg vidste jo at det ikke ville vare ved, så jeg kunne lige godt få det bedste ud af det hele.
Et blødt håndtryk blev givet i hendes, lidt mindre, men varme hænder, hvor jeg sagde tak for idag, og at det var hyggeligt at møde hende. Og med et smil, samt lidt generet øjenkontakt sagde hun “I lige måde”.  
Sammen gik vi ud til de andre, som allerede var gået ud til bilen i indkørslen. Parret havde allerede sat sig ind og spændt sig, så Elizabeth tog lidt hastige skridt for ikke at lade dem vente for længe, selvom det ikke gjorde noget, da de var i god snak med de andre. Hun satte sig ind og spændte sig selv, hvorefter hun lukkede døren, med et smilende nik til mig.
Bilen kørte ud på vejen, og på vej hjem. Med en hånd i vejret, vinkede vi dem af, og gik indenfor.
Stille og roligt, uden hast, til forskel som i morges, begyndte vi alle at rydde af bordet og vaske op, imens vi snakkede om dagen der var gået. Og når jeg siger “vi”, mener jeg mere de andre. Jeg var til stede i rummet sammen med dem, og tog af bordet, men til forskel for dem, gik jeg i mine egne tanker og kunne ikke slippe Elizabeth. Hendes bløde hænder, hendes dejlige og varme smil, med langt brunt hår, og specielt de krystalklare, blå øjne. Og bare hendes stemme. Smukke, blide og rolige stemme. Jeg var glad og trist på samme tid. På den ene side blev glad af tankerne om de gode samtaler vi havde haft, og tanken om hvor godt vi passede sammen, men blev på samme tid trist over tanken, om at vi aldrig ville ses igen. Jeg vidste trods alt fra start at jeg ikke skulle sætte mine forhåbninger for højt, men det var altid nemmere sagt end gjort.
For ikke at lave en scene, i tilfælde af at jeg ville få våde øjne, prøvede jeg at distrahere mig selv og fokuserede på de andres samtaler. Det var ikke første gang jeg havde det sådan, så jeg havde igennem tiden lært mig selv at smide nogle ting bagerst i hovedet og holde dem ude når jeg var alene.

Efter oprydningen gik dagen meget stille og rolig. Familien gik hver til sit, imens Cathrine og Mason, med mig, begyndte at spille på vores pc’er igen. Det var også måden vi havde mødt hinanden. Ikke fysisk i den virkelige verden, men inde i den digitale. Det var måden at vi, med en stor afstand imellem os, kunne være blevet venner. Jeg kunne til tider stadig ikke forstå eller indse, at jeg for alvor havde nogen venner, som holdte af en, ligesom jeg holdte af dem. Dog havde jeg stadig oplevelse hvor jeg frygtede at blive efterladt igen, selvom chancen var lille. Vi havde alle bygget et venskab op sammen, og allerede været igennem flere ting, samt planlagt ting vi vil gøre i fremtiden. Desuden var jeg den storebror for Cathrine, som hun aldrig fik, og hun var den lille søster jeg havde manglet.
Vi nåede dog ikke så meget, da vi alle var trætte efter en lang og hård dag, så allerede ved 20-tiden var vi alle på vej i seng. Godt og vel, siden gæsterne tog afsted, har man kunnet høre gaben fra højre og venstre, men ingen havde lysten til at gå så tidligt i seng, da man heller ikke ønskede at vågne op kl 4 om morgen. Så vi gjorde alle en indsats, i at holde hinanden vågne, så længe vi nu kunne.  
Et godnat besked blev udvekslet og vi gik til hvert sit rum.
Bag mig lukkede jeg den hvide, mønstret dør, og tændte for lyset. Jeg tog lige så stille tøjet af og trak i mit såkaldte nattøj. Rullede det sorte gardin ned, løftede den grå ternede dyne op og lagde mig her under, hvor jeg med strakt arm slukkede lyset og lagde mig tilrette.
Det var svært for mig at sove. I det jeg lukkede min øjne, dukkede et bestemt ansigt hele tiden frem. Det var hendes. Elizabeths. Det havde lykkedes mig at distrahere mig selv fra tanken om hende, for ikke at såre mig selv, da jeg inderst inde savnede hende, men intet kunne gøre, da vi nok aldrig ville se hinanden igen. Jeg var meget god til at blive fanget af folk, jeg snakkede, bare lidt godt med. Men med tanken om dette. Om at jeg måske endelig havde fundet en person der passede til mig. En jeg var helt opslugt af. En som gav mig energi, og jeg fik en varm følelses af. Tanken om at jeg aldrig ville se hende igen. At jeg fra næste dag ville være på vej hjem igen, for at være alene.
Det var ikke unormalt for mig at ligge mig selv til at sove på den måde, men det var ubehageligt.
En våd substans kunne mærkes på kinderne. Tårer… Jeg var begyndt at græde. Heldigvis kunne de andre ikke se mig sådan, for jeg ønskede ikke opmærksomhed eller medlidenhed over en så, barnlig og latterlig ting, som denne.
Med en tilstoppet næse og løbende øjne, forsøgte jeg at sove, for at jeg kunne komme videre, men det var ikke nemt. Det var som at det blev sværere og sværere for mig. Jeg kunne ikke forstå det. Hvorfor var jeg så opsat af hende? Det er kun en enkel person, jeg har kendt til i få timer?! Hvorfor skulle det påvirke mig så meget?! Jeg blev inderligt sur på mig selv, og havde på sin vis lyst til at slå mig selv over det. Jeg kunne ikke forstå noget. I et vredes spring, satte jeg mig op i sengen og op af væggen. Tårerne begyndte at flyde endnu mere. Jeg følte mig tom indeni. Jeg vidste godt at jeg ikke havde mange venner, eller en så kærlig familie, men alligevel havde jeg. Vennen og hendes kæreste var nogen af de bedste venner jeg kunne ønske mig. Og hendes familie var en kærlig og åbensindet familie, som indbyder alle. Men ud fra alt dette, var de stadig langt fra mig, og dette var kun et særtilfælde. Normalt kunne vi kun ses 1-2 gange årligt. Resten af tiden snakkede vi over nettet og var sammen på den måde. Indtil jeg mødte dem, havde jeg altid været alene, og tanken om at være alene igen, brang frygt og skræk frem i kroppen. Så selvom jeg ikke helt var alene, føltes det stadig sådan til tider. Mange af dem, som vi ellers snakkede og spillede med var sammen med hinanden i fysisk tilstand, og havde en som virkelig elskede dem. Og så var der mig.. Et nul.. En person, uden en anden at være sammen med. Uden en person der nogensinde har sagt at de elskede en. Ingen der ville vælge en som første prioritet. Tanken om denne ensomhed og sorg var ikke rart. Jeg bebrejdede mig selv for mit såkaldte, ynkelige liv. Der må have være en grund til at jeg var så alene som jeg var, og den grund kunne kun være mig selv… Med disse tanker i spil, havde jeg aldrig haft et håb, eller rettere sagt, tro på en lykkelig fremtid, med en anden person. I min egen verden, ville jeg ende i en lejlighed, alene, og uden nogen omkring sig. Imens alle omkring sig, stiftede familie, giftede sig med sin elskede, flyttede i hus, fik sit drømmeliv.
Tårerne flød hurtigere og tungere ned af mine kinder, og ned i dynen, i en mindre pøl. Jeg satsede ikke på meget søvn igennem natten. Jeg var psykisk nedbrudt, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre med mig selv, udover bare at græde ud, hvilket altid havde taget flere timer, når jeg havde været i humøret som nu. Med et mindre slag, lukkede jeg øjnene, og bankede hovedet ind i væggen. Ikke for hårdt, for at de andre ville høre mig, men nok til at jeg kunne mærke det. Jeg åbnede øjnene og kiggede skråt ud i mørket, op på træ loftet. Jeg var ved at give op på alt igen.. Give op på drømme og håb.. Give op på en fremtid.. Give op på livet.. Give op på den lille lykke jeg havde… Jeg var ude af den, og vidste ikke hvad jeg skulle stille op…

*Plinggg..* En lyd kunne høres. Overrasket og chokeret, stoppede mine tåre brat, men startede igen med det samme, da det bare var en notifikation på telefonen. Ikke noget specielt..
*Plinggg..* Der var lyden igen. Endnu engang overrasket, og nysgerrig, tørrede jeg mine øjne, for at kunne se telefonen. Det var ikke en standard notifikation, som jeg havde troet i starten. Ikonet for messenger på Facebook blev vist. Tårerne stoppede, og med et kraftigt luftindtag, forsvandt snottet. Jeg undrede mig. Hvem i alverden ville skrive til mig. For det første kendte jeg nærmest ingen, jeg var ikke ligefrem aktiv på facebook, og havde nærmest ingen anden kontakt, end med de to personer i det andet rum.
Med et strøg af min finger og indtastning af koden, klikkede jeg på ikonet, som åbnede chat vinduet.
Mine øjne spærrede kraftigt op. Det.. Det va.. Elizabeth?? Jeg forstod ingenting. Hvorfor vælger hun dog at skrive til mig? Jeg forstod ingenting.
Jeg læste hendes besked.
Hejsa
Jeg ville bare lige sige endnu engang tak for hjælpen med pakken, her tidligere idag. Jeg vidste ikke helt hvem jeg ellers skulle været gået til, så jeg sætter virkelig stor pris på det hele.

Jeg var rørt. Jeg blev helt glad indeni. En lavt grinende, smil af glæde kom frem. Jeg kunne ikke forstå at hun ville skrive til mig, bare for at sige tak, endnu engang. Det er selv de små ting som kunne bringe glæde tilbage i mig. Giver en person en tilfældigt smil til mig, en forelomme ved kassen, eller giver mig tid til at komme over vejen, får jeg en mindre glæde. Men når det så er af en person, som jeg havde sat tankerne på, øgede det glæden markant.  
Ja skrive.. Det kunne jeg også bare have gjort for at komme i kontakt med hende igen.. Hvorfor tænkte jeg ikke på det?.. Men det spørgsmål svarede jeg hurtig på. For jeg ikke vidste hvad jeg skulle skrive til hende. Jeg har aldrig været god til alt det sociale, og specielt ikke den del med at starte samtaler. Og når jeg endelig var omkring andre, havde min generthed også slået ind, så jeg havde på mange punkter altid bare været tilbageholdende og set andre have en glæde. Desuden, hvis folk havde en god samtale sammen, ville jeg nødig afbryde den, og komme med en dårlig joke eller lignende, som bare ville ødelægge stemningen.

Hej Elizabeth
Det var intet problem. Jeg er glad for at jeg kunne hjælpe dig, og ville med glæde gøre det igen, hvis det skulle være.
Med fingeren over send knappen, holdte jeg igen. Jeg kunne hurtig se at jeg var for ivrig.. At hjælpe igen.. Der ville jo ikke blive noget igen..
Med en finger på slet. Fjernede jeg teksten og startede for ny.
Hej Elizabeth
Jeg var glad for at jeg kunne hjælpe dig
Og med et tryk på send, kiggede jeg efter delen “leveret”, hvorefter jeg slukkede telefonen og lagde den fra mig. Der var ingen grund til at have den tændt længere. Vi havde ikke mere at skrive om.. Jeg kunne ligeså godt lægge mig til at sove igen, specielt nu når jeg havde fået det bare lidt bedre af hendes besked.
På sin vis kunne jeg have spurgt hende ind til turen hjem, eller om hun havde en god dag, men jeg var for bange. Af tidligere erfaringer havde jeg været god til at blive for personlig, eller bare være for hurtig til nogen ting, og derefter fået såkaldt ballade for at spørge. Selvom jeg aldrig havde en dårlig hensigt med noget af det, og kun ønskede at holde en samtale kørende med modparten.  
Jeg lagde hovedet på hovedpuden, og faldt godt ned, lukkede øjnene og tog en dyb indånding.
*Plinggg..* Hvad?! Jeg var væk. Var det hende der skrev igen? Nej, det kunne ikke passe. Vi havde jo ikke mere at skrive om. Men selv med den tanke, var jeg for nysgerrig og forhåbningsfuld, så jeg tog hurtig fat i telefonen og kiggede. Det var hende! Elizabeth.
Jeg håber ikke at jeg forstyrrerede dig. Jeg kunne forestille mig at det har været en lang dag for jer. De andre er allerede selv gået i seng herhjemme. Så du må undskylde hvis jeg vækkede dig.
Endnu et smil og grin kom ud af mig. Jeg satte mig lige så stille op i sengen. Tog dynen over benene, og lænede mig lige så stille op af væggen som ryglæn.
Nej Nej, bare rolig. Du har skam ikke forstyrret mig. De andre er også gået i seng her, men jeg kunne alligevel ikke sove, så ingen behov for en undskyldning.
Jeg blev mere og mere glad indvendig. Det var en utrolig rar følelse af kunne skrive med hende, at have kontakt med hende. Hun var meget behagelig at fører en samtale med. Med simpel, og ikke for kompleks.
Med den ene samtale efter den anden. Minut efter minut. Pludselig, time efter time, blev klokken hurtig 22, inden vi begyndte at slutte af.
Midt på aften, var vi ud af “mørket”, faldet i utrolig god snak med hinanden. Vi skrev om alt muligt blandet. Selvfølgelig om selve dagen, og om Cahtrine havde prøve kørt cyklen, samt om hvad man ellers lavede i sin fritid mv. Det gik meget hurtig fra normal hverdags snak, til lidt mere, person til person snak. Vi begyndte hurtig at lære hinanden at kende, og inden man havde set sig om, kendte vi hinanden utrolig godt.
Da hun havde tidligt oppe, sluttede samtalen lidt efter 22.
Godnat og sov rigtig godt
Blev der skrevet, fra hendes side af.
Mange tak, i lige måde og drøm sødt
Gav jeg tilbage af svar.
Det var ikke unomalt for mig at sige. Jeg var ikke bange for at blive personlig på det punkt. Jeg var vant til det på snapchat, sjovt nok til veninden i det andet rum, selv når vi var sammen, bare for at holde vores streak kørende. Men set bort fra det, virkede det stadig mærkeligt, og jeg var flere gange bange for at det blev for meget, eller jeg var for hurtig med nogle af mine udtalelser.
Dog fik jeg hurtig ro i sindet.
Tusind Tak
Sidste besked fra hende, inden vi begge lagde os til rette.
Jeg tænkte til mig selv, at jeg nok alligevel ville få godt med søvn, og have en vidunderlig nat, med drømme om hende, om Elizabeth.
Jeg endte med at falde i søvn, med et smil på læberne, til tankerne, om hende. Om at vi måske alligevel ville se hinanden i den nærmeste fremtid. Og måske alligevel ville få flere oplevelser end jeg havde regnet med. At jeg måske havde fundet en person, jeg kunne være sammen med i fritiden. At jeg måske også havde en at være sammen med i weekenderne, når de andre var sammen, og jeg alligevel var for mig selv. At jeg måske ikke var så alene på den fysiske front længere.
Forhåbningerne steg mig hurtig til hovedet, hurtigere end de måske burde have gjort, men som jeg var begyndt at indse, havde jeg måske lidt følelser for hende. Og hvad gør man ikke for at holde fast i dem, og følge dem?
Jeg ville gøre mit yderste, og gå ud over mine grænser, for at se hende igen.
For første gange i mange år, havde jeg endelig et mål at følge, og som muligvis var realistisk for en gangs skyld.
Det blev en god nat, hen imod en ny start.

Det var igen en dejlig varm morgen, men bedre end tidligere. Jeg var mere frisk og energisk. Ikke noget med mareridt i løbet af natten, eller med at vågne kl 04, og så ligge der i en del tid, og bare tænke på livet. Nej, fremfor flere forrige nætter, havde jeg fået sovet ud, og haft gode drømme.
Jeg sprang nærmest ud af sengen, frem for de langsomme og trætte bevægelser, som tidligere. På med de sorte bukser, og en grå, samt luftig, langærmet trøje. Et pift med noget parfume, og så var jeg morgen klar. Klar til den lange morgentur hjemad.
Inden jeg fik pakket alle tingene sammen i min lille kuffert, tjekkede jeg telefonen for nogen beskeder.
Ingenting.
Jeg lagde ikke meget til det. Jeg havde forventet en besked fra hende, men hun sov nok stadig. Besynderligt nok, slå angsten ikke ind, denne gang. Jeg tænkte mere rationelt og tog tingene med ro. Og siden jeg allerede havde telefonen ved hånden, besluttede jeg mig for at skrive godmorgen til hende, og fortsatte min pakning.
Da jeg var færdig, åbnede jeg døren og gik nedenunder, hvor resten af folket allerede var stået op. Desuden var morgenmaden også næsten klar, så vi satte os alle direkte til bordet, og fik en del af resterne fra dagen forinden. Med lidt store bider, skyndte vi os at få lidt mad og næring i kroppen, da der ikke var længe til jeg skulle være på stationen, på min vej hjemad.

Vi ryddede hurtig af bordet, og satte det i opvaskeren, og begyndte så småt at tage jakker og sko på. Jeg takkede Cathrines forældre for at jeg måtte komme og overnatte, for maden, og for at jeg måtte være der hele weekenden. Og som jeg forventede, sagde de, at de var glad for at jeg ville komme, og at deres dør altid var åben.
Det var rart at få den slags besked. En besked om at nogen faktisk ville se en igen. Det er noget der boostede ens dag imod det positive.

Vi åbnede hoveddøren og blev mødt af en dejlig frisk brise i solskinsvejret, med masser af fuglesang, samt en mindre trafik larm.
Vi satte os ud i deres sølvgrå Peugeot og kørte ud til stationen. Det var ikke en lang tur, ikke mere end 3 km, så der gik kort tid til vi havde fundet en p-plads og var steget ud af bilen, med kufferten i den ene hånd.  
Igennem det store glasparti i stationsbygningen, kunne jeg se at mit tog allerede holdte på sit spor, så jeg sagde farvel til Cathrine og Mason, og takkede dem for at jeg måtte komme. Det var ikke ofte at jeg blev inviteret med til fester eller lignende, sammen med nogen jeg holdte af, så det betød meget for mig, at jeg måtte komme en hel weekend, og være sammen med dem. Så jeg forsøgte også at lægge et ekstra tryk i takket, for at vise min taknemmelighed for det.
Jeg tog de første skridt imod hovedindgangen, og vendte mig om for at vinke farvel, hvor jeg kort efter vendte mig tilbage igen. Ind i gennem den automatiske dør åbning, ned af rulletrappen der viste ned til spor 3, ind i vogn 22, og ned på plads 87. Det var ikke en stor station, så det var nemt nok at finde vej. De havde lidt wc’er i den ene ende, og en 7-eleven i den anden, med noget graffiti på nogle af væggene. Ellers var der 6 rulletrapper direkte ned til de forskellige spor, med træ bænke på perronerne.
I toget lagde jeg bagagen på hylden og satte mig godt tilrette, med musik i ørerne og en bog i hånden. Det var en lang tur hjem, så det var med at sidde så godt så muligt. Desuden gik tiden hurtigere når jeg var i min egen lille verden, hvilket var årsagen for musikken og bogen. Jeg slog om på side 139, hvor jeg sidst var kommet til og begyndte at læse.
Kort efter kunne et kraftigt ryk mærkes i kroppen, da toget var på farten, på vej til jylland, hjem. Jeg nåede ikke at læse særlig langt, inden jeg blev distraheret.
*Plinggg..*
Med en følelse af glæde og lykke, et mindre hjerte banken, tog jeg hurtigt telefonen op af lommen, og måske lidt for hurtigt da jeg var ved at smide den ned af gangen. Jeg låste hurtig op for den, og kiggede. Det var Elizabeth, der var stået op.
Godmorgenn
Jeg lagde bogen roligt fra mig, rettede mig op i sædet, med fingrene på tasterne, og begyndte at skrive.
Jeg håber at du har sovet godt, og har fået en god start på din morgen
Jeg nåede knap nok at trykke send, inden jeg så den lille besked i bunden af chatten, at modparten var i gang med at skrive.
Jeg har haft en vidunderlig nats søvn og nu er den startet godt ud
En varm følelse bredte sig i hele kroppen. Et ustyrligt smil kom til syne på læberne. Jeg blev helt glad indvendig.
Vi begyndte at fortsætte vores chat sammen, igennem hele turen hjem. Jeg var så fokuseret og fanget i vores verden imellem hinanden, at jeg på et tidspunkt ikke lagde mærke til at togkontrolløren ville have fat i mig, for at se min billet. Det tog først et klap på skulderen, inden jeg reagerede på hans tilstedeværelse.
Jeg tror til tider at vi begge var lidt for tryllebundet af vores telefoner, da vi svarede hinanden, kun få sekunder efter en besked var afsendt, så der var ikke meget andet man kunne lave på samme tid. Og inden jeg vidste af det havde vi allerede chattet sammen i godt og vel 3 timers. Joket, grint, været lidt seriøs, og på mirakuløst vis, lavet en aftale. Ikke noget stort, ud over at vi ville snakke, frem for at skrive når jeg var kommet godt hjem. Jeg søgte ikke opmærksomhed, men tror til tider at jeg fik mere end jeg lige havde regnet med, da det nogen gange var svært at holde lykken og begejstringen inde. Jeg var ikke en der normalt opførte sig mærkelig ude i det offentlige, men alligevel ønskede jeg nærmest at springe af glæde, og give et lille klik i hælene, imens jeg ville være i luften. Jeg forsøgte at holde et kraftigt greb på låget og gemme det hele til jeg var kommet hjem, hvor jeg kunne gøre lige hvad jeg ville, og være mig selv.

Det var min station, der var den næste. Jeg meddelte at jeg desværre ikke kunne svare kortvarigt, da jeg skulle af toget, men at jeg snarest muligt ville være klar til at svare igen.
Med rolige bevægelser rejste jeg mig op, lagde telefonen i lommen, tog jakken på og fik fat i min kuffert. Jeg bevægede mig hen til den mindre automatiske dør, og ud i indgangen af tog vognen. Jeg stillede mig foran den ene af trapperne, og satte et kraftigt fod greb. DSB var ikke altid de bedste til at bremse ned i god tid, så det gav nogle gange nogle udfordringer med ikke at vælte.
Toget standsede. Så med kufferten i den ene hånd, tog jeg den anden og klikkede på den grønne knap, som lige var begyndt at lyse op, for at åbne dørene. Jeg gik ned på perronen og bevægede mig ud af den lille station. Jeg boede ikke i en stor by, kun en lille bondeby, med ca. 1000 indbyggere. Så der var ikke plads til mere end en enkelt skole klasse på perronen, hvilket gjorde det relativt nemt at komme ud.
Da jeg havde bevæget mig væk, tog jeg telefonen op igen og begyndte at skrive videre med Elizabeth. Selvom det kun havde været godt og vel 5 minutters fravær, føltes det som 5 timer, hvis ikke tættere på en hel dag. Tiden var begyndt at bevæge sig meget mærkeligt på det seneste, siden jeg mødte hende i går. Det var både rart og ubehageligt. Man følte at tiden gik i stå når man var i kontakt med hinanden, og man forsvandt sammen i sin fælles verden, hvor tiden ikke eksisterede. Men når man gik fra denne verden, og ud i den virkelige, væk fra hinanden, føltes det som en evighed.
Med det ene skridt efter det andet, fulgte jeg de firkantede fliser i fortovet, med brosten i midten. Forbi de beskidte lygtepæle. Ned langs en mindre vej, under de store træer, til højre og til venstre, fordi den ene nabo med en gøende hund. Ind af den hvide låge, og igennem den hvide dør.  Jeg lagde som regel mærke til hver eneste detalje på denne tur i mellem stationen og turen hjem, men lige netop denne gang, opfangede jeg ingenting, og gjorde alt ud af en vanesag. De eneste tidspunkter jeg kiggede op af telefonen, var når jeg skulle over vejen, og selv der var jeg lidt dårlig.
Da jeg kom hjem, var det også kun en hurtig hilsen på familien, efter jeg gik ind på værelset. Det var ikke et stort rum. Et tv på væggen, en seng i den ene side, med skrivebord i den anden, to hvide skabe til diverse ting og sager, og lidt gulvplads. Jeg lukkede døren bag mig, og lagde kufferten på sengen og satte mig med det samme over til pc’en, for jeg skulle nødig glemme min aftale, med en bestemt person. Jeg rullede mit mørklægnings gardin ned, åbnede vinduet lidt på klem, åbnede vores facebook chat, og førte musen over på opkald ikonet.
Med lidt nervøsitet i kroppen, begyndte jeg at ryste lidt. Hjertet var begyndt at banke hurtigere, og jeg åndede anderledes. Jeg kunne ikke forstå hvorfor. Jeg havde allerede snakket med hende før, det var ikke ligefrem første gang, og vi havde allerede skrevet flere timer sammen nu, og var begyndt at kende hinanden relativ godt. Jeg var nok bare begyndt at blive bange for at miste igen. At miste en person man bare clickede med.  
Jeg rystede kraftigt på hovedet, tog en meget dyb indånding, og ved min udånding klikkede jeg på ikonet.
*Ringg.. Ringg..* Den var igang med at ringe til hende. For hvert sekund der gik blev jeg mere nervøs, og tiden føltes langsommere og langsommere, indtil den pludselig stoppede. Tonen stoppede, og frem kom en blid og glad stemme frem. Hun havde taget imod opkaldet. Med et stort smil læberne og et mindre grin, hilste jeg på hende, og hun på mig. Jeg tror vi begge to var lidt genert, da der i starten var meget akavet stilhed, men det gik dog hurtig over. At være i samtalen fik mig til at falde mere til ro, og begyndte at tænke lidt mere klart. I stedet for kun ja og nej spørgsmål, fortsatte vi samtalen hvor vi slap i chatten. Jeg åndede lettede ud. Jeg fik fornemmelsen af at hun var meget glad for mig, hvilket kom til gode for os begge, da jeg selv havde hende i tankerne og var glad for hendes samvær. Bare at være i et opkald med hinanden var nok. Vi behøvede ikke at snakke hele tiden, bare det at der var en anden person på den anden side, fik os begge til at føle at vi sad ved siden af hinanden.
Følelsen af at være alene, med ensomheden og frygtet forsvandt helt. Jeg gjorde mig ikke den mindste tanke om det. Det eneste jeg fokuserede på, var Elizabeth.

Vi snakkede ikke længe, kun et par timer. Hun havde nogle ting hun skulle nå i weekenden, og jeg havde mine, men selvom det ikke var så længe, kom vi alligevel ind på en del ting. En uddybning af vores fremtidsplaner, om at jeg regnede med at flytte til sjælland efter færdiggørelsen af min uddannelse, og at hun ville rykke lidt væk fra familien, men stadig forblive på sjælland. Vi forklarede overfor hinanden, hvert vores argument for vores planer. Jeg havde personligt brug for en ny start på det hele, da min ungdom ikke har været nem. Og til forskel, havde hun en meget dejlig ungdom, og fortsat ønskede at holde kontakten med hendes venner, familien og parret.
Desuden kom vi ind på personlige holdninger til et hus, om det skulle være røde mursten eller hvid facade, fladt tag eller skråt, 3 eller 4 værelser, geografien m.m. Det sjove var at vi på nogen punkter tænkte ens, og alligevel havde sine forskelle. Geografisk set ønskede vi hver især at det selvfølgelig skulle passe til jobbet, men at det ikke skulle være inde i storbyen, da det er mere roligt, og for den sags skyld billigere, ude på det såkaldte, bøhland. Dog var jeg mere røde murstensvægge, og hun var mere til de klare, flade, hvide facader. Det var ikke fordi vi havde planer om at flytte sammen, og selv med de tanker jeg havde gjort om hende, var det ikke det som jeg havde i hovedet på daværende tidspunkt. Vi delte kun kort ud af vores egne ønsker, uden de store tanker ved det. Det sjove var også tiden, som vi brugte på det hele, da størstedelen af vores samtale netop gik på dette hus emne. Det var ikke fordi vi havde noget vi som så skulle nå, så det var ikke fordi vi stressede, og tog det stille og roligt.
Og ser man bort fra snak om fremtidsplanerne og husene, gik resten af vores samtale meget blandet. Vi kom ind på vores familiers opbygning, hvad vi lavede i fritiden, og hvad vores hobbyer bestod af.
Personligt havde jeg begge forældre, med en lillebror og en lillesøster, hvor hun havde en enkel storbror, som allerede var flyttet fra reden, og ellers havde hun selvfølgelig også hendes forældre. Jeg var en gamer, med interesse i strategi og specielt, kreativitet, hvor hun meget af tiden så film og serier, og kiggede på diverse hjemmesider. Vores hobbyer var lidt ligedan. Vi elskede begge to at lave mad, at gå længere turer, at se en god film til tider, at læse og skrive med mere til. Til tider var vi modsætninger af hinanden, og på andre, var vi ligedan.
Vores samtale begyndte at slutte
“Du må have en fortsat god dag”, sagde hun.

Med en glæde i min stemme, sagde jeg “Mange tak og i lige måde. Det var rart at snakke sammen.”

Med en glæde i Elizabeth’s egen stemme, svarede hun “Tak, og ja, det var meget rart.”

Hej Hejj
Hej Hejj

En stilhed kom til. Vores samtale havde sluttet efter de få timer. Jeg var ikke trist, eller bange, med inderlig lykkelig. Jeg var glad for at kunne have muligheden for at snakke med hende, og generelt bare en hvilken som helst person. Med et mindre smil på læberne, og en dejlig følelse i kroppen, slukkede jeg pc’en, uden frygt og gik ud og lavede maden til familien, som jeg havde lovet. Desuden var jeg meget træt, så jeg havde også planerne om at gå i seng efter maden, da det havde været en lang tur, og jeg havde arbejde dagen efter. Desuden havde Elizabeth nogen lektier, hun skulle lave sammen med en mindre gruppe, hvilket også var årsagen til at hun ikke kunne snakke længere.
Vi gik hver til sit, og selvom man ikke havde kontakt sammen, gik jeg stadig rundt med hende i tankerne, men det var ikke lige så overvældende som før. Overordnet set tog jeg tingene mere rolig. Tog et minut, en time, en dag af gangen. Jeg var kommet til min egen konklusion, at jeg ikke havde noget at frygte. Hun virkede til at have samme interesse i at snakke med mig, som jeg havde med hende.

Dagene efter, hvor jeg var startet frisk på en ny arbejdsuge, og hun var startet frisk på sin skole uge, snakkede vi ikke nær så meget sammen. Der var nogen godmorgen og godnat beskeder, samt lidt blandet ind i mellem. Det var forståeligt nok. Sidst vi snakkede og sås var trods alt en weekend, hvor vi havde mere tid, så det virkede ikke skræmmende. Personligt glædede jeg mig til weekenden hvor vi igen havde planlagt at snakke. Jeg havde noget at se frem til.
På arbejdet var jeg mere motiveret end nogensinde, da jeg havde endnu et mål at arbejde imod. Jeg arbejde hårdere end tidligere for at give den en ekstra skalle, så jeg kunne bevise at jeg kunne lave mit arbejde godt. Tanken var at gav jeg den mit yderste, selvom det til tider virkede stressende og pres fuldt, ville jeg blive rost og få gode jobmuligheder, vedrørende flytningen til sjælland. Jeg tænkte, at hvis jeg virkelig holdte fast i min plan om at flytte, og fortsat kunne fastholde kontakten med Elizabeth, ville vi kunne se hinanden igen i fysisk tilstand, og få nogen oplevelser sammen.
Den ene time efter den anden gik på arbejdet, og inden man vidste af det, var det næste dag. Det var pludselig den ene dag efter den anden, og hurtigere end man regnede med, var det fredag eftermiddag. Så var det weekend. Tiden til at kunne snakke længere med hende igen. På en måde havde jeg det som et lille barn, der skulle snakke med sin største fan eller julemanden. En kæmpe glæde i kroppen, og gode forhåbninger i tankerne, med en masse ønsker.
Da jeg var kommet hjem, tog jeg noget nem aftensmad, bare et par stykker rugbrød med pålæg, satte pc tasken op af skrivebordet, og satte mig tilrette. Vinduet blev som sædvanligvis åbnet på klem, og jeg skrev til Elizabeth, for at gøre hende opmærksom på at jeg var hjemme.
Vi havde skrevet lidt om at snakke om fredagen, men hvornår det præcis blev, havde vi ikke snakket om, da mine arbejdstider var meget uforudsigelige, og hun vidste på samme tid ikke, om hun skulle med dem fra klassen i byen, for at fejre weekenden. Til noget såkaldt, fredagsbar.
Med et afslappet sind, satte jeg mig i min blå og sorte gamer stol, og satte mig foran mine to skærme og satte en film på den ene, med et spil på den anden. Jeg har altid haft en tendens til at skulle have noget kørende ved siden af, for at distrahere mig bedst muligt, så jeg kunne ryge ind i min egen verden. At distrahere mig selv fra omverden, og min sorg og komme ind i min såkaldte, glædes verden.

Det var Avengers, jeg havde sat på, da den netop var blevet tilføjet til netflix, og altid havde været en fan af superheltefilm. Jeg havde set den før, op til flere gange, hvilket gjorde at jeg havde hele plottet i hovedet, så det var nok også årsagen til at det ikke gjorde mig noget da Elizabeth skrev, midtvejs i filmen. For det første kunne jeg bare se filmen færdig senere, og jeg vidste alligevel hvad der ville ske, så det gjorde mig ikke spor.
Jeg besvarede hendes besked, og blev mødt af et opkald kort efter.
Et klik på besvarelses knappen, og så var vi i snak igen. Det var en fantastisk måde at få opladt sit indre batterier, efter at være blevet afladet igennem de seneste dage på arbejdet.
Det viste sig at hun havde valgt at tage på fredagsbar med klassen, men besluttede at hun ikke ville videre med i byen, og hellere ville være hjem. Om dette var pga. mig eller en anden årsag, spurgte jeg ikke så meget ind til, men jeg håbede selvfølgelig lidt inderst inde at det var mig, som var årsagen. Dog, uanset hendes grundlag, var jeg glad for at kunne snakke med hende igen.
Denne gang var ligesom sidste. Vi faldt hurtig i snak, og begyndte at spørge ind til hinandens dag, og hvilke planer man så havde for weekenden, hvilket vi hurtig fandt ud af, at vi begge, ikke havde de store planer. Senere røg det meget over i en samtale om det danske samfund, mere specifikt vores velfærdsmodel, og det med at vi kunne komme til lægen og hospitalet uden frygten for en dyr gæld efter.
Snakken fløj meget fra øst til vest, og det ene øjeblik snakkede vi om det danske samfund, og det næste snakkede vi om kæledyr. Vi var begge meget spontane og kunne hurtig skifte emne til de mindste ting.

I midten af det hele, snakkede Elizabeth om en helt utrolig café, med den mest vidunderlige stykke kage. Hun gik meget ned i detaljerne, og sendte billeder med det hele, og jeg kunne kun erkende at jeg var enig i de forskellige udsagn, ud fra hvad jeg selv kunne se. Det endte ud i jokes om at vi da bare skulle mødes og prøve den sammen hvis det endelig var. Og i min spontane snak og lyst, spurgte jeg hende med alvor i stemmen om vi ikke skulle mødes og prøve det sammen.
Jeg ved ikke om jeg helt præcist tænkte, udover at tidspunktet passede godt. Jeg følte selv at vi var begyndt at have god kommunikation imellem hinanden, og med hendes gode beskrivelse af caféen, var det oplagt at bruge det som grundlag for en aftale, og eller date. På sin vis kunne man godt have kaldt det en date, frem for en aftale, men for ikke at berører nogen af generthed eller nervøsitet, brugte jeg bare ordet, aftale.
Efter jeg havde spurgt, blev der kortvarigt stille, nok fordi det kom som et chok for hende, men om det var på den positive eller negative måde vidste jeg ikke helt. Dog gættede jeg mig frem til den positive del, i og med hun med et langsomt, og pludseligt hurtig besvarelse, sagde Ja.

Og med den besvarelse, blev jeg vældig glad, og det var meget tydeligt selv for hende. For i min indre jubel, havde jeg jublet lidt ud af tankerne, og ind i mikrofonen. Jeg lagde ikke selv mærke til det i starten, da jeg ikke tænkte på mikrofonen, men da jeg pludseligt hørte et mindre sødt grin i headsettet, lagde jeg hurtig to og to sammen.
Jeg blev hurtig genert og stille. Dog var hun meget god til berolige mig, da hun tog initiativet til at begynde planlægningen. Om hvornår det skulle være, hvor vi skulle mødes osv. Desuden kom hun ind på delen om hvad der passede mig bedst muligt, med tanke på overnatning, da hun vidste at jeg ville have en lang tur foran mig.
Jeg kom på ideen om at hvis det hele gik godt, kunne vi aftale at jeg fik et lille sove hjørne hos hende. Jeg behøvede ikke meget, bare et fladt underlag at ligge på, og så var jeg tilfreds.
Og i tilfælde af at dagen ikke gik så godt, hvilket jeg selvfølgelig ikke håbede på, ville jeg finde ud af det derfra.
Desuden påpegede jeg, at siden det var min ide, fik hun til opgave at planlægge dagen, hvor jeg ville står for regningerne. Jeg var ikke den rigeste, havde en lav økonomi, men jeg ville inderst inde give et så godt indtryk som muligt.
Hun accepterede de nævnte vilkår, hvorefter vi gik med til at mødes den næste weekend. Man kan sige at det var meget spontant af os, da det hele havde startet ud som en joke, og vi pludselig havde lavet planer om en uges tid derefter, om at mødes og være sammen.
I mine tanker, virkede det som at vi begge to var ivrige efter at se hinanden igen, og have lidt mere alene tid, end de få minutter, som vi havde til fødselsdagen.

Den resterende tid, inden vi valgte at gå hver til sit, blev vores næste møde planlagt.
Jeg ville komme med toget og være på stationen, tæt på hende, ved middagstid. Dernæst ville jeg skulle gå nogen få hundrede meter ned i byen, ned i byens gågade, hvor jeg ville skulle mødes med hende. Vi ville bruge størstedelen af tiden på cafeen og i gågaden, samt en mindre park i nærområdet, hvorefter vi ville bedømme om det hele gik godt eller dårligt. Dette afgjorde selvfølgelig, om jeg kunne overnatte hos hende og forældrene, eller ej.
Så godt vi snakkede sammen. Så godt vi fangede hinanden. Så ens vi tænkte. Jeg frygtede ikke det store, og tog det stille og roligt op til weekenden. Desuden havde vi en lørdag og søndag at snakke i, og nogen hverdage at skrive sammen, så hvis det ville gå godt der, kunne jeg ikke se hvorfor det skulle være anderledes til det tidspunkt.
En sød godnat hilsen blev givet til hinanden, og stilheden kom til.
Jeg tog headsettet af og lagde det stille på bordet, ved siden af glasset med vand. Jeg sad stille, rørte ikke en muskel, lyttede til stilheden, imens jeg kiggede ind i de to pc skærme foran mig. En lille dråbe vand kunne mærkes på højre kind. Glidende ned af kinden og ned på bordet, ved siden af den ene hånd. En glædeståre.
For en uges tid siden, gik jeg ikke rundt med andet en tab, sorg og angst, hvor jeg nu, i løbet af denne korte tid, havde fået lykke, glæde og håb.
Med et mindre smil på læberne, rystede jeg på hovedet med lukkede øjne, for at komme til mig selv igen. Jeg måtte hellere se at komme i seng. Den var allerede over midnat, væsentlig over min normale sengetid, og hvis jeg skulle nå at få lidt søvn i løbet af natten måtte jeg hellere sove.  Jeg har en tendens til at vågne tidligt, om jeg så gik i seng kl 22 eller 03. Jeg var et a-menneske, så jeg kunne ikke sove længe.
Jeg slukkede pc’en, trykkede på den røde knap på stikdåsen, vendte kontorstolen og ud på wc’et for at ordne alle de praktiske ting.
Jeg rykkede dynen op langs væggen, og lagde mig tilrette. Ned på maven, og med hovedet til venstre side. Med hovedet på den ene arm, og den anden hånd ind på brystkassen, kunne jeg mærke min puls. Hvordan det var stille til start, men lige så stille steg, jo mere jeg tænkte på Elizabeth.

Oven i det, kunne jeg mærke en dejlig varme, frem for den sædvanlige kulde jeg var vant til.
Med lukkede øjne, fløj tankerne fra det ene hjørne til det andet. Men denne gang, ikke på mine problemer, men på mine håb og drømme. Mit liv havde endelig vendt sig den rigtige retning, og for en person der går meget op i karma, havde den endelig vendt sig til min fordel. Jeg begyndte at indse, at jeg ikke burde give helt op endnu, da jeg stadig havde en chance endnu. Og kost det hvad det vil. Jeg ville gøre alt i min magt, for at vi måske blev til mere end bare venner. At vi måske fik en fremtid sammen.
Jeg ville selvfølgelig tage en ting af gangen, men til tider, kunne man med røde kinder, ikke lade helt vær med at tænke i de andre baner.
Jeg så frem til tiden jeg havde foran mig. Et mindre hvisken af Elizabeths navn kunne høres, inden jeg faldt ind i en dyb trance af søvn. Ind i drømmeland. Ind i en verden, som snart ikke var så anderledes, sammenlignet med den virkelige.
Og hvad jeg ikke selv vidste, var at jeg ikke skilte mig så meget ud fra hvad Elizabeth selv gjorde. Jeg ville senere finde ud af, at hun på sin vis krammede sig selv, med et smilende ansigt, efter vi havde sagt godnat til hinanden. Hvad jeg ikke vidste var, at hun selv var mere fanget af mig, end jeg nogensinde kunne forestille mig.
Dog vidste vi ikke præcist hvad vi begge tænkte om hinanden, men hvis vi gjorde ville det ikke være nær så sjovt og spændende, når vi skulle mødes for første gang, alene, uden andre omkring os, hvor vi havde kontrollen af dagen, sammen.  

Dagene gik. Samtalerne blev længere. Lysten til at være sammen blev størrere. Tiden til vi sås blev mindre. Tiden gik hurtig. Når jeg tænkte tilbage til det, var det som om at alt var rykket hurtig fremad, ligesom i film, hvor man ikke har fulgt med i optakten, og kun set frem til slutningen. Det var nu dagen derpå. Lørdag morgen. Dagen vi skulle mødes.
Med friske, åbne øjne kiggede jeg op i det oplyste loft. Et mindre gab kom til syne, og forsvandt lige så hurtig igen, som det kom til. Jeg løftede dynen af mig. Tog det ene ben ud på trægulvet, efterfulgt af det andet. Siddende i sengen, gav jeg mig selv et lille ryk, og op på benene jeg stod. Armene i vejret og gode stræk ud til siderne. Klokken var ikke mere end 06:30, da vækkeuret ringede. Jeg skulle tidligt op, siden jeg skulle nå et godt varmt bad, få pakket, spist og medregne selve turen til stationen og være i bare lidt god tid, hvis der nu skulle være nogen forhindringer. Jeg tog ingen chancer på dagen. Jeg ville dobbelttjekke alt, og være i rigtig god tid, for at alt ville gå som smurt. Nu var det nu. Intet skulle forhindre mig i forsøget på at få den bedste dag i mit liv.  
Foran mig på min kontorstol, lagde alt tøjet, som jeg allerede havde planlagt at tage på. Noget af det fineste jeg som så havde, uden at det blev for fint, da det trods alt ikke var en fest jeg skulle til. Mørke bukser som sædvanlig, med sorte strømper og en mørk skjorte. Med den ene hånd tog jeg tøjet og begav mig ud af min værelsesdør, ned af den mindre gang, igennem vores køkken og ud på badeværelset. Jeg lagde tøjet på en mindre hylder og begav mig ind under bruseren med højt tryk på det varme vand. I tiden under vandet, tror jeg også, jeg fik brugt tre gange så meget sæbe som jeg plejede, men det var nok frygten for at lugte. Så hellere bruge lidt ekstra sæbe, og være lidt mere på den sikre side.
Jeg slukkede for vandet og tog forhænget fra, og begyndte at gøre mig så klar som muligt. På med tøjet, et pift med nogen parfume, der var af lidt højere kvalitet end det jeg brugte til hverdag, børst af tænderne, og glatning af håret, så det ikke strittede højt til vejret.
Jeg åbnede døren, og smed tøjet i vasketøjskurven, og tog vejen til værelset igen.
Resten af familien sov fortsat, så jeg forsøgte også at være så stille som muligt. Frem for store og kraftige skridt i gulvet, begav jeg mig nærmest som en tyv, så jeg ikke lavede en lyd. Jeg tændte lyset på værelset igen, lukkede døren ligeså stille bag mig, og begyndt at planlægge.
Jeg havde ikke pakket min taske endnu til turen, da jeg gik tidlig i seng dagen forinden, og op til min sengetid havde Elizabeth et greb på mig, så jeg mistede fornemmelsen af tiden, som sædvanlig.
Jeg åbnede den ene hvide skabslåge og trak en sort rygsæk ud, som var lidt større end en normal skoletaske.
Noget undertøj, en t-shirt, et par bukser ekstra, et håndklæde, to trøjer, nogen strømper. Det var tøjet, tjek.
Oplader til telefonen, samt telefonen selv. Penge, sygesikring, togbilletterne og min blå glaskugle. Kuglen blev brugt til at distrahere mig selv til tider hvor tankerne fløj fra mig, så jeg tog den med mig overalt, når jeg skulle på længere ture. Men det var de basale ting, tjek.
Jeg måtte næppe glemme sæben, parfumen, tandbørste og tandpasta, samt en kam. Man ville ikke helt være den mest attraktive person, uden sin hygiejne i orden.
Det var alt. Tasken var proppet og det var også kun med nød og næppe at jeg fik lynet rygsækken, men det gik lige.
Tiden var gået lidt vildt for sig. Man skulle ikke tro at det tog lang tid at få sig et bad og pakke små basale ting, men det havde alligevel taget mere end en time.
Så da jeg så på uret, tog jeg hurtig tasken i hånden, åbnede døren stille, slukkede lyset og begyndte at gå ud til at gangen for at tage fodtøjet og jakken på.
Jeg åbnede hoveddøren, og blev mødt af en dejlig varme fra den unge sol, samt en behagelig morgenbrise. Jeg tog en dyb indånding og lukkede døren bag mig, og gik over til stationen.
For hvert skridt jeg tog på ruten, blev jeg mere og mere spændt. Jeg skulle møde Elizabeth igen, sagde jeg til mig selv, med en glædelig stemme i hovedet. Jeg skulle være med hende, alene. På en slags, date. Min første reelle date, og generelt min første endelige tur, med en pige, og bare person i det hele taget.
Som jeg plejede at gøre, begyndte jeg at forestille mig en masse ting, om hvordan dagen ville gå, hvad vi skulle lave, hvad hun ville have på, om det ville gå godt nok til at vi også fik en aften sammen. Jeg forestillede mig en masse scenarier. Men frem for at blive skrækslagen og fyldt med angst, tænkte jeg simpelt til mig selv, at det kun var tiden som kunne vise, hvordan alt ville spille ud. Så inderst inde, legede jeg rundt med tingene i tankerne, men jeg tog det alt sammen med ro.

Da jeg nåede stationen var der ikke lang tid tilbage, inden toget ville komme. Der var ingen på perronen ud over mig, men det var ikke ligefrem fordi jeg forventede andet. Det var en lille stationen, i en meget lille by, samt det var tidlig, lørdag morgen, så størstedelen af befolkningen sov stadig.
Jeg satte mig på den ene træ bænk, ved siden af rejsekort scanneren, fortsat med rygsækken på ryggen. Der gik dog ikke længe, inden jeg kunne høre en *vhinnen* i skinnerne. Toget var på vej, så jeg nåede kun at sidde i et par minutter, inden jeg skulle rejse mig igen.
Da toget kom til syne, kunne jeg høre dets bremser blive taget i brug. Dobbelt døren blev placeret lige foran snuden på mig. Den lille knap på døren blev lyst op af et grønt lys, og en finger blev sat på, for at åbne op. Jeg gik ind i toget med rolige skridt, et mindre smil på læberne, og fandt mit sæde, med en vinduesplads.
Jeg lagde rygsækken nede ved benene, tog jakken af og lagde på sædet, og satte mig selv, godt tilpas. Jeg var fortsat træt, selv efter de mange timers søvn. Jeg kunne ikke selv bedømme om det var pga. Mine sædvanlige tanker, spænding eller nervøsitet for dagen efter, eller noget helt tredje. Men hvad det var, gjorde jeg mig ikke mange tanker om, da jeg havde besluttet mig i at sove på turen derover, så der ville ikke være noget problem. Planen var at være så frisk, som overhovedet muligt.  
Inden jeg dog lagde mig til at sove, var der to ting, jeg først skulle ordne. Først den mindre vigtige ting, hvilket var at sætte en alarm, så jeg ikke sov over mig. 11.30 blev den sat til. Hvilket passede med at jeg så ville have 15 mins tid til at vågne op i, og forberede mig til at stige af toget. Dernæst den vigtigste del. At sende en godmorgen besked til Elizabeth. Tiden var gået hurtig derhjemme, så jeg havde ikke nået det der, så jeg måtte hellere få startet dagen ud godt.
Jeg forventede ikke et svar fra hende, da hun med stor sandsynlighed stadig sov i hendes seng, siden hun kun skulle gøre sig klar, og havde en mindre tur til det planlagte mødested.
Jeg ønskede hende godmorgen, og nævnte kort at jeg så frem til at mødes igen. Et tryk på send knappen, og så var beskeden af sted.
Jeg lagde telefonen i lommen, lagde mig op af vinduet, og lukkede mine øjne. Og træt måtte jeg have været, for kun inden for få minutter, var jeg væk, inden i drømmeland igen.

Tiden gik hurtig i mine egne drømme. 4 timer i den virkelige verden, føltes kun som få minutter i drømmelandet.
Normalt huskede jeg ikke mine drømme, men denne var åbenbart specielt. Jeg huskede hver eneste detalje, stor som lille.
Jeg lagde på en mindre forhøjning, midt på det grønne græs, i skyggen af et stor bøgetræ. Der var en lille brise af vind, fuglene sang, ænderne i en lille sø kunne høres, og ved min side var mit et og alt. En pige. Brunt hår, blå øjne, fregner på kinderne og et stort stort smil. Hun mindede på mange måder Elizabeth, og med tanke tilbage til drømmen, var det nok hende jeg havde drømt om, men på daværende tidspunkt tænkte jeg ikke klart. Det var en drøm. Og drømme havde man sjældent kontrol over. Desuden kunne man sjældent tænke rationelt og praktisk, så man var ofte meget fraværende, og fulgte bare flowet.
Med en dyb øjenkontakt, lagde vi med panderne imod hinanden og bevægede lige så stille læberne tættere og tættere på hinanden. Jeg husker en stor begejstring inde i mig selv. Mit første kys. Det var nu. Og det var af en person jeg elskede overalt i verden. Tættere og tættere kom de, ogg.. Slut.
En lyd kunne høres, det var min alarm i telefonen. Jeg vågnede brat, og tog telefonen op af lommen og slukkede alarmen. Jeg havde heldigvis taget høretelefoner i, så ingen andre ville blive påvirket af lyden.
Jeg gned kort øjnene, satte mig op i sædet, og tog et kig på tiden. 11:30. Yep, det passede. Der var ikke længe tilbage, til jeg skulle af. Jeg skulle til at lægge telefonen tilbage i lommen, men nåede kort at opfange et mindre ikon i toppen af skærmen. Det var messenger. Det var Elizabeth.
En godmorgen hilsen fra hende, efterfulgt af en glædelig besked om at hun også så frem til at mødes.
Nu var dagen startet godt ud. Nu var jeg inderligt klar til at møde hende.
Jeg undlod at besvare hende, da hun sikkert havde travlt med at gøre sig klar, og det samme havde jeg også snart, oveni at vi alligevel sås, ansigt til ansigt.
En person i højtaleren kunne høres. Det var min station, der var næste. Jeg rejste mig op fra sædet, tog jakken, efterfulgt af rygsækken på ryggen.
Jeg bevægede mig ud til udgangen og stillede mig op af det mindre gelænder og holdte fast.
Et ryk kunne mærkes, og en station kom til syne ud af vinduerne i dørene. Efter få sekunder stod toget endnu engang stille, og jeg begav mig ud af døren. Det var ikke den samme station som sidst, men en lidt mindre, så det var nemt at finde ud.
Fra perronen var det lige ud, igennem en buede indgang, forbi to toiletter og en mindre butik på den anden side. Som på mange andre stationen var der få vinduer ind til butikken, der var grafitti på både metal- og betonvægge, samt en mindre p-plads ude foran stationen. Desuden var der også mere liv nu. Det var trods alt middagstid, så jeg gik fra en meget stille morgen start, til en lidt mere larmende afslutning på turen. Dog gjorde det mig ikke meget, da jeg havde tændt for mit klassiske klaver musik, og tog alt med ro i sindet.
Da jeg var kommet ud fra stationen, tog jeg telefonen frem, og gik ind på google maps, for at få hjælp til ruten. Elizabeth havde dagen forinden prøvet at guide mig igennem det hele, men jeg var stadig lidt usikker, så jeg ville hellere være på den sikre side og få direkte hjælp.
Nogen få hundrede meter ned af hovedvejen. Ned af vejen til venstre, lige inden Føtex. Og dernæst et hurtig sving til højre.
Herefter blev jeg ledt ind af en lille sti, overgroet med træer, som skyggede for solen. En mindre legeplads, og et større græsareal kunne ses imellem træerne, så det måtte have været en park af en art.
Ind over en lille bro, ved åren, og ud til vejen igen.
Jeg lagde herefter telefonen fra mig, da jeg nu kunne resten af vejen selv.
Elizabeth havde nævnt at hun ville vente for enden af indgangen til gågaden, hvilket ville være ved et springvand. Springvandet ville have en stor granit kugle i midten, med fire mindre i hjørnerne, hvilket stemte præcist overens med den der var for øjnene af mig.
Jeg gik over til springvandet, og fulgte den livlige gågade, som var belagt med en masse brosten og antikke gadelamper.
Jeg vidste ikke præcist hvor hun ville være, udover det skulle være ved enden. Dog så den ikke ud til at have en ende, men så. Et brat stop, spænding og nervøsitet løb igennem kroppen og mine øjne åbnede sig op.
Elizabeth.

Lænet op af en sort antik gadelampe, med bølgende og blomstret design på pælen, samt en kroneformet lampe på toppen, og 2 unikke urtepotter hængende ud på hver side, med farverige blomster, stod hun.
Iklædt sorte sko, med en mindre høj sål, en blomstret kjole med farver fra alle verdenshjørner, et ur på armen, og en blomst i håret, stod hun og kiggede op i den lyseblå himmel, og så ud til at nyde den svage brise af vind der kom igennem gågaden.
Jeg var stadig nogen 20 meter fra hende, så det var et svagt syn af hende, men da jeg tog en dyb indånding og tog det første skridt igen, imod hende, efterfulgt af det andet, blev hun smukkere og smukkere, og jeg begyndte at lægge mærke til flere detaljer, specielt en.
Hendes halskæde. Det var den selvsamme halskæde, som hun havde på til fødselsdagen, første gang vi mødtes. For mange ville det ikke være noget specielt, men i en af vores tidligere samtaler havde jeg fået en historie omkring den.

Grunden til at hun blev passet af venneparret, om så at sige, var pga. Hendes forældre var skilt, og hun boede sammen med hendes mor, som arbejdede meget, men Elizabeth kunne ikke li at være alene. Så de lavede alle en aftale om at Elizabeth altid var velkommen hos parret, når hun følte sig alene og havde brug for at være sammen med nogen.
Englen kommer ind i spil, da Elizabeth og hendes mor, har et stærkt bånd sammen, som næppe ville kunne brydes. Hendes mor kunne ikke li at være væk fra Elizabeth, men for at alt kunne hænge sammen, havde hun ikke noget valg. Så i den anledning købte hun en halskæde med engel, som symboliserede hendes egen engel.
Halskæden symboliserede deres bånd til hinanden, og når Elizabeth var nervøs, bange, utryg eller bare havde følelsen af at være alene, ville hun tage halskæden på så hun havde et mere roligt sind, og aldrig rigtig følte sig alene, da hendes mor var ved hende.
På dagen vi  skulle mødes, tog jeg det ikke som en dårlig ting at hun havde den på. Det virkede ikke til at hun følte sig utryg omkring mig, eller for den sags skyld, bange, men mere nervøs og lidt angstfuld. Jeg bebrejdede hende ikke, da jeg havde det på præcis samme måde. Jeg havde trods alt også selv taget min glaskugle med, som jeg brugte af samme årsag.
Jeg tog det til mig, og ville have det i baghovedet. Jeg ville have til mål, at vi skulle komme igennem dagen sammen, i målet, hvor hun ville kunne være sig selv omkring mig, uden at hun var nervøs, eller havde følelsen af at være alene.
Men hvad jeg havde i mål og hvad virkeligheden ville ende med, var der intet at gøre ved, udover at tage en ting af gangen, og tage dagen lige så stille.

5 meter fra hende. Det var som telekinesis. Hun tog hendes øjne fra den blå himmel, og drejede hovedet imod mig, og skabte direkte kontakt. Hun løftede sig lidt fra lygtepælen, fortsat med hænderne bag på ryggen og ventede på mig.
4 meter. Åndedrættet blev svækket.

3 meter. Hjertet begyndte at pumpe kraftigere.

2 meter. Øjnene kunne ikke tages fra skønheden foran mig.

1 meter. Let våde hænder kunne mærkes i lommerne.

Hos hende. Alt stoppede.
Det var som at møde hende for første gang igen. Jeg var nervøs, og på sin vis skrækslagen. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle starte det hele ud. Jeg ville ikke skræmme hende væk, men vidste heller ikke hvordan det var bedst mulig at starte. Men inde i mig selv, lukkede jeg ned for alt, og åndede ud.
Med et stort smil, tog jeg hånden frem, og hilste på hende. Og med et genert blik,  men stort smil, blev jeg hilst tilbage.
“Det er godt at se dig igen, men jeg føler at jeg kommer alt for normal påklædt, taget i betragtning af dig”, sagde jeg med en lettere rystet stemme. Det var min, dårlige måde, at sige hun var smuk og så godt ud.
Jeg fortrød allerede ved første ord, at jeg fik det sagt på den måde. Dårlig humør, og på sin vis, dårlig, score replik.
Men så.. Et fnis kunne høres.
“Jeg er også glad for at se dig igen, og nej nej, du ser godt ud”, svarede hun tilbage.
Med et mindre grin, fra min egen side af, takkede jeg hende, og begyndte derefter at give udtryk for min spænding for den planlagte dag.

Hun begyndte at lyse op, som en pære der lige var tændt for. Hun begyndt hurtigt at vise sin egen begejstring og begyndte at snakke om at jeg bare skulle glæde mig. Det var som da vi snakkede om det første gang. Hun begyndte at fortælle alt hun vidste om cafeen, og den lækre kage, med alt ved siden af.
Jeg havde hørt næsten alt i forvejen, men i stedet for at ødelægge øjeblikket, lod jeg som om at jeg aldrig havde hørt det før, og viste min overraskelse og spænding for det hele.
Under snakken begyndte vi at gå med rolige skridt. Vi havde en lidt længere gå tur foran os, men vi havde alt tiden i verden til det, så der var intet stress.
Jeg tænkte til mig selv. Hvorfor var jeg egentlig nervøs. Ja, vi var for første gang, sådan rigtig alene, men vi havde mødt en gang før, og snakkede i mange timer forinden for dagen. Alt er tilsyneladende startet rigtig godt ud. Jeg havde intet at frygte. Jeg måtte, simpelt, lære mig selv at tage tingene lidt mere med ro.
I den menneskefyldte og støjende gågade gik vi. Der var blikke fra højre og venstre. Larm fra biler, larm fra mennesker, larm fra maskiner. Det blev holdt ude. Normalt var jeg ikke god til at lukke alt ude af systemet, men da jeg lyttede til Elizabeth, var det pludseligt ikke så svært. Alt der gik igennem, var den smukke fuglekvidder, en lettere brise i træerne, samt hendes blide og dejlige stemme. Selvom gågaden var fyldt på denne fantastiske dag, var det alligevel som om at vi var de eneste. De eneste tidspunkter at vi røg ud af vores verden sammen, var når vi skulle igennem en større gruppe af mennesker, eller bare var ved at gå ind i ting, fordi vi ikke så os ordentlig for. Men i de tider, undveg vi tingene, og faldte med det samme ind i vores egen snak igen.
Det var helt rart. Jeg kunne ikke huske sidst, at jeg gik en tur med en person, og hvor vi havde en så god, og bare, normal samtale, uden at jeg blev bange eller kom i tanke på noget negativt. Det var som om at alle mine tidligere problemer, i denne perioder, var forsvundet, puf, væk. Det var rart at kunne føle sig, Normal, for engangs skyld.

Det var en tur på godt og vel en km. Ikke noget vildt. Turen tog ca. tyve minutters tid, men det føltes som fem. Vi mistede helt tidsfornemmelsen på den lille tur.
Vi tog ikke en direkte rute, men en mindre omvej, hvor vi gik imellem flere af butikkerne, og ned imellem nogen små stier, for at få mere ud af det hele.
Ved slutningen af turen, ramte vi gågadens centrum. En størrere offentlig plads, fuld belagt med brosten, bænke, træer, mindre vand kanaler, små bed med blomster og buske, flere antikke lygtepæle, alt sammen omringet af en kirke, bibliotek, og små butikker med ældre facader. Ved biblioteket var der flere bænke og stole af træ, hvor man kunne sidde og læse udenfor. Desuden var der salgsgenstand ved butikkerne til display, samt host cafeerne og restauranterne var der enten træ eller metal borde og stole, med parasoller og udhæng.
Da vi nåede til pladsen, stoppede jeg kort varrigt, hvor vi stoppede samtalen, for at jeg kunne opfange det hele. Det var en hel anden verden, sammenlignet med byen centrum. Det er som at have gået tilbage i tiden, fra den moderne verden til den antikke. Alt passede sammen og udgjorde en stor enhed af skønhed og historie. Solen strålede ned på den åbne plads og lyste hver eneste hjørne op. Det var noget af et syn.
Et spørgsmål kunne høres fra min ene side. “Smukt, er det er ikke?”

Med et tøvet nikken, besvarede jeg.

Jeg kunne godt forstå at hun kunne li stedet. Alt var i harmoni og passede sammen til det mindste.
“Skal vi?” Spurgte hun.
Med et smil besvarede jeg, “Ja, lad os det.”

Vi fortsatte med små skridt ud i midten af pladsen, under nogen af træernes kroner, ved siden af og over en af de mindre vand kanaler, på ikke mere en 30 centimeters bredde og 10 centimeters dybde. Forbi en lille familie sammenkomst, og over på den anden side af pladsen.
Café Vitae. Det var caféen vi skulle på.
Caféen var bygget op af ældre mursten, med bølgende mønstre i kanterne og lidt nedslidte vinduer og en ældre stor, brun trædør.
Udenfor var der seks borde, tre på hver side af døren, som hver havde to stole. Bordene var bygget op metal, med sort flettet snor omkring benene, og en sort glasplade på toppen. Stolene var lavet af filtret snor, som også var mørk, og passede til mønstret i bordet.
Desuden var der ved hvert bord, en parasol som dækkede for solen, så alle sad i skygge, samt en på siden af bygningen. Oven over døren kunne et større skilt læses, med caféens navn i skråskrift.

Ved første øjekast lignede det ikke noget specielt eller attraktivt. Udseendesmæssigt virkede det skræmmende og frastødende, Men som Elizabeth havde pointeret i en af hendes indlæg om caféen, så skal man ikke dømme en bog på dens omslag.
Caféen var meget velkendt, og får mange ordre ud af huset, men pga. kvaliteten og fremgangsmåden det hele bliver lavet på, er priserne også lidt højere end normalt, og derfor har de stor konkurrence fra mange omkringliggende spisesteder. Dog var de ikke ligefrem i økonomiske problemer. De klarede sig meget godt.
Udenfor caféen var alle bordene fyldt, set bort fra en enkelt, som havde et mindre skilt stående på glaspladen. Jeg gjorde ikke mange tanker i det, da jeg på sin vis beundrede caféens facade, da jeg synes ældre arkitektur var smukt.
Vi bevægede os imod caféens dør, men inden vi nåede helt ind, havde Elizabeth drejet af, og sat kursen mod det tomme bord.
Nu lagde jeg specielt mærke til skiltet og lagde to og to sammen. Det var vores bord som Elizabeth havde reserveret på forhånd, da hun vidste det ville blive nødvendigt. Og som jeg gættede, havde jeg ret.
På skiltet stod der.
Reserveret til
Elizabeth Divina
2 Personer

Vi trak begge stolene ud. Jeg satte rygsækken til venstre for stolen, og satte mig stille ned på puden der var på stolen.
Elizabeth lagde hendes lille taske på bordet, samlede sin kjole og satte sig selv ned.
På bordet var der vedlagt et mindre menukort med guld tekst, på et sort læder omslag. Vi vidste allerede var vi skulle have og spise. Den velkendte stykke kage, som Elizabeth havde rost på hele turen herover.
Dog skulle vi selvfølgelig også have noget drikkelse, og hvad kunne være bedre end en dejlig kold smoothie.
Jeg valgte en blanding af mango og jordbær, hvor Elizabeth valgte jordbær og hindbær. Desuden kunne man vælge et stykke is ved siden af kagen, men der kom vi begge hurtig frem til at det skulle være vanilje.
Vi havde fælles smagsløg på nogen punkter. Vores favorit snack var jordbær, og når det kom til is, var det altid vanilje, som kom i første række.
Kort efter vi havde besluttet os for hvad vi ønskede os at bestille, kom en tjener ud for at tage imod ordren.
Iklædt sorte bukser og hvid skjorte, skrev hun vores ordre ned på en lille blok papir.
De to valgte smoothies og to stykker Vitae Mirum, den velkendte kage.

Hun sagde at det ville være klar om ikke så længe, og vi takkede.
I tiden hvor vi ventede på ordren begyndte vi at snakke om hvor pænt det hele så ud, og hvad vi bedst kunne li ved både caféen men også den store plads. Jeg var meget begejstret for naturen inde på pladsen. Træerne, med syngende fugle i, og de små bed der var placeret langs ydre midten af pladsen.
Elizabeth til gengæld, var meget fascineret af lygtepælene. Ikke så meget pga. Deres funktion, men at det var antikt, og at der var et eller andet ubeskriveligt med dem, som hun bare elskede.

Kort efter denne samtale, blev vi begge stille.
I starten nød vi vejret. Mærkede vind brisen komme ind på vores krop. Senere bevægede det sig over i at vores blikke blev låst af hinanden. Jeg stirrede ind i hendes krystalklare, blå øjne, og hun ind i mine. Med et mindre smil på hvert vores ansigt, sad vi i lidt tid, uden et ord, uden en bevægelse, og fastholdte den direkte kontakt.
Det varerede ved i ca. 5 min, indtil Elizabeth blev distraheret. Et blik, ligesom et glædeligt barn på juledag, holdte hun fast på ved siden af mig. Jeg vendte mig om, og kunne hurtig se hvorfor. Tjeneren.

På et sølvfad, kom hun bærende med vores 2 smoothies, og de overraskende, smukke kager.
Hun satte vores mad- og drikkevare på bordet foran os, og sagde velbekomme, hvorefter hun gik.
Allerede ved synet af kagen, kunne jeg se, at jeg havde meget i vente. Kagen, så guddommelig ud. Det var et stykke, med en tynd chokolade bund, vanilje creme i midten, med en jordbær mouse på toppen. Som dekoration var der friske jordbær, hindbær og blåbær ved siden, med nogen desert blad på toppen af kagen, samt lidt spiselige, blå blomster.
Hvis den smagte lige så godt, som den så ud, var jeg i himlen. Men, Elizabeth var hurtig til at sige, at jeg havde mere i vente, end jeg lige regnede med.
Vi tog begge først en lille tår af vores smoothie, og nød kulden af dejlig flydende is, med smag, flyde ned i ganen og ned i maven. Lige hvad man havde brug for på en dejlig varm dag, som denne.
Dernæst tog vi en indgraveret teske, lavet af sølv og gravede hver vores spids af kagerne på skeen. Vi tog den stille ind i munden, og stilhed. Mundlam.
Få sekunder efter sagde vi begge i kor, mmmhhh.. Efterfulgt af et smil og mindre grin. Det var ikke som jeg havde forventet. Det var bedre, væsentlig bedre.
Vi blev ramt chokoladens sødme, den luftige og puffende creme, den bløde og sukkerrige jordbær mouse.
Endnu en skefuld blev taget. Og endnu en. Og endnu en. Det gik som varmt brød. Vi nåede knap nok at nyde den ene skefuld, inden vi allerede havde den næste på vej ind.
Det tog ikke mange øjeblikke, inden hver vores tallerken var tom.
Et klink blev hørt, da vi lagde vores skeer på tallerknerne.
“Det må jeg give dig. Jeg tror aldrig jeg har smagt noget så vidunderligt, som dette,” sagde jeg.
“Ja ik?!” Svarede hun, med en energi fra tusind sole.
“Men det sjove er, at jeg ikke husker den for at være så god, som netop i dag. Ikke at det er en dårlig ting, men jeg ved at de altid har fulgt den samme opskrift de seneste 60 år”, sagde hun undrende.
Med lidt joke i min stemme, sagde jeg at det nok var pga. Hun havde et godt selskab denne gange, fremfor de andre, hvor hun plejede at være alene.
Med et sug i sugerøret, fniste hun lidt og nikkede. Hun virkede til at tage det til sig.
Som et ordsprog lyder. Ting smager som regel bedre med et godt selskab, så det var ikke et urealistisk udsagn.
Med lidt muntre i stemmen, nævnte hun at vi måtte gøre dette noget oftere, hvis det virkelig gjorde en så stor forskel.
Jeg blev stille i stemmen, men besvarede hende med et smil, at jeg var frisk, hvis hun var.
Vi smilede begge til hinanden og lænede os endnu engang tilbage i stolene.  
Vi fortsatte vores snak, stille og roligt. Vi kom ikke ind på noget specielt, udover bare normal hverdags snak, om det gode vejr, ugen der var i vente osv.
Vi sad samlet set, godt og vel 1½ times tid, og bare slappede af og nød hinandens samvær.
Det var helt behageligt, at man bare kunne sidde, sammen med en anden og slappe af. At man kunne være rolig i kroppen, ikke have nogen frygt og på samme tid føle sig tryg og mindre holdt af. Det var ikke noget jeg har haft nydt meget af, på grund af alt jeg har været igennem. På sin vis altid været alene. Aldrig rigtig haft nogen rigtige venner, før jeg mødte Cathrine og Mason. Haft en kompliceret familie. Dårlige tider i hele skolelivet, og bare generelt være deprimeret, samt angstfuld. Igennem tiden var det hele kun blevet værrere. Jo mere jeg så hvor meget Cathrine og Mason holdte af hinanden, jo mere jeg så hvor lykkelige folk omkring mig var, jo mere ønskede jeg selv at kunne opleve, men uden håb. Jeg har aldrig rigtig haft en tro i min fremtid. Jeg havde aldrig rigtig set mig selv få et godt og for den sags skyld, langt liv. Jeg gav for længe siden op på at finde lykke, og noget af det eneste der har holdt mig igang, var Cathrines støtte og venlighed. Hun var et godt menneske, og havde altid ønsket det bedste for alle i hendes liv, inklusiv mig, selvom jeg altid har syntes det var spild. Jeg havde altid set min fremtid for at være negativ opbygget, med mig, alene, i et lille hjørne, uden nogen i mit liv, til at holde af mig. Jeg så ikke en lys fremtid for mig.
Men så alligevel.. Med begge øjne imod Elizabeth, som kiggede på nogen duer lidt væk fra hvor vi sad, tænkte jeg til mig selv, at jeg måske alligevel havde en chance. En chance for ikke at være alene længere. En chance for at jeg måske kunne få en fremtid alligevel. Jeg gik fra at have et neutralt og negativt ansigt, til et mindre glædeligt med et smil på læberne.
Et larmende sug kunne høres. Elizabeth færdiggjorde sin forlængst smeltede smoothie, og forsøgte at få hver en dråbe, der var tilbage i glasset.
Et sidste højt sug kunne høres, hvorefter hun satte glasset på bordet, og sagde hvor godt det var at få noget køligt og sødt ned i ganen, og jeg kunne ikke have været mere enig. Den perfekte sammenhæng at få noget sødt at nyde, oveni at få noget køligt på denne varme dag. Det passede meget perfekt sammen.
Kort efter spurgte hun om vi ikke skulle rejse os og få lidt gang i kroppen igen. Jeg nævnte at det kunne være meget rart, og fik fat i tjeneren for at få vores regning.
Som aftalt, skulle hun planlægge og jeg betale, og jeg ønskede det ikke på nogen anden måde. At give mig noget lykke, selv det mindste, kan der ikke sættes pris på, og derfor havde jeg stor lyst til at vise min taknemmelighed, på den ene eller anden måde, og her ville regningen være en af de mange måder jeg kunne gøre det.
Vores tjener kom ud med regningen på 230 kr. En fair pris, taget i betragtning af hvad vi fik ud af det hele. I sedler gav jeg 250 kr. Og sagde at hun kunne beholde resten. Jeg synes at vi havde fået god service, og oveni at jeg for en gangs skyld havde det utrolig godt, ville jeg gerne give noget igen. Hun takkede og ønskede os begge en fortsat god dag, hvor vi ønskede hende det samme igen, som besvarelse.
Vi løftede stolene får centimeter fra jorden og trak dem bagud, så vi kunne rejse os. Elizabeth tog hendes taske om sig, og jeg, min rygsæk på ryggen.
Vi tog tallerken og glas og stillede det ved siden af hinanden, så det ville være nemt at fjerne. Stolene blev sat pænt på plads, som om at vi aldrig havde været der, og så var vi på vej igen.
Hvor hen helt præcist, vidste jeg ikke, for vi havde på sin vis gjort hvad vi havde planlagt, men jeg gjorde ikke meget i det, da den mindste tid med Elizabeth var det hele værd. Og hvem vidste, måske havde hun lagt andre planer, som jeg ikke selv kendte til.


Sammen gik vi i den menneskefyldte gågade igen. Forbi de forskellige butikker. Under de mange træer. Igennem flere af de mindre stier.
Vi sagde ikke meget til hinanden i noget af tiden. Ikke fordi, vi ikke ville snakke, men fordi vi følte os trygge sammen, og vidste at vi ikke behøvede at sige noget hele tiden.
Et godt stykke inde i turen, kom vi tættere og tættere på hinanden. Ikke fordi der var noget i vores vej, men fordi vi holdte af hinandens nærvær.

Med Elizabeth på mindre venstre side, gik vi roligt igennem gaden og nød hvert et øjeblik.
En blid berøring kunne kort mærkes. Et mindre puf på min venstre hånd. Jeg lod som ingenting, det kunne bare have været et uheld.
Dog, uden jeg selv lagde mange tanker i det, følte jeg igen en berøring, men ikke bare et enkelt puf denne gang, men et fast. Jeg klemte min hånd stille sammen, og mærkede den varme, blide og glatte hånd i min. Jeg kunne føle en slags energi gå igennem mig. Igennem hånden, op til hjertet og spredt ud til resten af systemet. Det var rart. Rart at have noget menneskelig kontakt, for en gangs skyld, og så endda af en person, som holdte af mig. Dejligt.
Vi kiggede ikke på hinanden, men fortsatte med faste blik i en lige front.
I tiden der gik, hvor vi holdte hænder, fortsatte vi med faste blik i lige front, uden at kigge meget på hinanden. Vi var meget stille, og det var først efter lidt tid, at vi begyndte at snakke igen. Først efter vi egentlig havde bevæget os væk fra gågaden og ud på en mindre by sti, med 2 flisers brede, græs på begge sidder, et metalhegn på den ene og en mindre å på den anden. Det var mig der startede samtalen. Jeg var begyndt at undre mig lidt over hvad hun havde i tankerne, om hvor vi skulle hen og det hele. Så uden at være for påtrængende, spurgte jeg hende ind til det.
Jeg fik ikke et direkte svar igen, men blev istedet besvaret med et andet spørgsmål.
“Hvordan synes du dagen er gået? Godt?” Spurgte hun med lidt glæde, men på samme tid lidt nervøsitet i stemmen.
Da hun stilte spørgsmålet, havde jeg lidt en fornemmelse af hvor hun ville hen med det, men frem for at gætte, svarede jeg hende på spørgsmålet. “Tjoo.. Personligt vil jeg sige at den er gået meget godt, og jeg har nydt hele dagen indtil videre.”
Med en glad stemme sagde hun, “jeg har selv nydt dagen, så det er jeg glad for at høre dig sige. Så jeg gætter du ved hvor vi er på vej hen nu.”
Med det, spurgte jeg, “hjem til dig?” Og hurtig efter blev jeg besvaret med et nikkede, ja.
Et stort smil kom frem i ansigtet. Jeg var overvældet glad. Jeg har lige siddet og spist et af det mest fantastiske stykke kage nogensinde, med den skønneste person jeg nogensinde har mødt. Desuden gik jeg hånd i hånd med hende, og så skulle jeg endda hjem til hende. Dagen blev bedre og bedre, og jeg blev meget lykkelig.

Inderst inde passede det også meget godt at jeg måtte komme, for jeg havde ikke gjort mig nogen tanker om hvad jeg skulle gøre hvis jeg ikke skulle være sammen med hende efter vores mindre aftale på Caféen. Jeg havde været for fokuseret og forsvundet i mine egne tanker.
Men alligevel, havde jeg nok følt en stor tryghed inde i kroppen. Vi snakkede rigtig godt sammen, havde allerede mødt hinanden, så vi var ikke på sin vis fremmede for hinanden længere. Så jeg havde nok hele tiden haft en fornemmelse, og håb, om at det nok skulle gå godt.
Det var et farligt sats, som jeg ikke før har været villig til at tage, men dette var et unikt tilfælde. Desuden endte det på det punkt, ret godt.
Sammen, hånd i hånd, gik vi på hver sin flise af fortovet, under de grønne træer med dansende blade i vinden. Forbi legende børn på den ene side, og en strøm af vand på den anden. Forbi flere andre par som også havde valgt at gå samme rute. Nogen gik, andre sad på små træ bænke der var langs stien.
Elizabeth og jeg var på vej. Hjem til hende. Hvor hun levede sit liv. Hvor hun sad, når vi snakkede. Hvor hun var blevet opdraget. Hvor hun har barndomsminder. Hjem til en del af hendes liv, som jeg blev budt ind i.
Jeg var nysgerrig og spændt, men mest af alt, glad.

Parken
På et tidspunkt splittede stien i to. Den ene vej fortsatte lige ud, og den anden drejede til højre over en lille bro, som var placeret over vandløbet ved siden af stien.
Jeg huskede at Elizabeth havde sagt til mig, at vi først skulle dreje af, når den mindre sti sluttede, så jeg gjorde mig ikke de store tanker om svinget. Dog ved et mindre ryk, da vi gik forbi krydset, valgte Elizabeth at dreje ind. Undrende, fulgte jeg med hende, og gik over broen, som nu havde ledt ud på en grussti. Det var nok meget at kalde det for en bro, fremfor end mindre overgang. Det var ikke andet end en lille beton bue på et par meter, så man kunne komme til den anden side. Inget gelænder eller lignende.
Jeg var nysgerrig og spurgte hende ind til, om vi ikke skulle have fortsat lige ud inden vi drejede af, hvilket hun hurtig viste enighed i. Så jeg forstod ikke meget, men inden jeg nåede at stille næste spørgsmål, begyndte hun at forklare.
Hun pointerede at dagen fortsat var lang, og der var flere timer til solen gik ned, oveni at vi ikke havde gjort alt endnu, som vi havde planlagt.
Kortvarigt tænkte jeg til mig selv. Ikke gjort alt endnu? Som vi havde planlagt? Jeg skulle lige have det kørt i hovedet i kort tid, inden det kom til mig.
Det havde hun jo også ret i. Jeg var forsvundet i tankerne om caféen og at komme hjem til hende, at jeg helt havde glemt den anden ting, vi planlagde sammen. Ikke noget specielt, ikke noget vildt, eller noget dyrt. Bare en beroligende og hyggelig tur i parken.
Det var vidst godt at hun havde en bedre hukommelse end mig, for det havde jeg glemt alt om på daværende tidspunkt, og hvis hun ikke havde nævnt det der, var det nok aldrig blevet til noget.
Jeg begyndte at spørge ind til hvordan parken var, og om hvor den ville ligge henne osv. Men det viste sig hurtig, at vi allerede befandt os i den. Så snart man ankom til grusstien, var man som så ankommet til parken. Og den havde i sidste ende været lige ved siden af os.
De små, legende børn, som vi hørte ikke så langt derfra, var børn der legede på den legepladsen i parken.
På sin vis var det også et lidt dumt spørgsmål, for alt i alt, virkede det også til at være en park. En grussti, fremfor fliser. Små lamper langs stien, fremfor nogen grå og højre. Oveni at der var græs og træer overalt, samt trafikken var dæmpet væsentlig.
I starten var der tildækket med træer og buske på begge sider af  stien, men stro længere vi kom ind, jo mere åbnede sig op. I starten blev der åbnet op på højre side, med et større græsareal, med en masse familier og par. Der var både mindre leg, med bolde og frisbee, samt nogen som holdte en form for picnics.
Vi gjorde ikke meget i at snakke lidt om dem, imens vi fortsatte langs stien, da det ikke var der Elizabeth helt ville have os hen. Hun havde et mere specifikt område i tankerne, som en del, åbenbart ikke kendte til. Mere fik jeg dog ikke ud af hende, da hun gerne ville holde det som en mindre overraskelse. Jeg havde ikke den store frygt, og stor tillid i hende, så jeg gik ved hendes side, med en god følelse og ro i maven.
Efter nogen små hundrede meter var vi nået til selve parkens centrum. Der var ingen skilte eller noget som viste dette, men det var bare en følelse man havde. Der var blevet åbnet op på begge sider af stien, som var blevet meget tynd. Desuden var der væsentlig flere mennesker i området, end dem vi mødte i starten, og generelt mere liv. Derudover kunne vi også se den legeplads, som vi kunne høre nogen børn på fra tidligere. En større sandkasse, to trampoliner, nogen gynger og et par rutsjebaner. Derudover var der større træer, som man kunne ligge i skygge hos, samt en masse bænke og borde.
Der så meget proppet ud, og jeg kunne ikke helt se noget ledigt plads, hvor vi kunne slappe af og ikke ville være i vejen, men det var nok også årsagen til at vi ikke ind på pladsen. Det var heller ikke dette sted, som hun havde i tankerne. Nej, det var tæt på, men ikke der.
Vi fortsatte på stien, som fortsatte i midten af den åbne plads, ned imod nogen buske og træer, som at vi var på vej ud igen.
Mit nysgerrige jeg tog over i hovedet igen, men jeg holdte mig selv tilbage, fra at stille et spørgsmål og betvivle Elizabeth. Jeg stolede på hende, og så længe vi stadig var i parken, gjorde burde der ikke være noget problem.
Desuden forsvandt min nysgerrighed også kort efter, da vi drejede af ved et mindre kryds, med større og tætte buske på hver vores side. Det var som at være i en tunnel af grønt planteliv. Vi fortsatte lidt videre heri, indtil vi kom til en mindre åbning, som også var Elizabeths mål.
Det var også en åben plads, men slet ikke på størrelse med den anden. Der var en enkel træbænk og bord hertil, samt et mindre gyngestativ med to gynger. Det var ikke noget vildt, men man fik følelsen af at være i sit eget lille, lukkede miljø. Der var ingen mennesker, og nærmest ingen larm at høre, med den eneste lyd af fuglene der sang. Det virkede meget behageligt og hyggeligt.
Jeg var nødt til at spørge ind til hvorfor der ikke var nogen her, og hvordan hun kendte til den m.m.  Hun forklarede mig, at området ikke blev vedligeholdt nær så ofte som den store plads, oveni at de færreste vil gå igennem den indelukkede tunnel, som man skulle igennem for at komme dertil. Oveni, at man som turist ikke ville have den mindste ide om at det eksisterede, og man nærmest var nød til at være født og opvokset i byen, for at have denne viden.
Jeg kunne hurtig se hvad hun mente. Bænkene og bordet kunne måske have trængt til en mindre rengøring, hvor selv samme gjaldt gyngestativet. Men hvor det var vigtigt at pointere, at man stadig kunne bruge det og at det ikke var overdrevet. Det var nok også bare den del med at være indelukket, som mange nok ikke ønskede, sammenlignet med den reelle park oplevelse, som man ville få ude i den større åbne plads.
Personligt havde jeg ikke noget imod det. Noget alene tid med Elizabeth, hvor vi kunne passe os selv lidt. Desuden var vi begge ikke så meget for at være iblandt mange mennesker, så det var en måde for os at oplade vores batteri, om så at sige, fra turen i gågaden og ved caféen, hvor der var mennesker overalt.

Parken Slut

Efter 15 mins tid på den mindre sti, drejede vi af, ud på en normal vej igen. Vi fortsatte på denne nogen små 50 meter, hvorefter vi drejede af igen. Elizabeth satte kursen imod et hvidt hus, med fladt tag. En mindre forhave, med en sti der ledte til indgangen og videre om i baghaven.
På hver side af stien var der tre små lamper til at lyse den op om aften, samt en mindre kugle formet busk. Den ledte op imod en stor, brun, trædør med bølge og cirkel mønster heri, samt en mindre brevsprække lidt under midten. Oppe til højre for døren, var husnummeret placeret af to metalstykker. 22 stod der.
Elizabeth gik op til døren, satte sig ned på huk og vendte sig imod en lille urtepotte, med en blå og lilla blomst i. Hun løftede forsigtigt krukken og tog en nøgle frem. Krukken blev igen sat stille på plads,og hun tog sig til at låse døren op.
Der kunne høre et mindre knirk i starten, men ellers gik den op uden problemer. Elizabeth gik ind af døren først, tog hånden over på stikkontakten til højre for at tænde lyset, og satte skoene. Efterfølgende kom jeg ind, lukkede døren bag mig, satte rygsækken på gulvet og tog skoene af.
Ved indgangen til huset kom man ind i en mindre gang, med vaskemaskine og tørretrumbler, knage til jakker og plads til sko. Få meter længere inde kunne man enten vælge at dreje til venstre eller højre, ned af en mindre gang, som derfra ledte til de forskellige rum. Huset kørte med lidt moderne stil, med hvide vægge og døre, flise og trægulv afhængig af hvor i huset man befandt sig, med træ i loftet. Møblerne var heller ikke helt af ældre stil, og var primært hvide eller sorte.
Huset i sig selv var ikke stort, men alligevel fik jeg en mindre rundvisning af hende.
Ned af gangen til venstre, var der to værelse, overfor hinanden, med badeværelset og et andet, mindre værelse for enden. Ned af gangen til højre, var der ikke så meget gang i sidste ende, men her blev man ledt ind i et åbent rum hvor stuen og køkkenet var sat sammen. I stuen havde de en sort sofa med et sofabord lavet af glas og metal. Begge dele stod imod et større tv, som var hængslet på væggen.

Bag sofaen, havde de et glat og hvidt spisebord, med 6 sorte stole, som alle havde sølvgrå ben af metal. I stuen var gulvet lavet at mørkebrunt træ, som blev skilt ved køkkenet, hvor gulvet her var sorte fliser. Der var en mindre åbning imellem stue og køkken, samt et hul i væggen, hvor der var placeret to barstole.
Hele rummet blev lyst op af større glas vinduer i stuen, med frit udsyn ud til haven, og rig mulighed for solens stråler at trænge igennem.
Efter den mindre rundvisning, blev jeg vist ind til hendes værelse. I starten havde hun bare sagt hvad der var bag dørene, så ikke direkte vist mig det, hvilket jeg også forstod, privatliv.
Hendes værelse var den første til højre, med udsigt ud til haven. Hun tog hånden på det grå håndtag og åbnede den hvidt, møsntrede dør.
Da jeg kom ind i værelset blev jeg mødt af en hjemlig følelse. Atmosfæren, luften og det hele var bare i harmoni. Man følte sig virkelig hjemme.  

Til venstre var der en større konge seng, med 3 høje, hvide skabe i det stik modsatte hjørne. Overfor skabene, ved siden af vinduet ud til haven, havde hun et mindre sort skrivebord stående, med hendes sølvgrå bærbar og andre kontorartikler, samt en mindre, tynd, sort stol med et tæppe og pude herpå. I mellem seng og bord, havde hun et stort spejl hængende på væggene, med en lille hylde ved siden af til hendes makeup. Overfor sengen havde hun et mindre tv hængende på væggen, med en kommode nedenunder, som havde en urtekrukke stående på toppen. Og jeg måtte selvfølgelig ikke glemme hendes sorte, hvide og grå mønstret tæppe, der dækkede midten af trægulvet i værelset.
Jeg begyndte at rose hendes værelse for hvor hyggeligt det føltes at være derinde, og hun takkede for de pæne ord, og hvor glad for at jeg havde den følelse, da hun havde planlagt at jeg også skulle sove herinde, på en mindre madras hun havde fundet frem.
Overraskende spurgte jeg om hun var sikker? Sikker på om det var okay at jeg sov inde på samme værelse som hende.
Personligt havde jeg ikke selv noget imod det. Jeg havde før været til flere lanfester og spejderture, så jeg havde prøvet lidt af hvert, men jeg vidste ikke helt med hende, og jeg ville ikke få hende til at føle sig tvunget.
Hun sagde at det var okay, og ikke selv havde noget imod, plus hun nævnte en mindre detalje med at hun ville føle sig mere tryg hvis jeg var inde ved hendes side.
Normalt ville hun være over ved venneparret fra fødselsdagen af, da hendes mor var på arbejde og først ville komme hjem senere, men denne weekend så åbenbart ud til at have været en undtagelse for hende.
At hun nævnte delen med at føle sig tryg ved min side, gav en gnist inde i mig, og fik mig virkelig til at føle mig betydningsfuld. Med et glædeligt ansigtstræk, accepterede jeg hendes ide og hentede min taske i gangen, og satte den inde ved siden af hendes seng.

Efter rundvisningen kunne jeg se at Elizabeth var lidt træt, og selv samme var jeg, da vi trods alt havde været ude på en længere gåtur. Jeg spurgte om hun havde lyst til at slappe lidt af, hvor hun med det samme efter kom med forslaget om at vi ikke skulle sætte os til at se en film i stuen. Hvilken dette præcis skulle være havde vi ingen ide om, men vi valgte at gå ind i stuen, og satte os i midten af sofaen, med fjernbetjeningen i hendes hånd. Med mig på hendes venstre side, tændte hun for tv’et og gik over på netflix, hvor vi sammen kunne prøve at finde en god film.
Bare ved at kigge på forsiden kunne jeg hurtig komme frem til at hun var en fan af få film med aktion og gys, men interesserede sig en del for familiefilm, komedie og romantik.
Det var svært for os at vælge en film. Ikke fordi vi afslå hinandens, men mere fordi vi begge var usikre på hvad modparten ville tænke, hvis nu nævnte en knap så god film. Vi tænkte begge hårdt, og imens Elizabeth kiggede imellem flere forslag, nævnte jeg, med lidt tøven i min stemme, om hvad hun ville synes om Skønheden og Udyret.
Genren passede til hendes andre sete film, og den var ikke ren romantik, så jeg havde ingen problemer med den.
Og jeg fandt hurtig ud af at hun intet problem havde med ideen, da hun næsten først nåede at svare, da hun allerede var klikket ind på den.
Lyden blev skruet lidt op, fjernbetjeningen blev lagt fra sig, og Elizabeth lænede sig tilbage.
Uden at jeg selv lagde mærke til det, havde jeg lagt min højre arm op på kanten af sofaen, om bag hendes hoved. Jeg følte at situationen var meget pinlig, da jeg simpelt lagde den derop, da jeg følte at jeg sad bedst på den måde, og at jeg ikke ønskede en misforståelse med at lave et såkaldt, move. Jeg havde på sin vis lyst til at fjerne den, men så tænkte jeg at hun nok først ville spørge ind til det, og måske ville hun så få en anden forståelse af situationen, så jeg prøvede at falde lidt til ro, og satte mig til at se filmen.

Vi sagde ikke meget til hinanden under filmen, men vi virkede begge til at nyde den meget, og hvad der skete et lille stykke inde i den, ville jeg ikke glemme.
Jeg har en relativ god hukommelse når det gælder betydningsfulde ting for mig, selvom mange nok ikke selv ville kalde situationen for speciel.
Bella havde lidt mødt udyret på slottet og var smidt ind hendes mindre celle. Udyret nævnte at hun ikke måtte komme ud og skulle forblive der resten af hendes dage.

Herefter faldt jeg ud af fokus med filmen.
På højre side af kroppen kunne et lille tryk mærkes. Uden at rykke selve hovedet, lagde jeg mine øjne på trykpunktet, og så hvad det var. Elizabeth havde lagt sig lige så stille op af mig. Et dejligt, men stille smil kom frem. Jeg måtte tydeligvis gøre et eller andet rigtigt, siden hun kunne føle sig tryg ved min side. Jeg var inderlig glad. En varm følelse løb igennem kroppen. En kraftig strøm af energi løb igennem alle blodkarrene i kroppen, med hjertet som centralen.
Jeg var lidt nervøs for hvad jeg skulle gøre, og om jeg egentlig skulle gøre noget. Jeg diskuterede lidt med mig selv om jeg skulle lægge min arm fra sofaens bagkant, ned på hendes skuldre, men vidste ikke om det ville blive for meget.
Til slut kom jeg frem til at jeg ikke turde risikere noget, og derfor undlod.

Med en glæde i kroppen og et frisk sind, vendte jeg igen øjnene imod filmen og begyndte at følge med.
Personligt havde jeg allerede set filmen, så det var ikke fordi jeg havde misset noget, men til gengæld virkede Elizabeth ikke til at have set den før, så jeg tænkte til mig selv at nok var et godt valg i sidste ende.

En rumlen kunne høres fra Elizabeth, som hurtig blev lidt genert og rød i ansigtet, men inden nogen af os nåede at reagere mere på det, begyndte jeg selv at rumle lidt. Med et tryk på pause knappen, holdte jeg filmen hen og spurgte om vi ikke skulle få os noget mad inden vi så det sidste stykke færdig. Personligt havde jeg ikke fået meget mad i løbet af dagen, og ellers var det kun vores smoothie og mindre stykke kage, som var frokosten, så vi havde på sin vis ikke spist meget.
Med et mindre smil, vendte hun hovedet imod mig og var enig, men kort efter spurgte, om jeg havde nogen planer for hvad vi skulle have.
Jeg er en person der elsker at lave mad og være i et køkken, og jeg var heller ikke den mest kræsne person der findes, men jeg havde dog ikke selv gjort mig nogen tanker om hvad det skulle være, forklarede jeg hende kort.
I en af vores tidligere samtaler, havde vi allerede konstateret at begge af os, ikke var de største fans af fast food, når det galdte fra diverse grill barer, så “nem mad” var hvert fald ude af spillet.
Vi besluttede os for at rejse os fra sofaen og kigge i køleskabet, da hendes mor som regel altid havde noget liggende i køleskabet til Elizabeth, i tilfælde af hun fik lyst til at være alene hjemme, da moren gik i forhåbningen om at Elizabeth på et tidspunkt ville føle sig tryg igen og få det lidt bedre på det punkt.
Vi rejste os op og gik de 7 skridt over til den sølvgrå køleskabslåge og tog fat i håndtaget, efterfulgt af åbningen.
Da vi så filmen havde vi ikke tændt noget lys, og vejret udenfor var blevet lidt mørkere, så da vi åbnede køleskabet blev vi ramt af et mindre kraftigt lys, samt en mindre kulde.
Drikkevarerne var på øverste hylde, med grøntsagerne på nederste, med pålægget i midten. Vi fik hurtig øje på en sort plastik bakke, med to fine, og allerede let krydrede steaks. Desuden stod der i lågen af køleskabet, en ¼ liters fløde, samt en næsten færdiglavet lavet steak sauce på flaske.
Elizabeth vidste også at de altid havde nogen kartofler i en pose, under køkkenvasken, samt nogen flutes i fryseren.
Så vi gik hurtig fra, ikke at vide hvad vi skulle have, til at alt nærmest allerede var gjort klar.
Jeg fandt gryder og pande frem, og begyndte på kødet, kartoflerne og saucen, og i mellemtiden fandt Elizabeth et skærebræt med kniv, samt en skål frem til salaten, efter hun havde puttet flutesne ind i ovnen.
Det gik flydende og hyggeligt derud af, uden nogen problemer. Desuden fandt vi også tid til at pjatte lidt, med at skubbe til hende når det var sikkert, og kaste lidt rundt med sæben fra opvasken.
Vi tog meget tingene med ro, og lavede næsten alt med lav temperatur, da kartoflerne trods alt skulle have godt med tid i vandet. Så for at få tiden til at gå, besluttede vi os for at gøre en del af ud af borddækningen. Vi fandt en rød dug frem i et af skabene i stuen, og lagde den på bordet, til perfektion. Satte tallerkner overfor hinanden, med et normalt vandglas og vinglas ved siden af. Bestik blev lagt på en serviet på højre side, med kniv skaftet indad. Vi fandt varme plader frem til de varme gryder, samt nogen hvide, høje stearinlys. Da vi havde tiden til det hele, gik vi op i det mindste detaljer, for at alt var symmetrisk og perfekt, og ikke fordi vi ville gøre noget specielt ud af det, men for sjovs skyld.
Til slut passede tiderne godt sammen. Da sidste hånd var lagt på borddækningen, stemte det med at maden også var færdiglavet og til perfektion. Vi lod kartofler og sauce være i gryderne, hvor vi tog vores steaks over på et mindre sølvfad.
Desuden fandt Elizabeth en lidt syrlig hvidvin frem, ude fra garagen, i mens jeg hældte noget vand på kanden.
Vi satte os begge godt til rette ved bordet, og i kort tid, bare nyd udseendet af det hele, hvor jeg også fik et mindre kig på Elizabeth, til tider.
Hendes øjne skinnede af lyset fra de varme flammer i stearinlysene. Hendes hår skinnede, som var det helt lige sat op og glattet ud. Det varme skær gav en rar og rolig effekt på hendes dejlige og smukke ansigt. Det var et vidunderligt syn af have for sig. Vi endte med at beundre hinanden i lidt tid, inden vi begyndte at røre på os, da maden helst ikke skulle blive kold.
Jeg tog sølvfadet op med kødet på, og tilbød Elizabeth hendes ønskede stykke, hvorefter jeg gav mig selv. Der imens tog hun kartoflerne op og til os begge, efterfulgt af mig der hældte saucen ud. Vi prøvede begge at hjælpe hinanden og være den, der gjorde noget for den anden, så på nogen punkter var det lidt akavet, men på sin vis var det en god ting, da vi fik dejlige, varme og strålende smil imellem os.
Vi startede begge ud med et lille stykke kød på gaflen og ind i munden, og om det var en vidunderlig smag. Man kunne dufte smagen af kødet nede fra tallerknen, hvilket kun blev bedre jo tættere det kom. Inde i munden, og oven på tungen, gled smagene ud i alle mundes afkroge, og man blev pustet op af en lækker smag. Der var klar enighed om at vi begge havde gjort det godt. Både kartofler, salat, og de perfekte, sprøde flutes blev spist lidt efter lidt, med et dejligt mmhh… Efter hver en bid. Maden gled ned, et efter et, men med små bidder, så vi alligevel endte ud i at sidde ved bordet et godt stykke tid.
Vi var begge blevet opdraget med at man ikke snakkede med mad i munden, så under selve spisningen var der ikke så meget snak, men alligevel blev der fundet tid til lidt pjat og dagligdags snak.
Noget af vores såkaldte, pjat, byggede på at vores mindre svineri, hældte lidt for meget vand i glassene, og at vi eksempel var lidt for formelle overfor hinanden.
Da jeg eksempelvis ville spørge Elizabeth ind til om hun ønskede noget vin, spurgte jeg ikke bare det simple spørgsmål, men spurgte noget lignende af, ”ønsker aftens frue en glas af den lidt syrlige hvidvin fra de italienske marker?”
“Jo tak, det må den herre med glæde skænke mig,” svarede hun igen.
Et *pop* kunne høres, da proppen kom ud. Med forsigtige bevægelser hældte jeg vin i Elizabeths glas først, efterfulgt af mit eget, hvorefter flasken blev stillet, roligt på bordet. Med direkte øjenkontakt med Elizabeth, tog jeg glasset op og sagde, “skål.”
Et *klingg* kunne høres, idet de to glas stødte på hinanden. “Skål, for en fantastisk aften”, sagde Elizabeth.
“Skål, for en fantastisk dag”, svarede jeg igen.
Et slurk kunne høres, da vi hver især tog en tår af vores vin, efterfulgt af glassene, blive sat på bordet.
Herefter sagde vi ikke meget til hinanden igen. Vi beundrede hinanden, og smilte hist og pist, da vi hver især kom på diverse tankegange, såsom hvor heldig man var, og hvor smuk Elizabeth eksempelvis var.
Dog var der et samtaleemne, jeg i længere tid havde ønsket at spørge hende ind til, men med vilje havde undladt, da det nok ville blive for akavet og personligt.  
Da Elizabeth var ude og hente vinen i garagen, tog hun en lille omvej ind på værelset, inden hun kom helt tilbage i køkkenet. I starten vidste jeg ikke helt hvorfor, men gjorde mig til gengæld heller ikke mange tanker i det, men med det samme hun kom til syne, så jeg hvad hun havde lavet.
Hele dagen igennem havde hun gået med hendes engle halskæde. Halskæden som hun havde på ved større eller specielle begivenheder, hvor hun eksempelvis var nervøs, alt for genert, eller utryg. Dog, havde hun ikke længere halskæden på. Nej, denne gang var det en anden en, af en blomst med fire blade, som på sin vis kunne minde om en firkløver, der bringer held. Kæden var tynd og guldbelagt, hvor blomsterbladene var lavet af solid sølv, med en lille, lilla, ædelsten i midten.
Årsagen til at jeg gik så meget op i det, som jeg gjorde, var pga. delen med hendes tryghed. At hun har skiftede hendes engel ud med en blomst, imens hun var hjemme, med mig, måtte betyde at jeg på den ene eller anden måde gjorde noget rigtigt, så hun ikke var bange.
Indvendig var jeg beæret over det hele og det gav mig en glædelig følelse igennem hele kroppen. At en som hende, rent faktisk følte sig tryg, ved en person som mig, som på en måde stadig var lidt fremmede. Det var en rar følelse, at hun lukkede mig ind, uden tydelige bekymringer. Det var rart at hun havde tillid og stolede på mig.
Personligt ville jeg hende aldrig noget ondt. Jeg har kun villet ønske hende glæde og atter glæde i hendes liv, for at lyse det op. Jeg har kun ville have ønsket om at hun var glad, og at jeg kunne hjælpe hende, samt være en del af hendes liv. Elizabeth kunne selvfølgelig ikke læse min tanker, og jeg kunne ej læse hendes, men vi havde begge måtte have en udstråling af tillid overfor hinanden, for at vi ingen bekymringer havde.

Med madlavningen og spisningen var der hurtig gået 2 timers tid, og det var for alvor blevet mørkt udenfor. Vi blev enige om at rydde af bordet, inden vi blev alt for trætte, da vi trods alt stadig manglede den bedste del af filmen endnu. Vi tog lige så stille tingene af bordet, tallerkner, glas, gryder og bestik. Vi skyllede kort tingene af, men lod dem stå til en senere opvask.
Imens jeg skyllede tingene af, gik Elizabeth en runde i huset for at rulle ned, og låse af. Vi lod både lyset i emhætten, samt begge stearinlys forblive tændt, i det vi gik over i sofaen for at sætte os, med resterne af vores vin i vores glas.
Med et klik på play knappen, blev filmet starter igen, fra hvor vi slap og vi satte os godt til rette. Denne gang, gik der heller ikke længe før Elizabeth, endnu engang lagde hovedet på min skulder. Dog var denne situation lidt anderledes end før. Denne gang var jeg ikke nervøs eller angstfuld, da jeg kom i tanke om hendes halskæde og betydningen heraf. Uden den mindste tøven, tog jeg armen ned på hendes højre skuldre, og kunne mærke et ekstra tryk ind på siden af kroppen, som at hun ville være tættere. Med hånden på hendes skulder, med lidt hår indblandet, aede jeg hende svagt med tommelfingeren, hvilket hun virkede til at nyde vældigt af.
Desuden lagde jeg blødt mit hoved ned til hendes, så vi ikke kunne sidde tættere op af hinanden end vi så allerede gjorde.
Med os begge i de perfekte siddepladser, lagde vi ligeså stille fokuset på filmen igen og så den sidste del færdig. Der var godt og vel 40 minutter tilbage af den, så på sin vis var det ikke lang tid, men dog føltes det længere, hvilket i dette tilfælde, bare var positivt. Vi havde ikke meget snak under filmen, kun nogen få kommentarer til ting der skete i filmen. Primært hvilede vi os op af hinanden, og kort sagt, nød hvert et øjeblik.
Da filmen havde nået sit endepunkt, og underteksterne begyndte at rulle, skulle jeg kort til at rejse mig, for at snakke med Elizabeth, men inden jeg nåede at rykke mig, så meget som en centimeter, hørte jeg et mindre fløjt. Ikke noget højt, eller bevidst for den sags skyld. En svag og stille ind- og udånding, med små fløjt hist og pist.
Hun sov. Hvor længe siden det var, og hvor meget hun egentlig havde nået at se af filmen vidste jeg ikke, men i en dyb trance var hun.
Hun sov meget tungt. Men selv, i hendes dybe søvn, frygtede jeg at vække hende, så for at undgå dette, valgte jeg at forblive siddende.
I de første par minutter tjekkede jeg kort telefonen for at se efter eventuelle beskeder og for at læse nogen få nyheder. Bare en sædvanlig rutine. Men lige inden jeg nåede at lægge telefonen fra mig, kom et større gab fra mig selv af.
Jeg var selv træt. Jeg havde været tidligt oppe, været på en længere togtur, og været mere i gang i løbet af dagen, end jeg normalt plejede, så det havde taget lidt på kroppen.
Med lettere, tunge øjne, kiggede jeg på fjernsynet som blev mørkere og mørkere, ind til alt i hele rummet var mørkt. Jeg lagde mig selv til at sove, så vi begge sov op af hinanden.
Det var ikke helt som det plejede. Det var intet faktisk. Men, normalt ville det tage mig lang tid at falde i søvn, og flere forskellige tanker ville køre rundt i hovedet, inden jeg for alvor faldt i søvn, men ikke denne gang.
Nej, denne gang, gik der ikke mere end få minutter og så var jeg også dybt inde i drømmeland. Og tankerne for den sags skyld, de var der ikke. Hvert fald ikke de sædvanlige. Det jeg havde fokuset på var Elizabeth og hendes skønhed. Tankerne om hvor heldig jeg var for at have mødt hende. Tankerne om de dage vi havde været igennem sammen. Og tankerne om dette måske var mit tidspunkt. Tidspunktet, som jeg havde ventet længe på. Tidspunktet hvor jeg ville få vendt op og ned på mit liv, og for alvor få et dejligt og lykkeligt liv. Tanken om, om jeg havde mødt den eneste ene, og aldrig ville føle mig helt alene igen.
Med Elizabeth’s smukke ansigt for mig, hendes glade smil, og fangede, blå øjne, fløj jeg ind i drømmeland, og lagde mig til at sove.
Set bort fra at vi ikke lagde i en seng og sov, samt at man sagtens kunne ligge mere behageligt, havde jeg det egentlig godt. Jeg fik på sin vis en god nats søvn, og vågnede kun en enkelt gang i løbet af natten, eller det var hvad jeg troede.
En lille rumsteren kunne høres. En mindre berøring kunne føles. En skikkelse kunne ses. Jeg lagde ikke meget i det. Jeg var meget træt, og tog det som var det en del af min drøm.
På den tid det tog mig for at vågne kort, faldte jeg i søvn igen. Det var ikke unormalt for mig. Jeg plejede som regel at vågne af det mindste alligevel. Så når alt blev taget i betragtning havde jeg egentlig en vidunderlig nat. Specielt når man tænkte på følelsen af at have en op af sig. En ved sin side. En der virkede til virkelig at have følelser for en. Jeg havde drømt om at denne dag, eller rettere sagt, nat ville komme for mig, men aldrig troet det ville blive virkeligt. Jeg havde flere gange forestillet mig, hvordan det ville føles at have en person ved sin side. En person der ikke havde noget imod lidt fysisk kontakt. Det var bedre end jeg nogensinde kunne have regnet med.

Svage fuglesange kunne høres udenfor. Et mindre følelse af varme på hænderne kunne mærkes. Jeg åbnede øjnene lige så stille, og kunne se at det var morgen. Solens stråler skinnede igennem vinduerne i stuen og lyste alt op. Da jeg stadig var uhørlig træt, tog jeg alt med et ro i sindet og prøvede at huske hvor jeg nu var og det hele.
Det tog mig selvfølgelig ikke lang tid, til at indse hvordan det hele hang sammen, men alligevel tog det nogen sekunder. Med spredt blik kunne jeg se at vores vinglas fra stuebordet var væk. At stearinlysene var slukket, men ikke udbrændt, og at vi havde et dejligt, varmt, ternet tæppe omkring os.
Havde Elizabeth mon været oppe og ordne alt, midt om natten, og have rykket sig fra min side, uden at jeg ville have lagt mærke til det? Næppe? Men hvordan det hele så hang sammen, var jeg usikker på, men det gjorde mig dog ikke så meget. Det var venlige gerninger, så jeg tog det på ingen måde tungt.
Jeg vendte hovedet til min side og så Elizabeth sove, trygt og tungt ved min side. Fortsat med hovedet ved min side, og min hånd på hendes skulder. Ud fra hvad jeg kunne se, virkede hun til at være godt tilpas. Og vigtigst af alt, at hun havde det godt.
Det var både en god ting for hende, men det gav også mig en dejlig følelse, da det var endnu et tegn på at jeg måtte gøre et eller andet rigtigt, selvom jeg fortsat var usikker på hvad dette var.
Med et kig på et af det lidt mere finere, metalliske ure på den ene side af væggen, kunne jeg se at klokken kun var lidt over syv. Stadig en tidlig og ung morgen.
Jeg ville nødig vække Elizabeth endnu. Jeg tænkte til mig selv, at hun skulle have lov til at få alt den søvn, som hun ville have brug for. Med små, og rolige bevægelser, strakte jeg armen ud på stuebordet, for at tage min telefon, som jeg havde lagt på stuebordet, aften forinden. Det var kun med nød og næppe at jeg fik fat i den, uden at rykke mig for meget i sofaen. Dog kom jeg ved et uheld til at sparke det ene af bordets ben, hvilket gav sig en lyd. I øjeblikket kiggede jeg forsigtigt på Elizabeth, for at se om jeg vækkede hende, men nej. Heldigvis var hun stadig i en dyb trance og sov som en sten.
Med rolige bevægelser, lagde jeg mig tilbage i sofaen igen, og gik på telefonen, for at se nyheder og lidt videoer. Jeg havde ikke altid været god til at blive liggende i sin seng, når man først var vågnet, så det var en ting jeg lige skulle vænne mig til, men det var dog ikke noget stort problem. Når jeg sad og læste nyhederne, og så forskellige underholdnings videoer, gik tiden flydende. Jeg nåede dog, aldrig så langt. Langt til at læse alle nyheder og se nogen videoer.
Jeg havde lige klikket ind på den første artikel, om en ulykke der havde været i løbet af natten, langt herfra, da jeg pludselig hørte en lyd. En mindre rumsteren. En dør der knirkede.
Det kunne selvfølgelig ikke være Elizabeth, da hun var ved min side, så jeg blev ramt af en mindre frygt og nervøsitet, samt satte mig lidt mere ret. Jeg kunne høre nogen fodtrin nærme sig. Det ene efter det andet. Lyden af fodtrinene blev højere. Med et fokuseret på blik på gang åbningen ventede jeg. Ventede til at se hvem eller hvad det var.
En ældre kvinde kom til syne. Kort, brunt hår, briller, iklædt blå jeans og farverig, langærmet trøje.
Med en lav, næsten, hviskende stemme, sagde hun “Nåå.. Det er bare dig der er vågen, så må vi fortsat være lidt stille”.
Med forvirring i ansigtet, og en større nervøsitet end før, gjorde jeg ikke meget, end at vise en mindre reaktion på hendes udsagn.
Hun virkede til at kunne se forvirringen i mit ansigt, og sagde “Jeg er forresten Marie, Elizabeth’s mor”.
Forvirringen forsvandt fra ansigtet, og nervøsitet flød tilbage. En mindre hånd blev hevet ud til mig, hvor jeg kom med min egen igen, og gav hende mit navn, og kort forklarede at jeg var en ven.
Hun vidste godt at Elizabeth, ligesom mig, ikke havde mange venner, og siden at de to delte næste alt med hinanden vidste hun præcis hvem jeg var. Personen, som hun havde brugt tid sammen med online og snakket med. Personen som hun skulle mødes med igår, som overraskende nok, var hjemme hos hende selv. En hurtig og rigtig god ven, forklarede hun.
For at undgå, at vække Elizabeth, ville Marie tage en tur til bageren efter morgenbrød, så der ville være lidt mere ro i huset igen. Desuden plejede Elizabeth at vågnede ved otte tiden, så det ville passe med at når hun var kommet tilbage fra bageren, ville Elizabeth være vågnet.
Jeg sagde “Helt iorden, og hvis der skulle forberedes noget inden hun kom tilbage, skulle hun bare sige til.”
Men som alle andre, venlige familier, fik jeg et pænt nej tak. Hun sagde at jeg hellere måtte blive siddende, så Elizabeth ikke ville vågne.
Så meget det ærgrede mig, da jeg elsker at hjælpe, og ikke kun kan lide at tage imod, tog jeg svaret til mig og blev siddende.
Marie tog pungen på køkkenbordet og gik ud til gangen for at tage sko på, med et stille lukning af hoveddøren.
Vi var nu alene igen. Jeg skulle lige komme mig ovenpå det første møde med hendes mor. Jeg havde været ret nervøs for at møde hende, hvilket jeg er med næsten alle mennesker, så jeg plejede altid at have en at støtte mig op af. Netop derfor havde jeg håbet på at Elizabeth ville være den til at introducere os til hinanden, men som man hurtig lærer i livet, så er det ikke alt som går helt efter planen.
Jeg prøvede at slappe lidt af, og tænkte til mig selv, at der trods alt ingen skade var sket, og at hun virkede til at være tilfreds med mig. Oveni det, fik jeg et godt indtryk af hende som person, hvilket gjorde hende og Elizabeth’s tætte forhold med hinanden, meget mere forståeligt.
Da jeg var kommet over det lidt akavede møde med Marie, tog jeg telefonen frem igen, og satte mig til hvad jeg allerede var startet på. Der var ikke de helt store nyheder, hvert fald ikke nogen der fangede min interesse, så da jeg kort havde læst den ene nyhed med en ulykke, og kigget overskrifterne igennem, gik jeg på youtube og fandt en video. Med videoen på lav volume, tog jeg telefonen op til brystet og gav mig til at se den.

Minutterne gik, og da jeg var godt og vel halvvejs inde i videoen, faldt jeg lidt ind i mine egne tanker. Tankerne omkring hvor heldig jeg egentlig var, begyndte at fylde hovedet. Jeg begyndte at tænke på hvordan jeg bare for få uger siden, var helt nede i kulkælderen, nærmest hver evig eneste dag, og hvor jeg så nu var oppe på toppen.
På kort tid, havde jeg mødt endnu en vidunderlig person i mit liv. En person der ikke virkede til at bange for at være sammen med mig, eller bange for at lave noget sammen. En person der holdte nok af en, til at kunne læne sig op af hinanden. Og ikke nok med det, var hendes familie, eller hvertfald hendes mor heller ikke en forfærdelig person.
Jeg håbede inderst inde at mig og Elizabeth kunne blive mere end bare venner, men jeg ville tage en ting af gangen. På sin vis ville jeg også være okay, hvis det bare var venner, så længe at vi kunne være sammen på denne måde til tider.
Med et lille smil på ansigtet, trykkede jeg Elizabeth tættere ind til kroppen. Ikke noget hårdt eller voldsomt, men et blødt tryk, som opstod af ren reaktion.
Da jeg opdagede trykket på hendes skulder, gav jeg slip, men fandt hurtig ud af, at det havde vækket hende.
Med øjnene rettet mod hinanden, sagde vi begge godmorgen, den ene mere frisk end den anden selvfølgelig.
Spørgsmålet om hun havde sovet godt, kom ud fra min side, og med trætte bevægelser, samt en lav stemme, sagde hun “Ja. Bedre end jeg plejer.”
Hun var stadig vældig træt, så vi sagde ikke meget til hinanden i lidt af tiden, så hun kunne få lov til at vågne. Desuden virkede hun ikke til at stille spørgsmål til tæppet eller de andre ting, til forskel som mig, men hun kendte selvfølgelig hendes mor, så det kom ikke helt bag på mig i sidste ende.

Det sjove var, at jeg havde forventet et helt andet scenario end dette, som udspillede sig. Jeg havde nærmere forestillet mig, at hun ville være vågnet med rødme i kinderne og generthed i ansigt. At hun var faldet i søvn op af mig, og havde sovet ved min side igennem hele natten. Men tværtimod. Hun virkede meget tilpas, og viste ingen tegn på nervøsitet eller andet.
Selvfølgelig havde jeg heller ikke det store problem i det, nærmere det modsatte. Jeg satte en stor pris i en så lille, en handling, som denne.

Efter lidt tid havde passeret, kom hendes mor igen hjem efter hendes tur til bageren. Da hun kom til syne, og lagde bagerposen på køkkenbordet, sad vi stadig i sofaen, som da hun gik, med forskellen at Elizabeth nu var vågen.
Kærlige godmorgen beskeder blev kort udvekslet i mellem de to, inden morgenmads forberedelserne blev sat igang.

Elizabeth var den første til at rejse sig, da hun skulle på wc, hvilket gav mig tegnet til at jeg også kunne rejse mig nu.
Imens hun var derude, foldede jeg pænt tæppet sammen, og begyndte at hjælpe Marie i køkkenet, og dække bordet. I starten var det meget som om, at det stadig kun var mig og Elizabeth som var hjemme, da jeg både fangede mig selv i at tage to tallerkener og to glas. Heldigvis fik jeg hurtigt rettet op på det, ingen nogen af dem opdagede det.

Bordet blev tørret af og o tallerkener på den ene side, med en på den anden. Glas og bestik ved siden af, og på kom på pålægget. Som drikkelse havde Marie også købt noget juice og kakao med hjem, så der var et stort udvalg af det hele.

Da Elizabeth kom tilbage, passede det med at de sidste ting var sat på bordet. Vi fandt alle vores pladser, med Elizabeth og hendes mor på den ene side, med mig på den anden side, overfor Elizabeth.
Det startede stille ud. Selvom jeg nu havde hilst på Marie, var det stadig en lidt akavet situation, både for mig og Elizabeth, så vi var begge to lidt røde i kinderne, og kiggede lidt fjernt til tider. Vi ønskede ikke at noget ville blive misforstået, da det trods alt var vores første møde alene, og stadig kun havde et lille kendskab til hinanden. Der skulle som regel gå lidt længere tid, inden man virkelig kunne sige noget med sikkerhed, imellem os. Dog havde vores handlinger, nok givet en lidt anden forståelse for Marie, hvilket nok var årsagen til vores generte blikke.  

Der gik lidt tid inden vi faldt lidt i snak med hinanden, hvor Marie spurgte ind til mig som person, om hvor jeg boede og gik og lavede i min fritid med mere til. Det ene emne førte til det andet, og pludselig begyndte vi at høre lidt historier omkring hendes familie, og nogen sjove, men lidt pinlige oplevelser for Elizabeth. Det hele havde startet stille ud, men var endt ud i grin og smil.
Det er en af de ting man nok bare måtte vænne sig til, ved at møde nye mennesker. Første møde er som regel altid lidt akavet, og nervøsitet rammer som regel altid en på den ene eller anden måde, men det var trods alt meget normalt. Oven i det, var det tydeligt, at det ikke var farligt i sidste ende, da alt endte godt ud. Vi alle tre faldt hurtig på plads sammen, og man følte sig inderligt velkommen hjemme hos Marie og Elizabeth. Det var sjældent at jeg havde mødt nogen i den kaliber, og de eneste udover dem, var egentlig Cathrine’s familie.
Normalt når jeg var til et måltid som dette, ville det ikke tage mig mere end 5-10 minutter inden jeg havde gået ind for mig selv. Dog var det et andet tilfælde her, da vi hurtig endte med at bruge en times tid ved bordet, inden vi begyndte at give den mindste tanke på at rejse sig. Og det var ikke engang fordi vi selv ville rejse os, men pålægget skulle helst ikke blive dårligt, oveni at jeg også havde et mindre tog jeg skulle nå.
Dagen forinden var dagen, hvor Elizabeth og jeg havde alt tiden i verden, men ikke denne dag. Jeg havde en længere tur hjem igen, som da jeg skulle frem, og Elizabeth havde en del lektier til dagen efter, da hun havde udskudt en del.

Som altid takkede jeg for maden, og vi begyndte alle at rejse os. Alle gav en hjælpende hånd på hver sin måde. Marie pakkede alt pålægget sammen, imens Elizabeth og jeg, tog os af opvasken. De havde en opvaskemaskine, men da det var en så lille en mængde, som der nu var tale om, ville det ikke tage os mange øjeblikke at få det rengjort. Jeg tog børst og sæbe, hvor Elizabeth stod klar med et viskestykke. Det gik alt sammen som smurt, og efter bare 5 min, var alt nydeligt, som at vi aldrig havde været der.
Klokken var tæt på halv ti, og mit tog kørte lidt over, så der var heller ikke lang tid tilbage, inden jeg skulle være på stationen. Selvom der ikke var langt dertil, var det altid rart at være i god tid, hvis der nu skulle komme nogen uforudsete forhindringer.

Jeg hentede min taske på Elizabeths værelse, og bevægede mig ud til hoveddøren hvor Elizabeth allerede stod klar med sko, og Marie som stod klar til at ønske mig farvel.
Jeg tog mine sko på, og vendte mig imod Marie.
“Jeg takker for gæstfriheden og for at jeg måtte komme”, sagde jeg, med en udstrakt arm.
Med en hånd i min, svarede hun tilbage, “Det var skam så lidt. Det var rart at have dig, og du er altid velkommen her igen”.
Med et smil og nik, takkede jeg for ordene, og bevægede mig ud af hoveddøren som Elizabeth havde åbnet.

Samme fulgtes vi ad, side om side, og vinkede kort tilbage til Marie, som stod i dør indgangen. Med rolige fodtrin, gik vi langsomt imod stationen, som kun lagde et lille stykke derfra, og passede med at være midt i mellem Elizabeths hjem og gågaden fra dagen forinden.
På turen dertil, gik vi ikke hånd i hånd, men vi gik tæt op af hinanden. Snakkede flød stille derud, og vi snakkede lidt spredt. Alt fra at vi ikke håbede på at det ville regne, til at se nogen i kostumer løbe omkring en butik i nærheden. Det var meget tilfældige og humoristisk ting.
Vi fik en del øjenkontakt med hinanden og nød samværet med hinanden. Vi så begge ud til at få det bedste ud af det hele, så vi kunne gå fra hinanden med så gode minder som muligt.
Efter den mindre gå tur på små 10-15 minutter var vi ankommet til stationen. Det var præcis samme spor, som da jeg ankom, så vi stod hurtig klar på perronen og ventede på toget. Der var ikke mange personer på stationen, og kun nogen få stykker på samme perron som os selv. Skyerne var lidt mørke, deraf vores snak om mulig regn. Der var ikke noget fuglekvidder på stationen, og den eneste anden lyd var enten diverse samtaler, eller støjen fra trafikken. I ventetiden på toget, sagde vi ikke meget til hinanden, nærmest ikke et eneste ord. Det var først efter et par minutter, at jeg lagde mærke til hvorfor.
Det var lunt, men alligevel rystede både hendes hænder og krop. Ansigtet var ikke lige så frisk, som det var noget tid inden, og hun virkede lidt fraværende.
Jeg spurgte hende ind til om hun var okay, da jeg nødig ville efterlade hende, som hun havde det.
Med et svag, og lidt rystende stemme gav hun en mumle lyd, i mod et ja.
Jeg spurgte hende om hun var sikker og fik samme svar igen.
En hånd blev lagt på hendes ene skulder og jeg begyndte at ae hende lige så stille. Hun virkede til at blive mere rolig, så jeg fortsatte i lidt tid, men kunne godt indse, at så meget jeg ville blive ved, kunne jeg ikke, da toget snart ville ankomme.
Endnu engang stillede jeg hende et spørgsmål, men ikke om hun var okay, men om hun havde det som hun nu havde det, fordi jeg skulle afsted.
I et kort øjeblik rykkede hun hovedet mod mit, og vi fik kort øjenkontakt inden hun vendte det ned i jorden og gav selv samme mumle lyd som før.
Jeg forstod hende på sin vis godt, og kunne sagtens sætte mig i hendes sted. Jeg havde det på lidt samme måde, men var bare ikke mand nok til at vise det, ligesom hun gjorde. Jeg plejede som regel at gemme det for mig selv, så jeg ikke skabte en scene eller fangede nogens opmærksomhed.
Med hånden, fortsat på hendes skulder, begyndte jeg at ae hende på ryggen, og sige at alt nok skulle være okay. Hvis hun havde lyst kunne vi altid mødes igen, og når jeg kom hjem, kunne vi sætte os til at snakke sammen. Jeg gjorde mit yderste for at hjælpe hende, for jeg holdte inderligt af hende og det gjorde ondt at se hende sådan. Jeg havde åbenbart gjort et større indtryk på hende end jeg havde troet.
Mine ord virkede til at hjælpe lidt, og hun begyndte at kigge op fra jorden og lidt på mig. Og på selv samme tid, hvor hun var kommet lidt til sig selv, var toget i syne. Med et mindre, trist blik vendte hun øjnene mod mig, efter vi begge havde set toget. Med et smil, tog jeg armene ud, og lagde ind til et kram. Og inden jeg nåede at gøre yderlige, havde hun allerede et greb om mig, hvorefter jeg lagde min hænder om bag hende. Det kunne mærkes at hun lagde nogen kræfter i det, så det viste mig bare at hun virkelig havde brug for det.
Det var et længere stående kram, og vi endte nok med at stå i tyve sekunders tid, indtil toget var stoppet ved siden af os. Ufrivilligt blev vores greb løsnet, og vi kiggede hende en sidste gang, ansigt til ansigt, og gav et dejligt, varmt og frisk smil til hinanden.
“Tak for en fantastisk weekend”, sagde jeg til hende, som hurtig efter svarede, “Selv tak, og du må have en god tur hjem”.
Jeg takkede hende af, og vendte blikket imod togets døre, som nu var fri for alle der skulle ind og ud.

Med det ene skridt foran det andet, steg jeg ombord på toget, og fandt min vinduesplads, som passede med at være lige ud foran Elizabeth.
Tasken blev sat ned på gulvet ved benene, jakken blev lagt på sædet og jeg lænede mig tilbage med synet ud gennem vinduet.
Kort efter begyndte tog at røre på sig, og både Elizabeth og jeg selv, tog vores hænder op for at vinke farvel, med et smil.  
Det var hårdt at smile og være lidt trist indeni, men jeg tænkte på hvor en dejlig weekend det havde været, og at turen hjemad ikke betød at vi aldrig ville se hinanden igen. Jeg skulle bare selv hjemad for at passe arbejde, og der var absolut intet der holdte mig fra at komme og se hende igen.
Desuden, hvis alt gik efter planen, og vi stadig var venner om et til to års tid, ville jeg alligevel være flyttet til sjælland, og væsentlige tættere på hende.
Synet af Elizabeth forsvandt i vindueskarmen, og jeg satte mig stille tilbage.
Høretelefonerne blev sat i ørerne og musikken blev tændt. Med lukkede øjne satte jeg mig tilrette og begyndte at hvile mig, og på samme tid, tænke på weekenden jeg lige havde været igennem.

Alle de oplevelser og ting jeg havde prøvet, sammen med en vidunderlig person, som Elizabeth, på så kort tid. Det var fantastisk. Og mest af alt, jeg vidste nu at hun holdte lige så meget af mig, og det kun var et spørgsmål om tid, før vi kunne ses igen, og være sammen.

Tekst hen til mødet

Toget standsede og jeg var endnu engang tæt på hende igen. Det var sidste stop på turen, og alle gjorde sig klar. Folk rejste sig fra pladserne, jakker blevet taget frem og kufferterne blev taget ned fra hylderne og sat på gulvet. Da toget havde været proppet, tog jeg min tid, da jeg ikke ville komme ud hurtigere ved at gøre det samme som de andre. Gangen var fuld, ikke meget plads i mellem gulvet og hylden, hvor jeg sad, samt personen ved siden af mig var også i vejen.
Jeg tog et hurtig kig igennem vinduet, imens jeg alligevel ventede, og fik øje på hende. Tæt på en bænk og et reklameskilt for noget shampoo, havde hun placeret sig. Nok for ikke at stå for meget i vejen for de passagerer der kom forbi.
Med hendes blomst i håret, en lille sort taske på siden, stod hun og ventede, med på kors iklædt en mørkegrøn kjole. Hun så ikke ud til at have fået øje på mig endnu, da hun kiggede sig vidt omkring i starten, og dernæst holdte et fast blik på de mange personer, som kom ud i gennem dørene af toget.
Menneskemængden rykkede sig langsomt frem ad, og personen ved siden af mig havde bevæget sig nok ud på gangen til at jeg kunne begynde at rejse mig op. Høretelefonerne blev rullet pænt sammen og lagt i lommen, sammen med telefonen og min glaskugle. Den lidt fladmaste jakke blev taget op fra sædet, og lynet på. Rygsækken røg på ryggen, og klar stod jeg så, og ventede til der blev noget ledigt plads.
Stille og roligt blev mængden formindsket og til sidst var der nok plads for mig til at komme ud. Der var ikke mange tilbage, så det gik meget hurtig. Igennem den lille skydedør og ud af hoveddørene på toget.

Med blikket vendt imod Elizabeth, gik jeg over imod hende, som fortsat ikke så ud til at have fået syne på mig. Der gik nogen få meter, og så blev jeg mødt af et fængende blik. Med hænder trak hun stille hendes livlige hår til siden, og hilste på mig med et smil, som blev givet igen.
Det var ikke helt ligesom sidste gang, hvor jeg blev ramt af nervøsitet og mindre angst. Nej. Denne gang var det som at vi havde prøvet det tusind gange før. Alle de positive følelser var der stadig. Glæden og den indre energi man fik ved at se hende. Det var kun de negative tanker og frygten, som ikke var der længere.

Da jeg var kommet nærmere og stod foran hende, tog hun armene ud og tog et fast greb. Et dejligt, varmt, og venligsindet kram blev givet. Jeg tog mine egne hænder frem og gav hende igen. Det var rart, at få følelsen af at en person, inderligt, var glad for at se en, og være sammen med en.
Det varerede ikke længe, men inden vi dog gav slip på hinanden, fik vi dog hilst på hinanden, og gav hvert vores udtryk for, hvor dejligt det var at ses igen. Vi havde begge i nogen dags tid set frem til dagen, og vores planlagte tur. Vejret passede til det og holdte stik. Vi var begge glade for naturen, og bare det med at kunne slappe af. Det havde personligt været et ønske hos mig selv længe, men jeg havde aldrig rigtig haft muligheden før, da det hele afhang af at have en anden person med, ved sin side.
Da vi havde hilst færdig, bevægede vi os lige så stille imod udgangen af stationen, og hjem til hende, for at jeg kunne ligge bagagen inden vores tur. Desuden havde var cyklerne også derhjemme, da hun ikke kunne have begge med på stationen, så det passede godt.
Turen gik meget smidende derudaf. Der var lidt af det sædvanlige snak med, hvordan min tur var gået, og om hun havde været længe oppe og såen. Ellers byggede meget af snakken på rene tilfældigheder og hvad der lige faldte os ind. Da der snart var nyt folketingsvalg røg noget af snakken også herpå. Vi havde ingen partier vi som så støttede mere end de andre, da alle havde hver deres fordele og ulemper. Så det gik mere på snakken om netop disse, og ikke så meget hvem vi ville stemme på.
Med det ene skridt foran det andet, var vi hurtig fremme. Døren stod allerede åbent, da Marie var hjemme og i fuld sving med at gøre hovedrent. Vi bevægede os op af den lille sti, ind i gennem hoveddøren og fik smidt fodtøjet. Der var ikke et bestemt tidspunkt hvor vi skulle tage hjemmefra eller være derude, så alt blev taget med rolig ånd. Tasken blev lagt inde ved Elizabeth’s  værelse, ovenpå luftmadrassen som var lagt frem igen. Sammen gik vi ud i køkkenet for at hilse på Marie og gøre opmærksom på at vi var hjemme. Siddende på huk, ovenpå køkkenbordet var hun igang med at gøre de højere skabe rene. Da vi først kom derind var hun lige ved at falde ned, af chokket som vi gav hende, men heldigvis fik hun balancen inden noget skete. Lige så stille kom hun ned på gulvet, og lagde hendes klud på bordet, ved siden af baljen med sæbevand. Med udstrakte arme, kom hun over til mig, og gav mig et hurtig, og venligsindet kram, og fortalte, hvor dejligt det var at se mig igen.

Jeg var selv glad for at se både Elizabeth og Marie. De var en dejlig familie, og man følte sig virkelig velkommen, så jeg gav igen, og sagde hvor rart det var at jeg måtte komme.
Samtalerne gik lidt frem og tilbage, og vi fik snakket i nogen minutter, inden vi kom i snak om Elizabeth og jeg ikke skulle bevæge os lige så småt afsted. Jeg var enig, og gjorde lige præcis hvad Elizabeth ønskede, så vi begyndte så småt at pakke.
Jeg fik til opgave at finde cyklerne frem, imens Elizabeth ville finde en mindre overraskelse frem.
Imens hun gik ind på værelset og rumsterede, gik jeg ud og tog skoene på, og gik ud til cyklerne. I garagen var der Elizabeth’s cykel, der var pink, med en surt kurv foran, med lidt blomster spændt fast herpå. Ved siden af var Marie’s hvide, cykel, hvilket var den jeg skulle låne til turen. Jeg tog cyklerne ud af garagen og satte dem ude i indkørslen hvor jeg ventede på at Elizabeth ville komme.
Der gik ikke lang tid, kun nogen minutter, hvorefter hun kom til syne, ud af døren. Med sig havde hun en lille, brun, kurv, som var en helt traditionel picnic kurv. Flettede kurv, med to ender at åbne op i, med håndtag i midten.
Jeg var selvfølgelig lidt nysgerrig omkring hvad hun havde med, men siden det hele passede med at det var en slags picnic vi skulle på, gættede jeg på noget mad af en art, men hvad dette skulle være, og om dette faktisk var sandt, kunne jeg ikke vide. Dog var det bare et spørgsmål om tid, og så ville min nysgerrighed blive fri, så jeg tog det ikke så tungt, og glædede mig.

Elizabeth lagde picnic kurven, i hendes cykelkurv og satte sig op. Med mig lige bag hende, satte jeg mig selv op på cyklen og begyndte at følge hende. Ved de mindre stier, og ude ved de lidt mere trafikerede veje holdte jeg mig bag hende, men til gengæld var ved siden af hende, når der var mere plads og mindre trafik. Vi havde nogen små fem kilometer at cykle, så det blev en lille hyggelig tur for os, men ikke noget vildt. Efter godt og vel to kilometer var vi kommet ud af byen, og ud på en mindre landevej, som ikke så ud til at blive benyttet ofte. Vi gik fra en storby, med nogen størrere lejlighedskomplekser, og store butikker, til en ødemark, med korn på den ene side og får på den anden. Det var et helt andet miljø, og jeg begyndte hurtig at få færden af, hvad jeg havde i vendte, hvis det altså fortsatte sådan. Jeg elskede trods alt naturen. Den var så fredelig og mere barmhjertig en storbyerne, og desuden var der meget mindre ro, så jeg var vældig glad over turen.

Det var svært at holde samtaler kørende, med vinden imod os, så ved de få vi havde, var det meget højtråbende. Ellers cyklede vi bare derud af, ved hinandens side.
Da der var ca. en kilometer tilbage, nåede vi til en mindre strækning, hvor hastigheden blev sat ned, og vi begyndte at nyde naturen. Vejen havde et overhæng af træer, og blev tildækket af skyggerne fra de tusindvis af blade, fra alle træerne. Desuden kunne fuglene, både ses og høres i træerne, og med små heldige kig, kunne nogen egern endda spottes.
Da det var min første gang blev jeg fuldkommen opslugt af det vidunderlig syn, og begyndte at falde lidt bagud. Elizabeth lagde mærke til dette, og sænkede selv hendes hastighed lidt, men fortsatte stadig, og råbte til mig om jeg kunne følge med.
Jeg besvarede hende tilbage med at jeg nok skal være ved hendes side igen om et øjeblik. Synet havde fanget mig nok til at der var små 15 meter imellem mig og Elizabeth, så da hun råbte efter mig, røg jeg ud af tankerne, og begyndte at fokusere på at komme hen til hende igen.
Med et smil på læberne, råbte jeg, “Jeg kommer nu.”
Kraftige ryk blev givet i pedalerne, så jeg hurtigt ville være der igen, men inden jeg havde set mig om, havde Elizabeth selv sat hastigheden op igen, og dermed gjort det til et mindre cykelløb.
Vi grinte højlydt til hinanden, og efter kort tid var der ikke andet end få meter tilbage. Dog, nåede jeg ikke at få indhentet disse med det samme, da jeg røg ind i tankerne igen. Ikke af den vidunderlige natur, men noget smukkere.
Da jeg kiggede op fra vejen, for at se efter hvor lang afstand der var imellem os, stoppede benene med deres ryk, og jeg røg tilbage.
Med solens stråler, skinnede ned mellem sprækkerne af bladene, og ned på hendes ansigt. Med vinden, susende gennem hendes brune og udglattede hår. Og med det fantastiske smil på læberne. Endnu engang blev jeg opslugt. Det var et syn at se. Noget, langt udover det sædvanlige.
Jeg begyndte at stille spørgsmål til mig selv, om det virkelig kunne passe. Var det virkelig Elizabeth? Var det virkelig den person, som jeg var på tur med? Var jeg sikker på at det hele ikke bare var en drøm? Men nej. Det var virkelighed. Alt foran mig, og tidligere minder bag mig, var og havde alt sammen været virkelighed.
“Har du mistet pusten?”, blev der råbt, glædende foran mig. Elizabeth kom cyklende imod mig, da hun så at jeg var stoppet helt.
Jeg rystede på hovedet, for at få tankerne ud, og sagde at jeg bare lige skulle have vejret. Det var lidt for akavet, at give hende den ærlige årsag til at jeg stoppede, så jeg kørte bare med historien.
Hun grinte, og sagde at vi bare kunne tage fem minutters pause, inden vi tog det sidste stykke, inden vi nåede søen. Smilende, nikkede jeg af og takkede.

Vi havde stoppet foran en lille åbning i træerne, med synet ud til en kornmark, der blev oplyst til et gyldent syn. Side om side, stod vi og beundrede synet, og kiggede kort på hinanden, hvorefter blikket blev vendt tilbage igen.
“Det er en af grundene til jeg elsker at tage denne tur”, hørte jeg Elizabeth nævne ved min side. “Den grønne natur. Den friske luft. Og solens, varme stråler imod ansigtet”, sagde hun videre. Det var det hun var vild med. Og, det sjove var, at af selvsamme årsag, elskede jeg også at tage sådanne ture, i nærområdet af, hvor jeg boede.

Med hovedet vendt mod hendes, spurgte jeg ind til om vi skulle træde i pedalerne igen, selvom det ikke var et syn man vil slippe.
“Ja, lad os det. Jo før vi tager afsted, jo mere tid får vi”, nævnte hun.
Vi vendte begge cyklerne mod ruten igen, og trådte til. Sammen, uden det store væddeløb, cyklede vi side om side, og tog det med ro.
Nogen få hundrede meter inden vores såkaldte destination, vendte vi ned af en mindre grusvej, som var placeret langs en løbende å, som ledte ud til søen. Ved heldige øjeblikke, kunne man endda skimme nogen små fisk, som svømmede i mindre grupper.
Da vi nåede enden af grusvejen, kom vi til en åben, blå himmel, med få skyer på himlen. Foran os, var en lille plads til at placere biler og cykler, og ellers var der synet af den søen. Den rakte sig vidt omkring. Det var ikke noget vildt, 500 meter den ene vej, og godt og vel det samme den anden. Men det var meget atmosfæren som gjorde det hele. Ude i naturen, omringet af fri natur og rolige vinde, og meget få mennesker. Faktisk, til forskel for en strand eller andre populære steder, var der ingen mennesker at se.
Da vi begge ankom, og tog imod den dejlige atmosfære, var der ingen andre i syne. Ingen cykler eller biler stod parket, og med et kort blik langs stien, hele vejen rundt om søen, var der heller ingen i syne. Vi havde på sin vis fået hele området for os selv.
Jeg var ikke nødvendigvis den mest menneske glade person, så det gjorde mig ikke spor, og slet ikke med tanke på at jeg ville kunne være fuldkommen alene med Elizabeth.

Vi fandt et mindre træ ved gruspladsen, og placerede vores cykler op af. Da vi kun havde en lås med, og den ikke kunne nå hele vejen om træet, besluttede vi os bare for at undlade den helt. VI var alene, og chancen for at nogen ville komme denne lange vej, for at tage to billige cykler, ville nok ikke eksistere. Man kunne ikke ligefrem sige at vi havde nogen bekymringer.
Elizabeth tog picnic kurven i hendes hænder til højre, og tog fat i min egen højre hånd, med hendes venstre. Frem for sidste gang, virkede det på ingen måde unormalt, og virkede fortsat behageligt. Det var en automatisk reaktion, og uden den mindste tøven, tog jeg fat i hendes.
Selvom det hele så småt bevægede sig over imod, at vi var mere end bare venner, holdte jeg stadig mine forhåbninger nede. Der var så meget hun ikke vidste om mig, og vi havde kun kendt hinanden i to måneders tid, så om der virkelig var noget, havde jeg svært ved at svare på. Dog stoppede det mig ikke fra at nyde alle de gode øjeblikke, og specielle for den sags skyld, som netop delen med at holde hinanden i hænderne.
Sammen gik vi igennem en lille træ låge, som delte vejen fra pladsen til stien omkring søen. Lågen blev lukket og vi tog rolige skridt langs søen.
Fra den mindre grusplads, kunne man få en fornemmelse af søens størrelse, men man kunne ikke få de små ting med.
Da vi kom igennem lågen, var det en oplevelse i sig selv. Man begyndte at kunne få det store billede. Vandet var i rolig bevægelse, da træerne omkring dækkede for den stærke vind. I vandet kunne alt slags liv findes. Her var både flere former for fisk, og andet planteliv i form af åkander, dunhammer med mere til. Og det var ikke kun i vandet, hvor livet kunne findes.
Langs siden af hele søen, i mellem vandet og grusstien, var der mindre blomster rækker i alle regnbuens farver, lilla, blå, gul, rød, hvid osv. Både ovenpå vandets overflade og imellem alle blomsterne, var der insekter i form af guldsmede, bier, rygsvømmer og flere endnu.
Så taget i betragtning at der ikke var meget liv i form af mennesker, var området mere end livlig. Det var som at være ét med naturen, når man gik langs søen bred og tog det ene rolige skridt efter det andet.
Vi sagde ikke meget til hinanden langs turen på stien, og kommunikerede kun med nogen smil hist og pist, når vi begge kiggede til hinanden. Vi virkede begge til at nyde naturen, nyde dens lyde, nyde duften, og generelt nyde alt livet der var omkring os.
Det var først efter, at vi var et godt stykke henne, at Elizabeth startede en samtale igen. Nogen få meter længere fremme, var pladsen, hvor hun havde planlagt at vi skulle campere, om så at sige. Det var et mindre, grønt, græsareal lige ud til stien, som var tildækket af et stort bøgetræs skygge.
Da vi stod foran stedet, satte Elizabeth hendes kurv på gruset, og hæv en mindre tæppe frem. Det var et af de sædvanlige picnic tæpper, med røde tern og hvide striber. Hun foldede tæppet ud i luften og lagde det blidt på græsset, med enden op til træets stamme.
Hun tog skoene af og med kurven i den ene hånd, satte hun sig ved siden af træet, med plads for mig, til at læne mig herop af.
Jeg tog selv skoene af, for at få luft til fødderne, og satte mig roligt op langs træets ru overflade. I det jeg satte mig, spurgte Elizabeth om jeg ønskede noget drikkelse, hvilket jeg pænt takkede, ja tak, til. Op af kurven tog hun en dåse fanta, og en dåse coca-cola frem. Fantaen til mig og colaen til hende. Stadig kølige og fugtige, tog jeg imod dåsen, og åbnede den, efterfulgt af et behageligt, slurk. Med dåsen i den venstre hånd lagde jeg armen på tæppet og begyndte at slappe af, da Elizabeth havde valgt at rykke tættere på og læne sig op af mig, for at få en mere behagelig overflade at sidde op af. Med højre arm, tog jeg om hendes skulder og holdte godt ved. Det var rart.
Sammen sad vi begge nu, under træets skygge og så ud over vandets rolige overflade.
Der var bare et eller andet med vandet, som gjorde alt mere roligt, som lettede ens tanker, og fik en til at slappe af.
Tiden passerede så småt, og vi begyndte at have små samtaler. Noget af det byggede på min taknemmelighed for at jeg måtte se det hele med hende, og andet gik på blomsterne, langs søen bred, og livet omkring os. Det var en oplevelse i sig selv, at kunne få det hele ind. At kunne se et så vidunderligt sted, med en person der var mere end tilsvarende.
Jeg begyndte kort at få tankerne rykket over på, om vi måske kunne blive til mere end bare venner. Om der rent faktisk var en minimal chance. Om vi allerede var godt på vej til det.
Jeg stillede mig selv alle de forhåbningsfulde spørgsmål, som enhver nok ville gøre på et eller andet tidspunkt i deres liv. Men jeg røg hurtig ud af det igen. Jeg vendte det hele om, og så forkert på det. Jeg var for det første ikke den bedste til at forstå hints, og rigtig god til at misforstå hentydninger, så det var nok bare mig der vendte det lidt for godt i den forhåbningsfulde retning.
Derudover var jeg ikke en person med meget selvværd. Kunne ikke rigtig sige noget godt om mig selv, eller bare tænke det. Jeg ville være et mareridt for person, og alle ville kunne gøre så meget bedre. Specielt Elizabeth. Hun havde alle opfyldt alle kriterierne for at være perfekt. Der var ikke den mindste fejl at nævne. Intet. Alt passede til punkt og prikke. Jeg stillede mig selv spørgsmålet om, hvorfor i alverden hun skulle vælge en som mig. Hun ville nok bare være venner, og så lade det forblive sådan. Det var alligevel også sådan jeg havde set mit fremtidige liv ende. Få, gode og vidunderlige venner, men alligevel alene. For mig selv, alene hjemme, uden en familie, uden en at dele et liv med. Ja, jeg kunne dele det med vennerne, men så snart de alle havde fået kæreste på og bare en familie i det hele taget, så ville der ikke være tid til en som mig.
Tankerne påvirkede mig meget, og de kørte frem og tilbage, indtil øjeblikket hvor jeg røg ud…
En enkel, lille, tåre kunne mærkes. Glidende ned langs kinden, ned på hagen og ned på bukselommen. Jeg håbede inderligt at Elizabeth ikke så noget til det. Jeg ville nødig ødelægge den gode stund, som vi havde sammen. Det lykkedes mig hurtig at ryge ud, og stoppe vandløbet, så det endte heldigvis kun med en enkelt tåre. Men det var nok.
Da den ramte toppen af lommen, vendte Elizabeth sig imod mig og så undrende, og kiggede på det lille, våde løb, som tåren havde efterladt.
“Er du okay?”, spurgte hun om.
Med et hurtig, kraftigt luk i øjnene, og op igen, besvarede jeg hende med et smil og sagde, “Ja. Det var bare mig i mine tanker”.
Med betryggende ord og et dejligt smil, svarede hun, “Jeg ville også bare lige være sikker. For jeg er her for dig, hvis du har brug for det”.

Det gav en rørende følelse i kroppen. At jeg vidste, hun ville være der for mig, ligesom jeg vil være der for hende, hvis hun havde brug for det. Jeg holdte virkelig af hende.
“Tak. Tusind tak, Elizabeth”, sagde jeg igen.

Med lukkede øjne, stort smil, og nik hertil, besvarede hun, hvorefter vi begge, atter kiggede ud over søen igen.

Der sad vi, og nød hinandens samvær. Side om side. Med hinanden i hænderne. Med små samtaler løbende, men ellers med et hvilende blik ud over vandet. Vi sad og nød hvert et øjeblik, og der gik noget tid inden der kom anden bevægelser, end de små vi lavede, for at rette os op igen.
Senere hen, rykkede jeg mere og mere på mig. Træets ru overflade, var begyndt at kunne mærkes i ryggen. Jeg tog lige så stille armen væk fra Elizabeth’s skulder, som derefter rettede sig op. Med begge hænder, løftede jeg mig selv lidt op, og lagde mig ned på tæppet, fremfor at sidde, netop for at ryggen kunne hvile. Uden en eneste tøven, havde Elizabeth gjort det selv samme.
Med lukkede øjne, og mindre smil, stødte vi panderne sammen. Med den ene hånd, tog jeg noget af hendes hår, som tildækkede hendes øjne, og flyttede blidt til den ene side. Jeg kunne ikke lade vær med at have et smil på ansigtet, og det samme gjaldte hende. Der gik ikke lang tid, inden Elizabeth begyndte at stille mig et spørgsmål.
“Der er en ting jeg har villet spørge dig om i lidt tid nu, hvis det er okay?”, spurgte hun.

Med lidt forvirring og undren i tankerne, men et glædeligt svar, svarede jeg “Selvfølgelig, hvad vil du gerne spørge om?”.
Der var lidt tøven i hendes ord, og hun virkede til at have lidt svært ved at sige det, men jeg prøvede så vidt muligt, ikke at haste med hende, med et roligt og fast smil, samt blik til hende.
“Hvad synes du om mig?”, kunne jeg til et tidspunkt høre.

Jeg fik en mindre fornemmelse, hvor det måske ledte hen, men holdte det for mig selv. Dog svarede jeg hende med, “Hmm.. Jeg synes utrolig godt om dig. Du er venligsindet, barmhjertig, rolig, intelligent..” Og med det stoppede jeg kort. Skulle til at sige smuk, men stoppede mig selv inden. Det ville måske blive for meget. Med lidt eftertanke og rødme i kinderne, svarede jeg videre, “Og for den sags skyld også køn. “ Til sidst, sluttede jeg af med et smil, og sagde, “Du er en vidunderlig person, og jeg er glad for at jeg har mødt dig.”

Stilhed. Jeg kiggede på Elizabeth, som var begyndt at få lidt glitrende øjne. Hendes blik blev lidt fraværende, og vendte hovedet lidt væk fra mig, men stadig så vi kunne se hinanden.
Jeg skulle til at spørge hende ind til, hvad hun da tænkte på, men inden jeg nåede at reagere kunne en mindre mumlen høres.
Med en lidt rystende og nervøs toneleje, stillede hun igen et spørgsmål. “Har du lidt følelser for mig?”.

Mine tanker stoppede brat. Jeg frøs til is. Brystkassen og hoved blev varmere, imens hænder og fødder blev køligere. Hjertet begyndte at banke kraftigere og jeg blev lidt fugtig i hovedet. Det var nu jeg skulle svare hende. Jeg havde kort tid, og vidste ikke hvad jeg skulle sige.
Jeg ville være ærlig, og med det samme sige ja, men på den anden side, var jeg bange. Bange for hvad hun ville tænke. At hun måske spurgte ind til det, fordi hun synes jeg måske var for meget, og var for tydelig i mine handlinger, og gerne ønskede at jeg stoppede. Eller om hun rent faktisk havde lidt følelser for mig.
Ja, det var tydeligt at vi holdte af hinanden, men om det bare var som venner, havde jeg ingen chance for at forstå.
Hvis jeg var ærlig og sagde ja, ville hun måske bede mig om at stoppe med det, eller måske ville hun blive glad.

Med tanke på alt det vi havde været igennem, ville enhver nok bare have sagt, ja, med det samme og kommet videre, men ikke mig. Jeg var på en måde bange for at hun rent faktisk havde følelser for mig. Bange for at jeg ville såre hende, fordi hun kunne finde noget der var så meget bedre.
Jeg ønskede kun det bedste for hende, og havde følelsen af at jeg langt fra var godt for hende.

Sekunderne gik, og jeg måtte give hende et svar. Det var en princip sag, jeg ville ikke lyve. Jeg måtte være ærlig og bare komme ud med det.

Smilet var væk, og blikket var rettet imod tæppet. Med frygt i stemmen, var jeg ærlig og sagde, “Ja, det kan jeg nok ikke slippe uden om”.

 I nogen sekunder holdte jeg blikket, rettet imod tæppet, men kort efter kiggede op på Elizabeth for at se hendes reaktion. Da jeg kiggede op, fik jeg det dårligt. Dårlig samvittighed.
Mindre tåre, løb ned, langs hendes kinder, og hun havde svært ved at holde hendes øjne åbne. Hun var et dejligt menneske, og havde nok ingen følelser for mig, men hun vidste nok ikke hvordan hun skulle sige det til mig, uden at gøre mig ked af det. Hun tænker på alle omkring sig, og ønsker intet andet end glæde og lykke for dem.

For at hun ikke skulle ødelægge sig selv over det, prøvede jeg at berolige hende med mine egne ord.
“Jeg ved godt det bare er mig som er pjattet og for forhåbningsfuld. Du er så meg..” Længere nåede jeg ikke. I det ene, korte øjeblik hvor jeg lukkede øjnene, for at tænke over hvad jeg skulle sige, blev jeg stoppet.

Det var noget som skyggede for ansigtet. Noget der havde flyttet sig imod mig. Med hurtig åbne øjne, på vidt gab, fik jeg chokket.
Elizabeth..
Med et blidt tryk og lun følelser, var vores læber tætte. Hun havde lænet sig ind for et kys.

Jeg forstod ingenting, og var rundt på gulvet. Der var intet der gav mening. Var det virkelighed? Kunne dette virkelig passe? Ville hun, Elizabeth, den mest vidunderlige person jeg nogensinde havde mødt, have et liv med mig? Jeg var bange, men også over lykkelig.

Jeg havde aldrig haft den mindste tro på at dette ville blive virkelighed. At jeg ville komme til at opleve det. Opleve hvordan det er at have en anden person til at holde af en.

Jeg stoppede tankerne. Jeg skulle mindes øjeblikket. Huske det, resten af mine dage. Jeg begyndte at nyde det. Det var vidunderligt. Ansigt til ansigt. Læber mod læber. Den blide og kærlige følelse af det hele. Alt var i harmoni, og alt føltes fantastisk.

Alt virkede til at være gået i stå. Det føltes som en evighed, selvom det ikke var længere end maks fem sekunder.
Elizabeth, som fortsat havde lukkede øjne, åbnede den en smule, med blikket rettet væk fra mine. Hun rykkede sig roligt tilbage, og satte sig op.

Med lidt bange anelser og en stor nervøsitet, samt mindre sorg, begyndte hun at snakke. “Det.. Det.. Det må du undskylde, det var ikke meningen at..” Længere nåede hun ikke, inden jeg afbrød.
Det var tydeligt at se, at hun var bange. Bange for at have været for hurtigt, eller bange for at have såret mig. Selvom jeg inderst inde, aldrig havde haft det bedre.
“Du skal ikke undskylde for noget Elizabeth. “ svarede jeg.

Hendes våde øjne rettede sig mod mig. “Men jeg kyssede dig..?” Sagde hun.
Jeg havde nu forstået at hun rent faktisk holdte af mig, i den grad at ingen af os ville være alene igen.
Jeg tog den ene hånd under hendes hage og løftede hoved op. Håret blev skubbet til siderne, og tårerne blev tørret væk.

Med en rolig stemme og et smil, sagde jeg, “Ja, og det var dejligt”.
Hendes tåre begyndte at stoppe helt. Og hun blev mere neutral i ansigtet.

Med os begge siddende på huk foran hinanden, holdte jeg et fast blik på hendes.
“Jeg ønsker et liv med dig, hvis du ønsker det samme med mig”, sagde jeg til hende.

Et svagt smil kom frem på hendes læber, men inden jeg vidste af det, var vi begge i hinandens arme.

“Tak. Jeg ønsker selv det samme med dig..” kom det fra Elizabeth.

Uden tøven sagde jeg, “Nej. Det er mig der takker”.
En lille glædes tåre kom ned, langs min egen kind. Krammet blev stærkere fra begges parter.

To personer, som ikke ligefrem har haft det bedste kørende for dem i livet. Der har levet med en del frygt, sorg og ensomhed, havde nu fundet hinanden. Fundet nogen at have et liv sammen med. Fundet en der accepterede dem for den de var.
Vi var begge rørte.

Jeg tænkte tilbage til hvordan tiderne kan ændre sig drastisk. Hvordan jeg for et par måneder siden, var nede i kulkælderen og aldrig så en lys fremtid foran mig, hvor jeg nu. Siddende i andens persons arme, med viden om at personen elsker mig igen, som jeg elsker dem. Det var en stor, men glædelig omvæltning.

Vores kram blev løse. Vi fandt hver i sær hinandens hænder og holdte blidt. Siddende på huk, med øjnene rettede mod hinanden, bevægede vi os tættere på hinanden igen.
Fiskene i vandet kunne høres. Vinden skabte liv i blade og græs, samt en del af Elizabeth’s hår. Solens stråler var rettet direkte imod os. Vi var midtpunktet.
Vi os lagde lige så stille ind til endnu et kys. Det var blidt og kort, men fortsat vidunderligt. Da vi gav slip på hinanden, kunne vi ikke gøre andet, end at kigge ind i hinandens øjne, og bare smile af glæde.

Vi havde ikke brug for at sige noget. Vi vidste begge hvad modparten tænkte.

Endelig. Ikke mere ensomhed. Ikke mere frygt. Ikke flere sorger. Det var tid til at få en smag på glæde og lykke.

Vi vidste begge, at vi aldrig ville være alene igen, og at vi endelig var på den rette sti i livet.
Elizabeth var min vidunderlige engel, som jeg aldrig ville give slip på og holde kær resten af mine dage.
Vidunderlige.
Engel.